Hip-hip hur-radio

DR fyldte 90 år den 1. april. Det hele startede med radioen i 1925. DRs tidligere radiodirektør, Leif Lønsmann, tager os her med gennem 90 års radiohistorie og trækker tråde fra dengang til nu.

Louis Armstrong gav radiokoncert og interview til Harald Grut i 1933. (Foto: DR ARC © Type 1)

Verdens første radioudsendelse siges at have fundet sted juleaften 1906, hvor en canadisk elektronikprofessor eksperimenterede med at sende lyden af en kvinde, der sang Händels ’Largo’ trådløst ud over Atlanterhavet.

Det tekniske grundlag for radioen var således allerede på plads for mere end 100 år siden, men det skulle tage mange år, før man i Danmark fandt frem til hvilken politisk mekanisme, der skulle regulere det nye medie.

Som alle nye medier mødte også radioen modstand i begyndelsen. Tilhængerne af det nye medie blev kaldt ”radioter”, som tilsyneladende var ramt af ”den herskende Radio-Epidemi”, hvor”højfrekvente Strømme erstatter al selvstændig Hjernevirksomhed”. Andre tog det hele mindre alvorligt og talte om radioen som ”Øjeblikkets Raptus”, en forbipasserende modedille for teknikere og søfarende. ”Det ny barn vil såmænd snart dø ganske af sig selv”, hed det overbærende under en rigsdagsdebat om ”Radiosagen”, mens andre fremhævede det nye medie som ”en fuldkommen kulturel og kunstnerisk Revolution”, der indvarslede ”en Epoke, hvor Tid og Rum paa en vis Maade ophæves”.

En ophedet debat

I 1923 rundede antallet af radioapparater i Danmark 10.000, og politikerne begyndte at interessere sig for, hvordan man kunne organisere radiovirksomheden i Danmark. Det førte til en ophedet debat, der blev kendt som ’Radiokrigen’. Den gryende radioindustri, som fremstillede radioapparaterne, mente, at det burde være industriens opgave at drive radiofoni. Aviserne fandt det mere naturligt, at aviserne skulle stå for radioprogrammerne. Partiet Venstre mente, at der skulle være fri konkurrence i æteren, og Socialdemokratiet mente, at Staten nok var den bedste til at tage sig af radiosagen. Ikke så fjernt fra dagens debat, egentlig…

Det blev Socialdemokratiet, med Stauning i spidsen, der vandt ’Radiokrigen’. I 1925 tilkendte den danske stat sig selv monopol på radiospredning i Danmark. Man etablerede Statsradiofonien - i dag DR - og udnævnte kongelig kammersanger Emil Holm som driftsleder. Radioen skulle finansieres ved, at alle ejere af en radiomodtager skulle betale en ”licens” på 10 kroner om året.

Kammersangeren havde en vision. Han mente, at musikken ville være dét, der fik det nye medie til at slå igennem. Tanken om at kunne bringe musik og koncerter direkte hjem i befolkningens stuer besatte ham, og med brændende ildhu gik han i gang med at opbygge et radioorkester, det der senere blev til DR Symfoniorkestret, og som den dag i dag bringer klassisk musik hjem i stuerne, ikke blot i Danmark, men takket være den europæiske radiounion, EBU, også til resten af verden.

Kammersangerens indsats for musikkens udbredelse via radioen blev ikke modtaget særligt venligt af musiklivet. Musikerne og koncertarrangørerne frygtede, at radioen ville tage livet af koncertsalene. Når folk kunne få koncerterne direkte hjem i stuen, frygtede man, at de ikke længere ville gå til koncerter, og at musiklivet derfor ville dø og musikerne gå glip af deres indtægter. Sådan gik det som bekendt ikke. Levende musik er i dag mere udbredt end nogensinde, og DR bidrager samtidig aktivt til musiklivets økonomi, både som koncertgiver og gennem vederlag til de kunstnere, hvis musik spilles i radioen.

Lang levedygtighed

Selvom det var musikken, der lå Emil Holms hjerte nærmest, udviklede Statsradiofonien i 1920’erne og 1930’erne en lang række andre programtyper, som skulle vise sig at have lang levedygtighed, som for eksempel højmessen, radioteatret, morgengymnastik og så videre.

