Hun skrev Kaj og Andrea-sange for 45 år siden – nu hædres hun for det

Gunvor Bjerre har skrevet flere af klassikerne til DR’s ’Kaj og Andrea’-programmer, og det har Danske Populær Autorer nu givet hende deres ærespris for. P3-vært blev også hyldet.

  • Gunvor Bjerre skrev blandt andet Kaj og Andreas signatursange sammen med nu afdøde Povl Kjøller. Her er de sammen fra 'Legestue' i 1970'erne. (Foto: Dr arkiv)
  • Kaj og Andrea har været på skærmen siden 1971, og i 1974 fik de hver deres sange, som Gunvor Bjerre skrev tekst til. (Foto: Ulla Voigt)
  • Værterne Volmer og Vibe på programmet 'Vidundergrunden'. Thomas Volmer Schulz til venstre har netop modtaget en påskønnelsespris fra Danske Populær Autorer. (Foto: Morten Kolding)
1 / 3

Det er aldrig for sent at sætte pris på godt håndværk. Det synes at være holdningen hos Danske Populær Autorer (DPA).

Foreningen for sangskrivere, komponister, tekstforfattere og producere har netop uddelt sine årlige priser til nogle af dem, der skriver de populære toner. Og over 45 år efter at den mangeårige DR-medarbejder Gunvor Bjerre skrev teksten til ’Andreas sang’ om ’en, der er yndig og slank, som har grågrønne ben, og hvis fjerdragt er blank’ og sagde ’Hej med dig. Jeg hedder Kaj’, er hun blev hædret for de udødelige klassikere, som mange fortsat kan synge med på.

Den nu 77-årige Gunvor Bjerre blev modtager af ’Årets Ærespris’ på 30.000 kroner fra DPA. Mange vil huske Gunvor Bjerre fra DR-børneprogrammer som Legestue’,’Ungdomsredaktionen’, ’Børneradio’ og ’Mellem himmel og jord’. Det var også hende, der var den danske stemme i Pippi-serien.

I motiveringen blev Gunvor Bjerre kaldt ’en rollemodel for mange børneformidlere og tekstforfattere’.

- Dit speciale har altid været børn og unge - fra de helt små til de lidt større. Du har skrevet tekster til flere kollegers musik og er nok allermest kendt for teksterne til ’Kaj og Andrea’. I tiden i DR var du med til at udvikle mange kendte og prisvindende børneprogrammer, og du var garant for en høj kvalitet i formidlingen til børn, sagde Danske Populær Autorers næstformand Jørgen Thorup til Gunvor Bjerre ved uddelingen.

21 uger på hitlisten

’Andreas Sang’ og ’Kajs Sang’ var i sin tid med i ’Legestuens Sangbog’, som DR udgav i 1974, og nu afdøde Povl Kjøller lavede musikken til sangene. Det første album med Kaj og Andrea, der også udkom i 1974, blev faktisk så populært, at det – ifølge Det Kongelige Bibliotek – efterfølgende tilbragte 21 uger på den danske LP-hitliste. Undervejs blev det til flere førstepladser, og for godt 10 år siden kom Kaj og Andrea også i Kulturministeriets kulturkanon.

Gunvor Bjerre var ligeledes bagkvinden bag den yderst sæsonaktuelle klassiker ’I aften er det juleaften’ – om den lange, lange ventetid, som specielt børn må igennem den 24. december.

Efter over 30 år i DR sagde Gunvor Bjerre op i 2002 for at prøve livet som freelance-journalist, og i den rolle har man så sent som i dette efterår kunnet høre hende i P1-podcasten ’Mormor, må jeg arve dine guldtænder’ – en podcast om at blive ældre og nærme sig sidste salgsdato, som hun selv udtrykte det.

P3-vært blev påskønnet

Gunvor Bjerre var ikke den eneste med forbindelse til DR, som blev hædret ved DPA’s prisfest.

Thomas Volmer Schulz, der sammen med kollegaen Thomas Vibe kan høres hver søndag fra klokken 20.03-23.00 på P3 i programmet ’Vidundergrunden’, sikrede sig en påskønnelsespris fra Danske Populær Autorer.

- Vi er taknemmelige for, at denne mand hver evig eneste søndag på P3 pryder Danmark med et tre timers musikprogram, hvor der udelukkende er fokus på ny dansk musik suppleret med en fremragende og mangfoldig musikformidling, lød det i motiveringstalen fra DPA-bestyrelsesmedlem Linette Damsted til Thomas Volmer Schulz.