'Historien om Danmark' er tilgængelig for alle

DR har sat tilgængeligheden i højsædet, så du kan se ’Historien om Danmark’ med undertekster, syns- og tegnsprogstolkning.

Afsnittene i DRs nye programserie ’Historien om Danmark’ skal være tilgængelige for alle, uanset om man har svært ved at se eller høre. (Foto: Morten Krüger © Type 2)

Flere end 1,2 millioner danskere så med søndag aften, da Lars Mikkelsen tog seerne med til den danske stenalder i ’Historien om Danmark’ på DR1.

Programserien bliver som næsten alle DRs programmer forsynet med undertekster og herudover også syns- og tegnsprogstolkning. Alle skal nemlig kunne få det hele med, mener DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk:

”'Historien om Danmark' er en fantastisk flot serie, som, vi håber vil samle danskerne. Derfor er jeg glad for, at vi kan rulle det helt store tilbud om tilgængelighed ud i form af undertekster, synstolkning og tegnsprogstolkning, så alle kan få det hele med,” siger hun.

'Historien om Danmark' er en fantastisk flot serie, som, vi håber vil samle danskerne. Derfor er jeg glad for, at vi kan rulle det helt store tilbud om tilgængelighed ud i form af undertekster, synstolkning og tegnsprogstolkning.

drs tilgængelighedsredaktør heidi sivebæk

Sådan finder du din rette version

Under visningen af ’Historien om Danmark’ på DR1 kan man slå undertekster til via tekst-tv eller på sin fjernbetjening, alt afhængig af hvordan man modtager tv-signal.

Synstolkede afsnit sendes på tv-kanalen DR1Syn, samtidig med visningen på DR1 søndag aften. Se første afsnit her.

Tegnsprogstolkede afsnit sendes på Tegnsprogskanalen den efterfølgende lørdag klokken 17.00. Første afsnit af serien sendes lørdag den 8. april.

’Historien om Danmark’ er en af de store satsninger i 2017, som DR har udnævnt til ”historiens år”. Derfor er det vigtigt, at netop denne er tilgængelig for alle, uanset om man har svært ved at se eller høre.

’Historien om Danmark’ er en programserie om danmarkshistorien og har skuespiller Lars Mikkelsen som vært. Der vises nye afsnit hver søndag klokken 20.00 på DR1. Alle udgaver af afsnittene kommer til at findes på DRs hjemmeside og i app’en ’DR tv’ efter premieren på tv.