Hvordan støtter jeg?

Læs her hvordan du kan støtte ofrene fra krigen i Ukraine.

Sådan kan du donere:

Det er muligt fra nu og frem mod støttekoncerten lørdag den 12. marts at donere på tre forskellige måder:

  • Du kan donere 150,- kroner ved at sende en SMS med ‘HJÆLP’ til 1234

  • Du kan donere et valgfrit beløb via MobilePay til nummeret 40 50 42.

  • sammenforukraine.dk er det muligt for både privatpersoner og virksomheder at donere større bidrag.

Følgende nødhjælpsorganisationer får del i det indsamlede beløb: ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, Dansk Folkehjælp, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR - FN's Flygtningeorganisation og UNICEF Danmark.

Støttekoncert 'Sammen for Ukraine'

Lørdag den 12. marts samler DR og TV 2 danskerne på en aften, hvor der bliver plads til engagement, indsigt og eftertænksomhed og mulighed for at støtte krigens ofre via et samarbejde med en række større danske nødhjælpsorganisationer, der er aktivt til stede i og omkring Ukraine.

Kunstnere der optræder ved støttekoncerten er Anne Linnet, Jonah Blacksmith, Hjalmer & Pauline, Carl Emil Petersen, Mads Langer, Marie Key, Coco O, Peter Sommer, Dizzy Mizz Lizzy, Ida Laurberg, Saveus, Hugorm, Troels Gustavsen, Sanne Salomonsen, TV2 og Christopher.

DR’s og TV 2s samsending 12. marts kommer efter endnu en uge med fuldt fokus på krigen i Ukraine på tværs af kanaler og programmer på både radio og tv. Natasja Crone og Johannes Langkilde er værter for en aften, der byder på portrætter af helt almindelige ukrainere, der er berørt af krigen, og historier om danskere, der med lokale initiativer er med til at støtte ukrainere på flugt.

Storskærm i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg

Støttekoncerten bliver samsendt på DR1 og TV 2 lørdag 12. marts fra kl. 19.30 direkte fra Rådhuspladsen i København, hvor der – så længe der er plads - er åbent for alle, der har lyst til at støtte op om initiativet. Er man ikke i nærheden af København, er der også mulighed for at se med via storskærm i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg – eller naturligvis hjemme fra stuerne.

Storskærmen sættes op følgende steder:

  • Aalborg - Pladsen foran Musikkens Hus

Lysoptog kl. 18.15 fra Nørresundby Torv til Musikkens Hus med ankomst klokken 19.10. Inden støttekoncerten vises på storskærm, vil der være velkomst og fællessang.

  • Aarhus - Parken foran Musikhuset

I Aarhus er der fra klokken 19.00 fællessang med Katrine Muff og et pigekor fra Aarhus Musikskole, inden støttekoncerten vises på storskærm klokken 19.30.

  • Esbjerg - Torvet

På Torvet i Esbjerg vil der være taler og musikalske indslag fra klokken 18, inden støttekoncerten vises på storskærm kl. 19.30.

  • Odense - Flakhaven

På Flakhaven vil der fra klokken 18-19 være musik, mens der klokken 19 er direkte studie fra TV 2 Fyn. Klokken 19.30 vises støttekoncerten på storskærm.