Helt fra den spæde start på produktionen af den nye dramaserie 'Huset', har virkelighedens verden både været en vigtig inspirationskilde og et research-værktøj, der er blevet brugt i både den kunstneriske og praktiske del af tilblivelsen.

Fra manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og de to instruktører Frederik Louis Hviid og Michael Noer samt DR-producent Rikke Tørholm Kofoeds side, har man i den sammenhæng lagt et stort og grundigt arbejde i blandt andet at sætte sig ind i, hvordan et virkeligt fængsel fungerer. Et naturligt spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er så vigtigt, at noget erklæret fiktivt alligevel fremstår så virkelighedsnært som muligt? Det forsøger den artikel at svare på.

'Huset's oplæg er Kim Fupz Aakesons bog 'Fangeleg', der udkom i 2021. Det er en bog om livet i og udenfor de danske fængsler for en række fængselsbetjente. Aakeson kom altså allerede ind i arbejdet med serien på DR med en del research i bagagen fra sin bog.

Det samme kan siges om de to instruktører, Frederik Louis Hviid og Michael Noer, som fra tidligere film havde en del erfaring at trække på. I forbindelse med 'Huset' skabte man dog alligevel, mere eller mindre fra bunden, en fælles vidensbank for alle involverede, som man kunne referere til. Et arbejde, der mundede ud i en over 50 sider lang såkaldt ’ordbog’. Et opslagsværk, som holdet bag serien hele tiden har kunnet tilgå i forhold til det univers, man i fællesskab var ved at opbygge.

En forstærket oplevelse

Værket indeholder en lang række væsentlige og udførlige beskrivelser af et utal af aspekter ved fængselslivet så som for eksempel, hvordan et besøg for pårørende rent faktisk foregår, hvad muligheden for musik er i en celle, hvordan man skal håndtere sine nøgler, eller hvordan en magtanvendelse skal foregå. Kort fortalt alle de forskellige aspekter ved fængselslivet, man kan forestille sig.

Hør Sofie Gråbøl og David Dencik fortælle om deres arbejde med serien her:

I arbejdet med at lave opslagsværket har man gentagende gange talt med både en lang række indsatte, tidligere betjente og nuværende betjente samt været i kontakt med Kriminalforsorgen i forhold til dets procedurer over for de indsatte.

Man har i samme ombæring sat sig grundigt ind i eksisterende litteratur om det danske fængselsvæsen for at forstå historikken. Skuespillerne har tilmed trænet med rigtige betjente for at lære om alle fra de regler og sikkerhedsprocedurer, der eksisterer i et fængsel til sproget og kulturen blandt kollegaerne. Det har været et stort og omfattende arbejde, der, for producent Rikke Tørholm Kofoed, af flere overordnede grunde er det hele værd.

- Til en start har det jo helt lavpraktisk sikret, at serien fremstår realistisk. Ikke fordi særligt mange danskere i virkeligheden ved, hvordan indersiden af et fængsel ser ud, men fordi der ligger en troværdighed i det. En troværdighed, man ikke kan opfinde, man som man som seer helt sikker registrerer som en værdi, der løfter serien, siger Rikke Tørholm Kofoed.

For ligesom der inden for hospitalsvæsenet, brandvæsenet eller andre instanser er nøje planlagte procedurer for alting, er det samme tilfældet inden for fængselsvæsenet. Procedurer, der bunder i årelange erfaringer med et specifikt arbejdsområde og årsag-virkning-forhold, som man ikke lige kan gætte sig til ved at stikke en finger op i luften.

- Det er jo ikke for, at en hjertekirurg skal kunne sidde og sige ’det er præcis sådan en hjertetransplantation foregår’. Fagfolk kan nok altid finde fejl i fiktion. Det er for, at den almene seer skal have følelsen af at blive ført ind i en troværdig verden. En verden med specifikke regler og kulturer, der nok er ukendte, men som virker ægte og etablerede. Den troværdighed, der ligger i det, er uvurderlig og forstærker oplevelsen af at se en serie, siger Rikke Tørholm Kofoed.

