Hun bliver ny dommer i X Factor

Mette Lindberg fra bandet The Asteroids Galaxy Tour udgør det kvindelige islæt i den kommende sæsons dommertrio, som også tæller Thomas Blachman og Remee.

X Factor-dommerne i 2016 blev onsdag præsenteret på et pressemøde. Dommerne er Remee, Mette Lindberg og Thomas Blacman. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Frontfiguren Mette Lindberg fra det internationalt anerkendte danske band The Asteroids Galaxy Tour udgør det kvindelige islæt i den kommende sæsons dommertrio, som også tæller Thomas Blachman og Remee.

Med et historisk højt musikalsk niveau og mindeværdige deltagere cementerede X Factor i ottende sæson sin position som nationens største underholdningsprogram. Derfor er den kommende sæson imødeset med massiv interesse, og henover sommeren har der været livlige gætterier om næste sæson, ikke mindst identiteten på de tre dommere.

Onsdag kan DR så løfte sløret for næste sæsons dommertrio, og seerne kan glæde sig over, at der bliver gensyn med Remee og Thomas Blachman. Og så er der også gjort plads til et helt nyt ansigt i X Factor-sammenhæng: Mette Lindberg, forsanger i The Asteroids Galaxy Tour, der i disse år er ét af de største danske navne på den internationale musikscene.

Med Mette Lindberg i spidsen som forsanger og co-writer (hun skriver bandets sange sammen med producer Lars Iversen) har det danske band The Asteroids Galaxy Tour braget igennem ude i verden siden etableringen i 2007. Bandet har opbygget en stor fanbase i Europa, USA, Sydamerika og Asien og har blandt andet leveret musik til store reklamer for Apple og Heineken, ligesom bandets sange også er brugt i amerikanske tv-serier som 'Mad Men', 'Pretty Little Liars', 'CSI Miami' og 'Gossip Girl'.

X Factor og Remee hører næsten uløseligt sammen. Remee var med i sæson 1,2, 3, 6 og 7 og er i 2016 med i X Factor for sjette gang. I foråret vandt han en sikker finalesejr med Emilie Esther, og dermed har han mulighed for at blive den første X Factor-dommer herhjemme med tre vindere.

Thomas Blachman må også siges at være indbegrebet af X Factor i Danmark. Han har været med alle årene bortset fra tredje sæson og vil i den kommende sæson kunne vinde for anden gang. Foruden X Factor har Thomas Blachman i år blandt andet været aktuel med den populære og roste programserie om ensomhed, 'Luk mig ind - det er Blachman' på DR1.

Det slog gnister

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme udtaler:

"Det er virkelig en drømmetrio, vi kan præsentere i dag, og seerne kan godt begynde at glæde sig. Til vores casting slog det gnister mellem vores tre dommere, og der er en fuldstændig fantastisk kemi imellem dem, som alle kan se frem til at opleve. Jeg er lykkelig over, at Remee og Thomas Blachman har sagt ja igen. På hver deres måde giver de så meget power, skarphed og charme til programmet, og de bliver ved med at kunne se nye muligheder i programmet. Og jeg er mindst lige så lykkelig for, at Mette Lindberg bliver vores nye dommeransigt. Hun er et verdensnavn og har samtidig virkelig noget på hjerte, og det bliver spændende, hvordan hun kommer til at præge X Factor".

Samler nationen

Det er i år niende gang, at X Factor kører i Danmark. Sæson efter sæson har programmet samlet hele nationen foran fjernsynet 13 fredage i foråret, og det er den mest sete underholdningsserie i Danmark i dag. Indtil nu har programmet haft otte forskellige dommere og fire forskellige værter, 72 live-show-finalister og mange tusinde auditiondeltagere.

Stor tilmelding til den kommende sæson

Ottende sæson af X Factor slog fuldstændigt benene væk under dommerne. Aldrig tidligere har det musikalske niveau været højere hos deltagerne, og deltagertilmeldingen blev øget med 40 procent i forhold til sæsonen før. Allerede nu tegner der sig et billede af, at tilmeldingen i år bliver endnu bedre end sæson 8, og man kan stadigvæk nå at komme med. Tilmelding sker på www.dr.dk/xfactor eller man kan møde op på dagen.

Der er precasting i DR Byen i København den 19. august og hos DR i Aarhus den 25. august. Dørene åbner klokken 9.30, men deltagere opfordres til at komme i god tid.

VÆRD AT VIDE OM METTE LINDBERG

  • Mette Lindberg, født 1983, er den kvindelige frontfigur og vokalist i fusionspop-gruppen The Asteroids Galaxy Tour (AGT). Bandet blev etableret i 2007 og har på trods af deres danske rødder formået at opbygge en stærk, international karriere. AGT har udgivet tre albums, senest 'Bring Us Together' via bandets eget label 'Hot Bus Records'. Med AGT har hun storhittet med sange som 'The Golden Age', 'Heart Attack' og 'Major'. Bandets allerførste optræden var en opvarmningskoncert for Amy Winehouse på Store Vega i København. Siden da har de turneret massivt i Europa, USA, Sydamerika samt Asien og har opbygget en stor fanbase over hele verden. Bandets musik er blandt andet blevet brugt i dokumentaren 'The September Issue' og amerikanske tv-serier som 'Gossip Girl', 'CSI Miami' og 'Mad Men' samt store globale reklamefilm for Apple og Heineken.

  • Mette Lindberg skriver selv sangene sammen med bandmedlem og producer Lars Iversen, og hun var nomineret til en DMA for Årets Danske Kvindelige Kunstner i 2012. Det er også Mette Lindberg, der synger og har været med til at skrive og producere nummeret  'I skyggen' i forbindelse med sol-kampagnen for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, der har kørt på tv og radio denne sommer.

  • Til efteråret medvirker hun desuden i sin første spillefilm 'Fang Rung', der har Carsten Bjørnlund fra 'Arvingerne' i hovedrollen.