Hun var med til hvidvask i ’Bedrag’: Søndag kom Maria Rich selv til ærlige penge

Skuespilleren Maria Rich gjorde en imponerende indsats i dramaserien ’Bedrag’, mener Lauritzen Fonden, som søndag gav hende én af sine skuespilpriser.

Maria Rich ses her i rollen som bankdamen Anna Berg Hansen i ’Bedrag’. Søndag havde hun selv noget at fejre, da hun fik ’Wauw’-prisen af Lauritzen Fonden. (Foto: Laust Trier Mørk)

Da DR1 først på året sendte dramaserien ’Bedrag’, opdagede mange seere for alvor skuespilleren Maria Rich. Hun fik sit folkelige gennembrud i rollen som den pæne bankdame Anna Berg Hansen, der lige så stille kom ud på en kriminel løbebane og endte med at hvidvaske penge.

Søndag eftermiddag kom Maria Rich til helt ærlige penge for sin indsats i ’Bedrag’. Det gjorde hun, da Lauritzen-prisen 2019 blev uddelt på Folketeatret i København til nogle af Danmarks største og dygtigste aktører inden for scenekunst, film og TV.

Her blev Maria Rich modtager af Lauritzen Fondens Wauw-pris på 30.000 kroner – en pris, der bliver givet til en skuespiller, ’som har givet en overraskende præstation’, som det hedder.

- Maria Rich tildeles Wauw-prisen for sin hovedrolle i TV-serien ’Bedrag’. Maria Rich overraskede et stort primetime-publikum ved sin rigt facetterede figur. Hun greb muligheden, ’Bedrag’ gav hende, så fremragende, at en hel nation sagde ’wauw’, lød det i priskomiteens motivering.

Maria Rich blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1999, og hun havde en af sine centrale roller få år efter i filmen ’Små ulykker’. I den forbindelse var hun også såkaldt ’Shooting Star’ ved filmfestivalen i Berlin i 2002, hvor et internationalt publikum samtidig blev gjort opmærksom på hendes talent.

Det er de også blevet i ’Bedrag’, der det seneste år har været vist i en lang række lande over hele verden.

Også pris til ’Doggystyle’-skuespiller

Ved uddelingen søndag faldt der også en pris af til en anden skuespiller fra én af DR’s serier. Skuespilleren Nicolai Jørgensen modtog Lauritzen Fondens ’Believe in You’-pris 2019.

Nicolai Jørgensen blev færdig på Den Danske Scenekunstskole i København sidste år, og siden har seerne blandt andet lært ham at kende i rollen som Fnuggie i DR3’s serie ’Doggystyle’, som for øvrigt snart vender tilbage.

- Store roller står i kø. Vi ikke bare tror på dig – vi ved, at du vil indfri alle forventninger, lød det blandt andet i motiveringen.

De fik Lauritzen-priserne 2019

  • Hovedpriserne: Preben Kristensen og Maria Rossing

  • Wauw-prisen: Maria Rich for indsatsen i 'Bedrag' på DR1

  • Visionsprisen: Kunstnerkollekrivet Sort Samvittighed

  • Børn- & Ungeprisen: Forfatteren og dramatikeren Kim Fupz Aakeson

  • Backstageprisen: Scenograf Maja Ravn

  • Believe In You-priserne: Alba August og Nicolai Jørgensen