Hvornår er det dramatiseret?

I forlængelse heraf giver den grundige research en vigtig indsigt i, hvornår man træder uden for stregerne og rent faktisk dramatiserer eller overdramatiserer noget. Det sker i fiktion typisk ved, at man forstærker forløb eller komprimerer dem. Så noget, der måske ville tage fem dage i virkeligheden, foregår i fiktion på en formiddag eller i en kort dialog. Kedelige forløb bliver udeladt, og i nogle tilfælde kan det ske ved, at begivenheder, der ikke nødvendigvis er hverken normale eller meget sandsynlige, kommer med. Det er dog en pointe, at der skal være en sandsynlighed for, at det kunne ske.

- Fiktion er en interaktion. Man indgår en kontrakt med seeren, som man ikke må bryde. Biler kan ikke pludselig flyve i 'Huset'. Sammi har ikke pludselig superheltekræfter, der kan fjerne alle stoffer fra cellerne. Hvis vi fortæller seerne, at det her mimer virkeligheden, så er vi også forpligtet til at holde os inden for den ramme. Derfor skal vi selvfølgelig kende den og agere inden for, siger Rikke Tørholm Kofoed.

En vigtig pointe fra Kofoed er derfor, at man aldrig må overgøre fiktionen på en måde, der ødelægger det univers, der møjsommeligt er bygget op.

- De dilemmaer, som vores karakterer gennemgår, skal være ægte og relaterbare. Så selvom universet måske er fremmed og ukendt, skal vi holde fast i de alment relaterbare menneskelige valg. Forskellen på god fiktion og dårlig kan for mig i virkeligheden koges ned til, hvor god man er til at forbinde det fremmede og ukendte med det velkendte og at gøre den transaktion plausibel, siger Rikke Tørholm Kofoed.

Inspiration og farve

En af de helt store gaver i researchen ligger dog i den som inspirationskilde. Der er nemlig ofte utroligt godt drama gemt i virkelighedens verden. Gaver, som man med fordel kan ’stjæle’ og tage med ind i fiktionsuniverset. Så rigtig mange af de ting, man ser i 'Huset' kommer faktisk direkte fra research og er blevet skrevet ind i manuskriptet på den baggrund. Research bidrog samtidig for skuespillerne til deres spil. Det at de kendte og forstod mange af de rutiner og regler, der eksisterer i et fængsel, gav dem konkrete redskaber, som de kunne bruge til at gøre deres karakter bedre og mere tredimensionelle.

- Virkeligheden er jo ofte meget vildere end vores fantasi. Så der ligger utrolig meget indsigt i den, som man kan blive inspireret af og bruge aktivt. Aspekter, som man aldrig selv ville kunne finde på. Samtidig giver kendskabet til en ’fælles virkelighed’ en afgørende retning til projektet. Det er med til at farve alting i samme farvetone, siger Rikke Tørholm Kofoed.

Med ’farve’ mener Kofoed, at man i stedet for at for eksempel den enkelte instruktør eller skuespiller laver deres egen research og univers-forståelse, med en fælles tilgængelig research alle taler ind i det samme univers og ramme. Synger i samme toneleje, kunne man sige. Man er enige om reglerne, og man bruger ’ordbogen’ som en slags bibel eller facitliste, man kan slå op i, hvis man er i tvivl.

Et ægte fængsel

En sidste helt afgørende brik var den helt unikke mulighed for at kunne optage serien i det tidligere virkelige fængsel Vridsløselille, der helt frem til 2017 fungerede som et rigtigt fængsel. Det at kunne lave serien, hvor man vidste, at der havde siddet rigtige indsatte og arbejdet rigtige betjente var en kæmpe bonus i forhold til at tro på, at man rent faktisk var i ’Huset’.

