Ingen hujen og buhen – men Andreas Kraul er glad for at være tilbage

Efter flere måneders pause fra sporten er fodboldkommentator Andreas Kraul tilbage på Superliga-pinden. På trods af tomme stadioner og coronarestriktioner er han glad for at få sit adrenalinkick.

Søndag den 7. juni var ikke bare en speciel dag, fordi fodbolden nu for alvor er i gang igen – det var også Andreas Krauls fødselsdag. (Foto: Astrid Bagge-Kjær)

- MÅL FRA MIKKEEEEEL KAUFMANN! lyder det ud fra højtalerne fem minutter inde i kampen. Parken i København, der under normale omstændigheder ville være fyldt med tusindvis af fodboldfans, er helt stille. Her søndag eftermiddag er der ingen tilskuere til Superliga-kampen på grund af corona-restriktionerne.

- Der er scoret i Parken, siger Andreas Kraul i sit headset til redaktionen derhjemme. Straks får han ordet, så han i programmet ’Liga’ på P3 kan fortælle, at FC København lige har scoret det første mål mod Randers FC.

Parken har kapacitet til 38.000 mennesker, men nu hvor der er gabende tomt, gør det både spillernes og sportsjournalisterne arbejde sværere.

- Lydbilledet mangler meget i mit arbejde. Normalt kan man høre, når et af holdene har en chance for at score et mål – spændingen stiger. Nu får jeg ikke noget foræret fra tribunen, men skal selv også skabe noget stemning og i virkeligheden bruge min stemme endnu mere. Der plejer at være nogle reaktioner, når der bliver fløjtet til pause eller efter hvert mål – nu er der helt stille. Det kan godt føles lidt som en træningskamp, fortæller Andreas Kraul - journalist og kommentator på DR Sporten.

Fodbold i coronaens skær

Det er ikke kun på manglen af tilskuere, at man kan mærke corona-krisen. Når Andreas Kraul normalt stempler ind til en fodboldkamp, kan han tale med alt fra trænerne til fysioterapeuterne for at tage temperaturen på dagens kamp. Nu bliver han sendt direkte til sin plads blandt pressen.

- Tilbage i Parken, så er der fordoblet. Et meget fint indlæg til bagerste stolpe – og hvem dukkede op der? Det tror jeg minsandten var Jens Stage, rapporterer Andreas Kraul til lytterne i radioen.

Som soundtrack til kampen spilles lyde af trommer og kampråb, der skal minde spillerne om deres mange fans. Det er dog stadig en lidt flad fornemmelse, da FCK-spilleren Jens Stage sender endnu en bold i modstanderens mål.

  • Der var dækket op med flag, fødselsdagsdug og gamle fodboldmagasiner på Krauls plads. Kollegerne fra ’Liga’ på P3 optrådte også med en fødselsdagssang i headsettet. (Foto: Astrid Bagge-Kjær)
  • Andreas Kraul interviewede blandt andet Thomas Thomasberg, der er træner for Randers FC. (Foto: Astrid Bagge-Kjær)
1 / 2

Andreas Kraul har efterhånden haft sin gang i DR i 15 år. Her er han sportsjournalist hos DR Sporten, hvor det primært er fodbold, der fylder hans hverdag. Eller det gjorde det inden corona. Sporten har været på pause i flere måneder, og Andreas Kraul har ikke haft nogle kampe at dække.

- Hvis man skal se på det positive, har det egentlig været en meget god journalistisk øvelse at tænke sport på andre måder. Fodboldens verden er meget fast med en kampkalender, men den blev sat på pause. I stedet har jeg har blandt andet lavet nogle programmer, hvor jeg ser nogle gamle VM-kampe, og sætter dem i sammenhæng med i dag, siger han.

For at holde sportsstemmen ved lige var han i aktivering i et indslag i programmet ’Karantæne på P3’. Her kommenterede han blandt andet fra en meget spændende, men fiktiv kamp mellem Hvidovre og Brasilien. Til de ikke-fodboldinteresserede: Det er en kamp, der har meget, meget lange udsigter.

På trods af de kreative, og til tider lidt desperate, forsøg på at skabe sport, hvor sporten ikke er, er Andreas Kraul glad for at være tilbage på pinden.

Spillerne 'gav albue' i stedet for hånden, inden kampen startede. (Foto: Astrid Bagge-Kjær)

Tilbage til adrenalinkick

Kampen slutter med en sejr til FCK på 2-1. Hurtigt tømmes pressepladserne – nu er det tid til at få reaktionerne fra spillerne. ’Hvilken pulje vælger Randers?’, ’jeg synes, vi spillede en god første halvleg, men vi taber den lidt i anden’ – analyser og spørgsmål flyver mellem journalisterne og spillerne. Med en kameramand ved sin side indsamler Andreas Kraul kommentarer fra trænerne og målscorerne.

- Jeg kan godt lide at være på stadion, jeg kan godt lide, når kampene kører, og jeg kan godt lide, når det kører på høje toner i radioen. Ligesom sportsfolk kan man godt blive afhængig af det der adrenalinkick. Det har jeg virkelig savnet. Man kan sende nok så mange gamle fodboldkampe, men der ved man jo, hvordan det ender, smiler Andreas Kraul.

Selvom sommeren ser ganske anderledes ud uden EM og med usikkerhed om antallet af tilskuere til kampene, er Andreas Kraul glad for at være tilbage på stadion.

- Det er fantastisk at være kommet i gang igen. Selvom det godt kan gøre lidt ondt at vide, at 2020 skulle være fyldt med spændende kampe og EM med dansk deltagelse. På den anden side behøver jeg ikke at sidde med mit varmetæppe, som jeg ellers ville have gjort til Superliga-kampene i marts.

Det er måske snart slut med kampe helt uden tilskuere. Regeringen har foreslået, at mindst 500 mennesker skal kunne se de kommende fodboldkampe. Så Andreas Kraul og spillerne kan måske se frem til lidt mere hujen og buhen fra de danske fodboldfans.

Facebook
Twitter