Trods protester fra kirkens folk, der ligesom musikerne frygtede, at radiotransmitterede gudstjenester ville holde folk hjemme ved højttalerne og således lægge kirkerne øde, begyndte man at transmittere gudstjenester og morgenandagter. Men man drøftede længe, om det ikke var at devaluere Guds ord sådan at stå og tale ned i en dims (mikrofon). Den danske folkekirke blev senere så glade for både radiohøjmessen og de daglige morgenandagter, at det førte til store protester, hvis vi i DRs ledelse forsøgte at flytte dem få centimeter op eller ned ad FM-båndet til en anden frekvens.

En anden programtype, der i radioens første tiår påkaldte sig megen kontrovers, var radioforedraget. Alle var enige om at radiomediet rummede store muligheder for folkeoplysningen (eller folkeopdragelsen, som man kaldte det). Men der var samtidig, især i politiske kredse, en udbredt frygt for, at ”forkerte” foredrag ville kunne spolere ubefæstede sjæle og anspore til ”anarki” eller ”folkeforførelse”.

Mordets melodi

Også dramatikken fik sit eget radiofoniske udtryk, og helt op i 1950’erne kunne Radioteatret med en stribe vaskeægte lyd-gysere som 'Mordets Melodi' og 'Shiva-skriget' lægge gaderne øde. I samme periode huserede gymnastikinstruktøren Kaptajn Jespersen med sin æterbårne morgengymnastik, ligesom en af tidens allerstørste radiostemmer, Gunnar "Nu" Hansen kunne samle hele nationen, når han rapporterede om den danske svømmepige Inge Sørensen (”lille henrivende Inge”). Gunnar Hansen fik det folkelige mellemnavn ”Nu”, fordi han i sagens natur hyppigt brugte netop dét udtryk i de direkte sportstransmissioner, der blev identiske med lyden af radio i min barndom.

Radioens evne til at ophæve fysiske afstande og bringe hele verden direkte ind i stuen eller bilen er stadig et af radiomediets allerstørste styrker.  Mange af os husker i dag tv-billederne af mordet på John F. Kennedy i 1963 og de to brændende skyskrabere i World Trade Center i 2001. Men det var faktisk radioen, der var først med nyheden. Ligesom det var radioen, der som det første medie kunne orientere os om de tragiske skyderier i København for nylig, måske i skarp konkurrence med face-book, twitter og det, der i dag er de ”nye” medier.

Nyheder var ikke en naturlig del af radioens opgaver fra starten. Dem overlod kammersangeren til aviserne, som fik lov til to gange om dagen at læse korte ”telegrammer” op i et program, man meget naturligt kaldte ”Pressens Radioavis”.

Siden 1964 har nyhedsformidlingen imidlertid været en helt naturlig og integreret del af DRs virke. I 1970’erne lancerede Radioavisens chef, Jørgen Schleimann, begrebet ”funktionsradio” med korte ”timenyheder” hver time – præcis som vi kender det i dag. Ideen blev kritiseret af journalister både i og uden for DR, som ikke mente, at nyheder kunne præsente-res seriøst og fyldestgørende på kun tre minutter, og de frygtede, at de nye radioaviser ville blive over-fladiske eller ligefrem ”afstumpede”. Senere blev timenyhederne så naturlige, at det førte til endnu en byge af kritik, da vi i radioens ledelse i 2001 indførte P3 Nyhederne, hvor P3's egne medarbejdere præsenterede de nyheder, de fandt særligt relevante for P3's lyttere.

Man mente, at det ville ødelægge nationens sammenhængskraft, at nyhederne fra DR kunne udvælges og præsenteres på flere forskellige måder. Sagen endte i DRs bestyrelse, hvor et medlem var ”beskæmmet over, at Verden og Tiden er kommet hertil”. Bestyrelsen gav mig lov til en ”forsøgsordning”, der skulle evalueres efter et år.

Da en uvildig analyse efter et år viste, at P3-nyhederne var både seriøse og populære hos lytterne, kunne eksperimentet fortsætte. Forandringer har altid mødt både indre og ydre modstand i DR.

