Hun skal skabe en rød tråd i DR's podcasttilbud

'Podcasts er lig med luksustid', mener DR’s nye projektleder for podcast Tine Godsk.

DR’s nye projektleder for podcast Tine Godsk skal skabe en rød tråd i DR’s podcasttilbud. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Med en baggrund som producerende redaktør fra P3, tidligere P2-radiovært samt webproducer kunne DR ikke have fundet en mere relevant kandidat til den nyoprettede stilling som projektleder for podcast.

Tine Godsk skal i sin nye stilling fokusere på tre hovedopgaver. Først og fremmest skal hun i samarbejde med DR’s radiochef Gustav Lützhøft og radiokanal-redaktørerne udforme de strategiske retningslinjer for, hvad DR vil med podcasts i fremtiden. Dernæst skal hun være med til at bestille konkrete podcasts og beslutte, hvordan og hvor de skal produceres.

Skabe en rød tråd

Sidst - men ikke mindst - skal hun være projektleder på workshops og events inden for podcast-området samt være med til at udvikle den tekniske kunnen på DR Radio samt andre platforme. Men det vigtigste i Tine Godsks arbejde er at få skabt en rød tråd i DR-podcasttilbud.

- Min allervigtigste opgave er at skabe en samlet fortælling for, hvad DR vil med podcasts. Det kræver, at jeg skal vide, hvad der foregår på tværs af DR og de forskellige kanaler. Jeg skal have overblik over udbuddet og produktionen, så jeg kan være med til at sikre, at vi prioriterer og satser inden for de rigtige podcast-områder, siger Tine Godsk, der fortsætter:

- Derudover skal jeg være med til at skubbe DR-podcasts i en strategisk retning, som samler tilbuddene og styrker de enkelte. Kort sagt, skal jeg sørge for, at vi har en rød tråd med vores podcasts, så brugerne oplever, at de får et relevant public service-tilbud.

Tine Godsk siger selv, at podcasts for hende ’er lig med luksustid’.

For medarbejderne i DR får den nyoprettede stilling en afgørende betydning. De har nemlig mulighed for at pitche konkrete podcasts idéer til Tine, som udover at give sparring også kan sende ideerne videre i den rigtige retning.

Facebook
Twitter