Homo-pris til DR3-serie om tabubelagt verden

Programserien ’Hvem f….. er Ellie’, der satte fokus på et tabu i flere religioner – nemlig at være forelsket i sit eget køn, fik onsdag en Axgil Gay Award i København.

  • I første program i dokumentarserien beslutter Ellie sig for at tage over på den anden side af verden for at møde Claudia igen og for at blive klogere på sin seksualitet. (Foto: Manni Bach © Type 2)
  • I andet program i dokumentarserien tager Ellie hjem igen til Danmark, hvor hun fortæller sine bedste veninder, at hun har mødt en pige, som hun har fået store følelser for. (Foto: Manni Bach © Type 2)
1 / 2

For tredje år i træk tog DR del i priserne, da der onsdag aften blev holdt Axgil Gay Galla i København. Det er et arrangement, som Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce holder hvert år i Cirkusbygningen, hvor der bliver uddelt Axgil-priser i en række kategorier, for eksempel Kulturprisen, Aktivistprisen, Sportsprisen og Erhvervsprisen. DR sikrede sig ’Medieprisen’ – og dermed en Axgil Gay Award – for programserien ’Hvem f….. er Ellie’, som blev sendt på DR3 i starten af 2015.

Seriens hovedperson er Ellie Jokar, som mange især kender fra satireprogrammet ’Det slører stadig’ på DR2. I DR3’s serie viste hun imidlertid en helt anden og sårbar side af sig selv – alt sammen sat i gang af, at hun under en nytårsaften i Miami blev stærkt tiltrukket af en kvinde.

Med en muslimsk baggrund og rødder i Iran er det ikke velanset, at to kvinder har et forhold, og det var nogle af de forvirrede tanker og følelser, som Ellie Jokar indviede seerne i i serien.

”Ellie Jokar har udvist et enormt mod gennem sin åbenhed om sin forelskelse i en anden kvinde. Hun har dermed udfordret et tabu i mange religioner, herunder sin egen: islam. Ved at være åben har Ellie Jokar været med til at sætte fokus på seksualitet blandt etniske og religiøse minoriteter,” hed det i motiveringen.

DR3 og Ellie Jokar sikrede sig prisen foran en anden DR-kanal – nemlig DR K, der var nomineret til ’Medieprisen’, fordi kanalen i efteråret helligede kanalen til dokumentarer og film om homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner i en hel uge. Den tredje nominerede til ’Medieprisen’ var fotografen Mads Nissen, der efter flere reportagerejser til Rusland i Berlingske og BT synliggjorde landets forfølgelse af homoseksuelle og deres mangel på LGBT-rettigheder. LGBT er den internationale betegnelse for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner under ét.

Opkaldt efter første viede homoseksuelle par

Axgilprisen er opkaldt efter Axel og Ejgil Axgil, der i 1989 på Københavns Rådhus blev det første homoseksuelle par i verden, der blev viet. Axel Axgil var også den første formand for Forbundet af 1948 - det senere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og nu LGBT Danmark. I 2014 fik DR3 Axgil-medieprisen ”for med programmer som ’HomoLesbians’, ’BøsseStudier’ og ’Det jeg aldrig fik sagt – Dias historie’ at have portrætteret livet som homo-, bi- og transperson lige nu”, mens forfatteren og journalisten Lise Nørgaard sidste år fik Æresprisen ved Axgil Gay Galla for DRs stedsegrønne dramaserie ’Matador’.

Lise Nørgaard fik blandt andet prisen for aldrig at have ladet sig begrænse af samfundets normer i almindelighed og i særdeleshed for at have skabt en række troværdige, helstøbte, homoseksuelle figurer i ’Matador’, såsom hr. Schwann, Daniel Skjern, Iben og kørelæreren Jenny.