Ida og Lærke havde det 'Bar' for vildt' - og vandt MGP

Det blev nordjyske Ida & Lærke, der løb af med sejren, og nu kan bryste sig af titlen "Vinder af MGP 2016".

  • Vinderen af MGP 2016 blev Ida & Lærke. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Sofie Østergaard og Joakim Ingversen var værter for MGP 2016 (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 2

Forum Horsens var lørdag aften fyldt til bristepunktet med sprudlende børn på scenen og forventningsfulde børnefamilier blandt publikum. Taget var ved at lette, da vinderen endelig blev udråbt. Det blev Ida & Lærke med sangen 'Bar' for vildt', der løb af med sejren, og som nu kan bryste sig af titlen - ’Vinder af MGP 2016’.

Sammen med værterne Sofie Østergaard og Joakim Ingversen og de musikalske indslag fra Fallulah, Lighthouse X og sidste års MGP-vinder Flora Ofelia skabte de 10 grupper et brag af en fest.

Ida & Lærke vandt foran de to andre finalister Froja & Sarah og JEEN, og hermed kunne Ida & Lærke fra henholdsvis Frejlev og Støvring uden for Aalborg gå på scenen som årets vinder af MGP 2016.

"MGP har endnu en gang vist, hvor meget kreativitet, talent og lyst til at forfølge sine drømme, der er derude. Det er meget inspirerende at se, hvordan børnene leger sig gennem workshops, sangprøver og dansetrin og ikke mindst den udvikling, de går igennem fra de i august melder sig til med deres helt egen sang, til de brager den ud over scenen og hjem i stuerne i et kæmpe show. Jeg håber, at andre børn får lyst til at forfølge ikke bare sangtalentet men også andre drømme," siger underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme.

Vinder et coaching-forløb

Vinderen af MGP 2016 kan se frem til et skræddersyet coachingforløb, tilrettelagt af Koda. Vinderen er selv med til at udforme forløbet og indebærer hjælp til sangskrivning, studietid, komposition, instrumentlære med mere.

Der er rig mulighed for at opleve både vinderen og de andre ni deltagere i MGP 2016, når de tager på koncertturné rundt i hele landet. Første mulighed er til MGP Galla 2016 den 28. februar i DR Koncerthuset.

Der er meget mere om MGP på dr.dk/mgp.