Hun skal være digital børneredaktør i DR

Den hidtidige filmkonsulent skal lægge linjen for DRs digitale børneindhold og udvikle det i tæt samarbejde med redaktionerne for DRs børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

Dorte Høeg Brask bliver digital børneredaktør i DR fra den 1. februar 2015. (Foto: DR © Type 1)

Det er en kvinde med snart 20 års erfaring med at udvikle børneindhold til alle medieplatforme, som fra den 1. februar 2015 bliver ny digital børneredaktør i DR Medier.

Da tiltræder dokumentarinstruktør og tilrettelægger Dorte Høeg Brask jobbet, hvor hun skal lægge linjen for DRs digitale børneindhold og udvikle det i tæt samarbejde med redaktionerne for DRs børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

Dorte Høeg Brask, der er 44 år, er uddannet som dokumentarfilm-instruktør fra Den Danske Filmskole i 2001, og siden 2010 har hun været filmkonsulent for børn og unge ved Det Danske Filminstitut.

”Børn er digitale indfødte, og DR har en stor opgave med at være til stede med vores indhold på de platforme, børnene er på og udvikle indhold, der udnytter de digitale muligheder. Vi er glade for, at Dorte vil tage den opgave og er sikre på, at den - med hendes erfaring, indsigt i målgruppen og mange gode ideer - vil blive løst til stor glæde for børnene,” siger kanalchefen for dr.dk Michael Arreboe.

Var vært i 1990’erne

Dorte Høeg Brask er bestemt ikke ubekendt med DR, hvor hun i 1990’erne er ”vokset op” som vært på B&U-programmet ’Scratch’, og som instruktør og producent har hun stået bag en lang række dokumentarfilm og tv-serier for børn til DR.

Som filmkonsulent har Dorte Høeg Brask i de seneste fem år stået i spidsen for udviklingen af stærke digitale universer til børn og unge, og hun har haft særligt fokus på at løfte tværmedielle projekter og spil i tæt samarbejde med film-, tv- og spilbranchen.

Sideløbende har hun arbejdet med talentudvikling og løftet brancheseminarer om børns digitale liv, og I 2014 påbegyndte Dorte Høeg Brask en diplomuddannelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i brugen af sociale medier i strategi og kommunikation.

Et digitalt knudepunkt

Selv siger hun om sit kommende job:

”Jeg har altid været optaget af at udvikle gode historier til børn, og der er ingen tvivl om at DR Ramasjang og Ultra er et vigtigt og digitalt knudepunkt i børns liv. Begge kanaler står stærkt på indhold, og jeg ser en spændende udfordring i at gennemføre en digital strategi og tænkning for alt indhold til børn– og jeg er både ydmyg og stolt over at få lov til at løfte opgaven og sammen med DRs redaktioner sikre, at de stærke universer også rammer børnene, hvor de er.”

Dorte Høeg Brasks job som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut bliver for øvrigt overtaget af en DR-redaktør - nemlig Ulla Hæstrup, der hidtil har været redaktør på DRs børnekanal Ramasjang.

Facebook
Twitter