Tivolis kapelmester Frederik Schnedler-Petersen og frue var ivrige radiolyttere i 1925. (Foto: DR © Type 1)

Optog lydbilleder

I 1950’erne gjorde transportable båndoptagere det muligt at bevæge sig ud i samfundet og optage ”lydbilleder” fra samfundets skyggesider. Med udgangspunkt i radiorådsformand Julius Bomholts vision om ”den farlige radio” tog socialt indignerede radioreportere fat på kontroversielle sociale og politiske problemstillinger.

Med mikrofonen som rambuk blev lytterne ført helt ind i fattigdommens og ulighedens Danmark. Lyden af kælderhalse, bolignød og proforma ægteskaber affødte heftige politiske reaktioner. Ikke for at afhjælpe problemerne, men for at lukke munden på disse radiofoniske budbringere og deres afslørende båndoptagere! Og ligesom radioforedragene i 1930’erne blev radioens lydbilleder og de senere radiomontager fra Radioens dokumentargruppe prisbelønnet af fagfolk og kritiseret af politikere og myndigheder.

Da jeg i 1998 var til den afgørende samtale med DRs bestyrelse om jobbet som radiodirektør, havde jeg et kassettebånd i lommen, som jeg havde gået rundt med i flere måneder. Jeg var på det tidspunkt chef for radioens dokumentargruppe, og vi havde lavet et interview med politibetjente, der for PET havde begået indbrud for ulovligt at snage i borgeres politiske aktiviteter. Udsendelserne førte, sammen med en TV 2-dokumentar om samme emne, til etablering af PET-kommissionen, som op gennem 00’erne kulegravede PET’s virksomhed og bekræftede, hvad vi havde dokumenteret.

Politiet forlangte råbåndet udleveret for at kunne identificere kilderne, og jeg stolede ikke dengang på min egen virksomheds modstandskraft til at nægte udlevering af råbåndene. Da jeg senere samme eftermiddag, selv overtog kontakten med politiet om udlevering af råbåndene, var det første, jeg gjorde, at skille mig af med dem. Det er afgørende for uafhængig journalistik, at også ”ubehagelige sandheder” kan røbes til journalisterne uden risiko for at de gives videre til myndighederne.

I den første danske radiolov fra 1926 stod der, at radioens programmer skal være af ”alsidig, kulturel og oplysende Karakter”. Af disse tre begreber har især alsidigheden gennem tiderne påkaldt sig debat og strid. For de politiske programmer - herunder valgudsendelser – blev alsidighedsprincippet håndhævet med nærmest millimeterdemokratisk akkuratesse og stopur, mens der for nyheder, reportager og andre programtyper alle dage har været konstant strid om, hvad alsidigheden indebar og hvorvidt den blev overholdt.  Debatten om DR-medarbejdernes politiske skævvridning har fulgt med helt op til vore dage, og erfaringen har lært mig, at der til hver tid vil være kritik af DRs måde at dække det politiske stof på. Berettiget og uberettiget.

Da jeg startede i Radioens Kultur- og Samfundsafdeling i 1978 var det ikke ualmindeligt at bruge sin adgang til mikrofonen til at fremme egne politiske holdninger, og selvom vi var uenige, var en del af Erhard Jacobsens kritik af politisk slagside velbegrundet. Men da DRs bestyrelse i 2002 forsøgte at skille sig af med navngivne journalister med henvisning til, at de dækkede den danske krigsdeltagelse ”ensidigt til fordel for araberne”, og mindede om at DR med regeringsskiftet i 2001 ”havde fået nye ejere” gik de nok over stregen.

Nogle år senere fik DRs nye generaldirektør, Kenneth Plummer, en ublid medfart, da han hævdede, at P1's journalister ikke var lige så ”søde” ved den borgerlige regering som ved oppositionen. Men den dag i dag er der sikkert stadig nogle, der mener, at radioens journalister ikke altid formår at skjule deres egne synspunkter i programmerne, selvom de som journalister i DR ikke har til opgave at mene noget, men alene rapportere så objektivt, fair og alsidigt som muligt.

