"'Historien om Danmark' er enhver kostumiers drøm”

Igennem de seneste par måneder har medarbejdere arbejdet hårdt for at finde kostumer til storserien ’Historien om Danmark’

Der findes mange kendte kostumer i kostumelageret. Kjolen til venstre har Susse Wold engang haft på, fortæller Nancy Nickerson. (Foto: Ida Weis Jacobsen.)

Forleden afsluttede DR optagelserne til storserien ’Historien om Danmark.’ Ved 10. og sidste afsnit er seeren blevet ført hele vejen fra stenalderen til moderne tid i selskab med Lars Mikkelsen som fortæller.

Over 1700 statister har været castet som vikinger, rock’n’rollere, bronzealderbønder eller modstandsfolk, og nede i DRs kostumelager i DR Byen har kostumierer dagligt arbejdet på at klæde dem ordentligt på til deres roller.

Kostumier Nancy Nickerson har været en af de ansvarlige for at finde kostumer til ’Historien om Danmark.’ Da dr.dk/omdr interviewede hende, var hun i gang med at finde kostumer til en scene, der foregik i sommeren 1943. Lige før frokost fik folkene i kostumelageret leveret sedler med informationer omkring karakterer, der skulle findes tøj til.

Mand med jakke kommer med øl på cykel, står der på en af sedlerne. Tøjet på stativet er upyntet og neutralt i farverne. Scenen handler om arbejderklassen, der strejker.

”Det her er det største projekt, jeg nogensinde har arbejdet på. Vi bruger seks timer om dagen hernede og finder 30 fulde kostumer til statister hver dag,” siger Nancy Nickerson, mens hun finder beklædningsgenstande frem fra de mange reoler og kasser, der står langs væggene. I alt findes der 60.000 stykker tøj i DRs kostumelager, og det tøj, der hænger på bøjler, udgør i alt en hel kilometer.

”’Historien om Danmark’ er enhver kostumiers drøm,” siger Nancy Nickerson. ”Normalt shopper jeg rundt i Illum og Magasin efter tøj. Men nu får jeg lov til at shoppe rundt i det her fantastiske lager i stedet.”

Der er i alt 4 lagerrum i kostumelageret og en masse smalle gange fuld af kostumer (Foto: Ida Weis Jacobsen.)

Hjælp fra middelalderlejre

Kostumelageret i kælderen rummer hele danmarkshistorien. Næsten i hvert fald. For selvom lageret både har kjoler til Margrethe den 1., julemandsdragter og gulv-til-loft reoler med cardigans fra 40'erne til 2000, er kostumelageret ikke lige så leveringsdygtig på stenalder- eller middelalderkostumer. Derfor har man på ’Historien om Danmark’ samarbejdet med Middelaldercenteret, Historicum, Sagnlandet, Hammershus og forskellige reenactment-grupper, der kunne tilbyde kostumer, sko og en masse viden omkring stilen i stenalderen og middelalderen.

”Når vi når til rokoko-tiden og frem, så har vi til gengæld masser af tøj,” siger Nancy Nickerson, da hun passerer en reol kun med hvide blondeskjorter, hvoraf de fleste har kalvekrøs. ”Jeg bruger mine historiebøger om stilperioder rigtig meget, når jeg skal finde et passende kostume. Det ville være optimalt, hvis vi havde tid til at lave en masse research, men når jeg har brug for at vide, hvornår man i rokokotiden begyndte at gå med hvide strømper, skal det gå hurtigt.”

Nancy Nickerson finder en smuk dronningekjole frem nede i en af gangene (Foto: Ida Weis Jacobsen.)

Gamle kostumer, nye omgivelser

På Nancys arbejdsbord ligger nogle inspirationsbilleder af unge teenagere i 50erne med strutskørter, læderjakker og pomadehår spredt ud.

I DRs kostumelager har man samlet kostumer gennem mange år. Det kan ses på den store væg, der er behængt med håndtasker i alle skindtyper og størrelser og lidt længere nede er bundet tusind slips på tøjstativer. På lageret kan man finde kostumer fra Maskerade, Gøngehøvdingen og også fra tidligere. Mange af de gamle kostumer, som er godt bevaret, bliver genbrugt i ’Historien om Danmark.’ Sådan bliver der sparet penge, og arven fra DRs mange succesfulde serieproduktioner bliver båret videre.

”Når der bliver arrangeret rundvisninger i DR, går turen også altid her forbi. Folk elsker lageret, ligesom vi hernede også gør,” siger Nancy Nickerson og tilføjer:

”Vi passer godt på vores skattekammer.”

'Historien om Danmark' sæson 2 har efter planen premiere lørdag den 23. september klokken 20.00 på DR1. Du har mulighed for at møde Nancy Nickerson på Kulturnatten - den 13. oktober i DR Byen.