Isen skal først smelte før DR kan fejre Kronprinsen

Molly Plank og Pop Kleberg står for produktionen af DR-showet ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ den 27. maj. De siger selv, at de lige nu er ved at lægge et kæmpe puslespil i størrelse XL.

Pop Kleberg og Molly Plank står for produktionen af 'Hele Danmark fejrer Kronprinsen' (Foto: DR/Privatfoto)

For seerne varer showet ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ knap to timer på DR1 søndag den 27. maj, men for produktionsleder Molly Plank har det efterhånden varet i seks måneder og for produktionskoordinator Pop Kleberg i tre.

Sammen med et stort hold af folk fra DR og freelancere står de bag DR’s fødselsdagsshow i anledning af at Kronprins Frederik fylder 50 år.

”Man kan sige, at det er os, der står for alt det praktiske og logistikken ved showet, ligesom det er os, der skal holde styr på økonomien,” forklarer Molly Plank, der bestemt ikke er ubekendt med at arrangere store shows for DR.

Hun har for eksempel tidligere arrangeret Dansk Melodi Grand Prix, P3 Guld og andre større arrangementer, mens Pop Kleberg har masser af erfaring med tv-produktion, men mest hidtil har arbejdet med programmer, der skulle båndes og optages ”live on tape”, som det hedder.

Alligevel er der noget denne gang, som hverken Molly Plank eller Pop Kleberg har prøvet før.

”Når DR skal producere et stort show som det her, vil vi normalt have adgang til venue en uges tid før, så der er god tid til at få sat scene og lys op, placere stolene, lave lydprøver, øve, installere kameraer og kraner til dem - og alt det andet, der skal gøres. Det har bare ikke kunnet lade sig gøre, fordi Royal Arena har lagt is til ishockey-VM, og vi skal vente på, at isen smelter igen. Bogstaveligt talt,” forklarer Molly Plank.

Lige nu sover både hun og Pop Kleberg ganske udmærket. Men der er ingen tvivl om, at det bliver meget få timer på puden i de dage, DR er i Royal Arena, og showet skal holdes.

”Vi får helt præcist adgang til Royal Arena torsdag den 24. maj klokken 23.01. Så er der omkring 30 timer til at stille alt op og et døgns tid til at øve på stedet. Det har vi aldrig prøvet før, men det skal nok lykkes. Af samme grund prøver vi også at holde showet så praktisk enkelt som muligt,” lyder det fra Molly Plank.

600 er i sving

Så enkelt som muligt skal her forstås, som så enkelt man kan gøre det, når omkring 600 forskellige mennesker er involveret i en produktion – enten på scenen eller bagved.

”Det er et kæmpe puslespil i XL, vi er ved at lægge, og når vi så har fået lagt alle brikkerne, sker der måske alligevel noget, så vi må flytte brikkerne igen,” siger Pop Kleberg.

Hun og Molly Plank har lavet lange lister – såkaldte produktionsplaner – for, hvad der skal gøres på klokkeslæt, og alligevel er der altid ubekendte.

Kronprinsen skal overraskes

Det er Stéphanie Surrugue og Mads Steffensen, der er værter for ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’, og på scenen kommer blandt andre Lukas Graham, Oh Land og Tina Dickow. Der kommer også mange flere, men lige på den front er Pop Kleberg og Molly Plank ikke så talelystne.

"Kronprinsen skal selvfølgelig overraskes, og der kommer mange flere på scenen end dem, der er meldt ud fra DR’s side. Hvem det er, har vi ikke været med til at vælge. Det har andre i den gruppe på 10 mennesker, som er kernen i hele projektet,” forklarer Molly Plank og Pop Kleberg. Producent på showet er Katarina Scheef fra DR Event.

Selv om der kun er kort tid til showet, tager produktionslederen og produktionskoordinatoren det påfaldende roligt. For det skal nok gå alt sammen.

”Lige nu er vi nået til det punkt, hvor vi griner lidt af vores mailboks, når vi møder om morgenen. Det vælter bare ind,” beretter Pop Kleberg, der sammen med Molly Plank har kontakten til alle medvirkende og hele produktionsholdet, der skal få det hele til at klappe.

Selv om det er første gang, DR sender et stort show fra Royal Arena, glæder Molly Plank sig helt vildt.

”Når det nærmer sig, og alt bare kører på de høje nagler, er det det vildeste adrenalin-kick at lave sådan et show. Det er sindssygt sjovt at arbejde sammen med så mange, og ja: det kan godt være, jeg ikke får sovet meget op til showet. Men det kan vi gøre bagefter,” siger Molly Plank.