Mens journalisterne op gennem historien er blevet kritiseret for at ville revolutionere samfundet, har radioens musikfolk til gengæld vogtet stift på traditionerne og arven fra kammersangeren. Da jazzmusikken i 1930’erne indtog Verden, blev den holdt i sikker afstand fra radioens programmer. Helt op i 1950’erne blev jazzplader med sorte musikere markeret med dødningehoveder og udstyret med afspilningsforbud i radioen. En tilsvarende modstand mødte rockmusikken i 1950’erne og popmusikken i 1960’erne.

Mens tidens ungdom vendte antennerne mod Radio Luxemburg og hørte Elvis Presley, Bill Haley, Cliff Richard og Bill Haley, fortsatte Danmarks Radio sit dannelsesprojekt med operetter, klaverkoncerter, universitetskor, regimentskorps og dansemusik. Først da en håndfuld ra-diopirater fra 1958 begyndte at sende popmusik fra et skib i Øresund, vågnede Statsradiofonien op. Ikke for at gøre dem kunsten efter, men for at ”få svineriet standset”, som det hed i et internt referat fra den tid.

Radio Merkur, som den sejlende radiopirat kaldte sig, blev lukket i 1962. Statsradiofonien, som i 1959 havde skiftet navn til Danmarks Radio, blev derefter pålagt at etablere en såkaldt ”melodiradio”. Ordet ”musik” ville man ikke bruge om fænomenet, og først efter at Jørgen Mylius begyndte at smugle sine egne plader ind i Radiohuset kunne man høre de plader med The Beatles, som Danmarks Radio pænt havde returneret til pladeselskaberne. P3 blev hurtigt populær hos lytterne, mens bekymrede kronikører og kulturfolk kritiserede dens ”rabaldermusik” og dens skadelige nedbrydning af ungdommen og den gode smag.

Forbudte og uanvendelige

Da jeg mange år senere som radiodirektør fik ansvaret for radioens diskotek, var der stadig snesevis af plader, der var registreret som ”forbudt” eller ”uanvendelig i programmerne”. Og det var med en vis stolthed, at jeg fra min nye position kunne indføre en ”generel amnesti” for den forbudte musik, der i 60 år havde været låst inde i et skab i Radiohuset. I skabet lå Duke Ellingtons 'Nutcracker Suite', Cæsars 'Den Lange Hr. Jensen' og Osvald Helmuths 'Det er nerver alt sammen'.

P3, og senere P4, blev min generations faste følgesvende, fra vi stod op og til fjernsynet tog over om aftenen. Et sted, hvor radioen suverænt stikker alle andre medier, er i bilerne, hvor danske bilister gennem en menneskealder er blevet guidet sikkert frem og tilbage, fra Harry Motors lune kommentarer i 50’erne over Arne Honorés 'Køreklar' og Lars E. Christiansens legendariske trafikredaktion til Jette Bechmanns sprogfornyende meddelelser om ”kiggekøer”, ”morgenkys” og ”burkabiler”.

Med mere end 100 år på bagen har radiomediet skrevet sig ind i historien som ”lydsporet” til det 20. århundrede. Radioen har nogle medfødte fortrin i forhold til de fleste andre medier, fordi den hverken kræver papir-, tastatur- eller øjenkontakt. Det er fortsat svært at læse avis, mens man vasker op, se tv, mens man maler lofter, eller surfe på nettet, mens man overhaler!

Radioen har vist sig levedygtig trods nye medier som tv og Internettet er kommet til. Og det er tankevækkende, at internettet har ført til FLERE og ikke FÆRRE radiostationer. DRs generaldirektør Hans Sølvhøj var således mere spåmand end han selv turde tro, da han i allerede i 1973 gav sit bud på massemedierne i år 2000:

"Uden at være spåmand tør man fastslå, at i den vestlige verden vil individualiseringsmulighederne i forbruget af massemedierne vokse hastigt i den kommende menneskealder. Recepten vil være: Hver mand sit program”.

På min netradio kan jeg i dag høre tusindvis af kanaler fra hele verden. Det er internettet, der bringer dem ind i min stue. Men det er stadig RADIO!

Facebook
Twitter