H.K.H. Prins Joachim kan blive årets TV-vært og få TV-Guld

’Prins Joachim fortæller’-programmerne fra DR K har to chancer for at få en pris i denne måned.

Prins Joachim fortalte blandt andet om vores skoler og skolernes historie i programserien, som nu er nomineret til to priser. (© Nordisk Film Production A/S)

Det hører så absolut til sjældenhederne, at prinser og prinsesser er med i kampen om tv-branchens priser, når de bliver uddelt.

Ikke desto mindre har Hans Kongelige Højhed Prins Joachim nu to chancer for at få en tv-pris i februar for programmerne ’Prins Joachim fortæller’, som DR K sendte i efteråret.

På torsdag den 13. februar er Prins Joachim nomineret til en Zulu Award i kategorien ’Årets tv-vært’. Her skal prinsen blandt konkurrere med Timm Vladimir fra ’Den store bagedyst’ på DR1, Ida Rud fra ’Idas fede fatcamp’ på DR3, Ibi Støvring fra ’Date mig nøgen’ på TV 2 Zulu og Melvin Kakooza fra programserien ’Helt sort’ på TV 2 Play.

Også nomineret som ’Årets nye TV-program’

Samtidig har Billed-Bladet for nylig afsløret de nominerede til ugebladets TV-Guld, som bliver uddelt fredag den 28. februar. Og også her har Prins Joachim-programmerne en chance.

Her er ’Prins Joachim fortæller’ nomineret i kategorien ’Årets nye TV-program’ – i konkurrence med DR1’s serie om Prins Joachims morfar, Frederik IX, samt programserierne ’DNA’, ’Ingemann og Vestkysten’ og atter Melvin Kakoozas ’Helt sort’-serie.

Billed-Bladet uddeler hvert år sit TV-Guld inden for otte kategorier, og både ved Zulu-prisen og Billed-Bladets TV-Guld er det seerne og læserne, der træffer den endelige afgørelse.

’Prins Joachim fortæller’ har haft Anna von Lowzow som producent, og programserien er lavet af Nordisk Film Production for DR. I løbet af seriens seks afsnit fortæller Prins Joachim blandt andet om vores tro, vores skole, vores grænser, vores demokrati, vores symboler og vores love.

Serien kan fortsat ses på DRTV her