- Den her serie havde ikke fungeret i en kullise. Jeg tror simpelthen, Vridsløselille Fængsel var afgørende for overhovedet at lave serien. Det at være, hvor virkeligheden har udspillet sig og gå på arbejde i et rigtigt fængsel, var uvurderligt, siger Rikke Tørholm Kofoed.

En balancegang

Det er dog for DR Drama altid et spørgsmål om, hvor meget virkeligheden skal fylde, og hvordan folk opfatter universet i en serie. For som det var tilfældet med for eksempel den populære 'Borgen'-serie, bliver fiktionen hurtigt en katalysator for at diskutere virkelighedens verden. Et fiktionsunivers kan pludseligt tages til indtægt for ægte bevægelser eller begivenheder i samfundet.

Når man samtidig er et mediehus, der leverer både nyheder og dokumentar, skal man holde tungen lige i munden for at sikre, at folk ikke misforstår fiktionens rolle. For fiktionschef Henriette Marienlund i DR er det en tilbagevendende problemstilling.

- Det er en balance, vi taler meget om. Især med en så realistisk serie som 'Huset'. For vi vil jo rigtigt gerne med vores fiktion sige noget vigtigt om samfundet og være relevant for danskerne ved at tale ind i virkeligheden. Det er bare ikke det samme, som at man kan sige, ’Se hvordan det er i 'Huset'’, og så tro, at det er virkeligheden. Fiktion må aldrig forveksles med fakta på den måde, siger Henriette Marienlund.

Det man dog - ifølge Henriette Marienlund - gerne skulle kunne tage med sig, er en følelsesmæssig indsigt i, hvordan det kan føles at være fængselsbetjent, og hvilke dilemmaer, man kan blive stillet overfor - samt en helt generel nysgerrighed over for vores fængselsvæsen.

- Det. som fiktion jo kan, er, at få seerne ind under huden på karaktererne og føle, hvad de føler. Du kan mærke det på en måde, der gør, at du tvinges til at tage stilling til svære dilemmaer på en meget personlig måde, fordi du forstår, hvordan det føles. Og det er de følelser og de valg som vores karakterer skal træffe, som vi mener kan være et værdifuldt bidrag til debatten om fængselsvæsenet, siger Henriette Marienlund.

Forstår folk forskellen?

De gode intentioner til trods, er der jo aktuelle eksempler på, at fiktion – om ikke andet i medierne – kan skabe debat om forholdet til virkeligheden. Aktuelt med debatten om realismen i for eksempel den engelske serie ’The Crown’ eller norske ’Atlantic Crossing’, som er anklaget for at forvride folks virkelighedsforståelse og skævvride historieopfattelsen.

Henriette Marienlund har dog tiltro til, at folk forstår 'Huset' for, hvad serien er.

- Jeg tror godt folk grundlæggende forstår, at fiktion er fiktion. Og jeg har ikke noget imod, hvis serien får folk til at spekulere over, om det rent faktisk er i de danske fængsler, som det fremstilles i serien. Det er jo netop nysgerrighed hos seerne i forhold til vores fængselsvæsen, der er vores underlæggende målsætning. Folk må meget gerne spørge sig selv om, hvad fængselsvæsenet i virkeligheden er til for, og om vi bruger det på den bedste måde? Det er faktisk den overordnede public service-ambition med serien, siger Henriette Marienlund.

Det betyder dog ikke, at man søger at præge folk i en bestemt retning, understreger fiktionschefen.

- Vi har ikke nogen meninger om, hvordan man skal indrette det danske fængselsvæsen. Vores bidrag er udelukkende at puste til en debat og få folk til at tænke over det. Vi vil gerne bidrage til en overordnet debat og skabe et fokus, men det bliver aldrig fiktionens opgave at komme med løsninger på problemer i den virkelige verden, siger Henriette Marienlund.

Alt i alt har virkeligheden – fiktionsserie til trods – altså spillet en kæmpe rolle i tilblivelsen af 'Huset'. Fra det helt praktiske til det kreative i tilblivelsen af serien.