Idérigdom og ’I Sandhedens Tjeneste’ blev hædret i Holstebro

Sophie Baltzer og Ingrid M. Schmidt fra DR Midt & Vest blev belønnet, da Dansk Journalistforbunds Kreds 5 holdt gallafest i Holstebro i weekenden.

Ingrid Schmidt (tv.) og Sophie Baltzer fra DR Midt & Vest blev hædret i weekenden. (Foto: Foto: Privatfoto.)

Journalister fra DR Midt &Vest kunne rejse hjem med to af de fire priser, da Dansk Journalistforbunds Kreds 5 fredag aften holdt årets træf for midt- og vestjyske mediemennesker i Anlægspavillonen i Holstebro.

Sophie Baltzer fra DR Midt & Vest modtog ’Talentprisen’ for ”ihærdigt, kreativt og modigt journalistisk arbejde” og for sin ”idérige og medlevende tilgang til radioreportage, evnen til at få kilderne til at åbne sig og kreativt sprogbrug”, som det hed.

Prisen ’Årets Overraskelse’ gik til Ingrid M. Schmidt fra DR Midt & Vest, som fik specialprisen ”for sin indsats for at lære landsdelens unge, hvordan man skal navigere i nutidens mediestrøm”, som det hed.

Ingrid M. Schmidt fører DR-projektet ’I Sandhedens Tjeneste’ ud i livet på DR Midt & Vest. Siden uge 36 og frem til påske i år har hun fem gange om ugen holdt workshopper hos DR i Holstebro. De er en blanding af øvelser i kildekritik og et besøg på en mediearbejdsplads.

Positive tilbagemeldinger

”Tilbuddet har været for 8., 9. og 10. klasser fra folke-, fri- og efterskoler fra hele Midt- og Vestjylland. Og det har været en stor succes. Alt var udsolgt allerede før sommerferien, og vi har haft lutter positive tilbagemeldinger. Jeg har nu har haft besøg af godt 2500, og i alt skal 3000 elever igennem,” forklarer Ingrid Schmidt, der glæder sig over prisen.

I begrundelsen hed det:

”Ingrid Schmidt får den for sin indsats ’I Sandhedens Tjeneste’, hvor hun tager landsdelens ungdom ved hånden og viser dem, at kildekritik, sund skepsis og omtanke er afgørende, når de skal navigere i nyhedsstrømmen”.

På landsplan har over 31.000 børn og unge deltaget i ’I Sandhedens Tjeneste’-workshopper med DR i løbet af det seneste år.

Prisen ’Den Gyldne Blok’ gik til Uffe Bregendahl fra TV MidtVest for dokumentarserien ’Skæbner fra skibet’, hvor han går tæt på tre syriske flygtninge i Danmark, mens ’Den Visuelle Pris’ gik til Flemming Hansen fra Herning Folkeblad, der laver fotoprojekter med sin mobiltelefon.

Facebook
Twitter