Jakob gør Børste fra Minisjang lyslevende: 'Jeg bruger mine børn som inspiration'

Børste har været de mindstes bedste ven siden 2021, hvor DR lancerede småbørnsuniverset Minisjang. I efteråret blev Børste virkeliggjort som maskot, så børn nu kan møde og få et kram af det populære pindsvin. DR var med i kulissen, da Børste og hans maskotfører, Jakob Lundgaard, holdt 'Meet & Greet' en lørdag i begyndelsen af maj.

For at komme helt tæt på målgruppen, blev Børste lavet som maskot - med maskotfører, Jakob Lundgaard som udfylder. (Foto: © Ida Fjord)

Det er tidlig morgen i Slagelse. I byens storcenter er de første arbejdsbier mødt ind, og de trykker nu søvnigt på de nubrede knapper og fjerner dermed nattens panser foran deres kommercielle himmeriger.

Inde i kernen af VestsjællandsCentret er et halvt hundrede små - og større mennesker - mødt op. De står nu indhegnet i en lang kø blandt klapvogne og kludetæpper.

Hjemmefra har de booket billet til første runde af den komplet udsolgte ’Meet & Greet’ med Minisjangs maskot og vært - det plyssede pindsvin Børste.

Med et lyder velkendte toner, der giver lys i barneøjne.

30-årige Jakob Lundgaard ved - om nogen, hvor vigtigt det er at gøre en iøjnefaldende entré med både musik, spænding og kæmpestore kram. Fra rulletrappen danner han sig et overblik over dagens arbejdsplads. Et storcenter-torv midt i infernoet af kundevogne og udsalgsvarer.

  • Børste ankommer til 'Atrium-torvet', hvor han skal hilse og tage selfies med de mange mennesker i køen. (Foto: © Ida Fjord)
  • To søstre får hver en krammer af et velkendt pindsvin. (Foto: © Ida Fjord)
1 / 2

Fra skuffelse til fuldtidsjob

Siden 2010 har Jakob Lundgaard været maskotfører for professionelle sportsklubber, anerkendte virksomheder og ved talrige kulturbegivenheder rundt om i Danmark. Det hele startede dog med en skuffelse.

- Som ung var min far og jeg meget begejstrede for at tage til håndboldkampe i Skjern. Pludselig en dag havde klubbens maskot fået en ny fører, som jeg syntes var enormt kedelig, fordi han bare stod stille.

Det undrede Jakob Lundgaard, fordi maskottens job netop er at skabe stemning blandt publikum.

- Førhen havde jeg set den samme maskot, men med en anden fører, som var rigtig dygtig. Så på den måde kunne jeg nemt sammenligne de to.

En lille fan i køen havde taget sin Børste-bamse med. Den er så populær hos de mindste, at den er udsolgt de fleste steder. (Foto: © Ida Fjord)

Skuffelsen over den kedelige maskotfører blev hængende - og var stadig ikke gået i glemmebogen, da han, med sit eget hold, efterfølgende mødte ind til træning i klubben.

- I en pause nævnte jeg for min daværende træner, hvor sølle jeg synes den nye maskotfører havde været. Kort tid efter, blev jeg kontaktet af klubben, som spurgte, om jeg ikke havde lyst til selv at prøve kræfter med opgaven.

Det ville Jakob Lundgaard gerne og sagde derfor ja tak, til den ulønnede tjans som tigermaskotten Tigris i Skjern Håndbold.

Ordet spredte sig i lokalområdet og efterspørgslen på Jakobs maskot-evner blev hyppigere i årene efter. I 2015 stiftede han derfor sin egen virksomhed, Maskotten, som han i dag har som fuldtidsbeskæftigelse.

Udover at optræde og oplære andre maskotførere, har han lapperne helt nede i bamsefyldet og står blandt andet for design og produktion af nye dragter i samarbejde med firmaet, Maskot Promotion.

Jakob Lundgaard arbejder kun 30 minutter af gangen, da det bliver meget varmt inde i maskotten. Han sveder derfor en del. (Foto: © Ida Fjord)

En snude og og en meget stor mave

Denne maj-morgen har Jakob Lundgaard været tidligt oppe for at tage turen over Storebælt til det 20.000 kvadratmeter store center. I to halve timer – afbrudt af en halv times puste-ud-pause, skal han lave spas og løjer til dagens udsolgte ’Meet & Greet’.

Hans første udfordring er transportere den 180 cm høje maskotdragt igennem elevatorer og smalle gange op til ’backstage’ på 2. sal. Det velkendte pindsvin er sat på et rullebræt med styr og er sirligt overdækket med et stykke sort plast.

For det er vigtigt at nysgerrige børneøjne ikke opdager, hvad Jakob Lundgaard triller rundt med.

Da klokken nærmer sig 10.00 starter Jakob Lundgaard transformationen og med ét, står kæmpepindsvinet Børste lyslevende foran redaktionens udsendte – og han er allerede i drillehumør.

  • En lille pige står afventende og ser situationen an, imens Jakob Lundgaard er klar, hvis hun kommer løbende og vil kramme. (Foto: © Ida Fjord)
  • To piger har ventet længe i køen på at få et billede med Børste. Efterfølgende begyndte de, ligesom Jakob Lundgaards datter, at danse og trampe i ren begejstring. (Foto: © Ida Fjord)
1 / 2

Der skal dog meget mere end en lystig drillepind til for at være en god maskot. Det kræver også god fysik og udholdenhed.

- Når jeg henvender mig til børn, bruger jeg en teknik, hvor jeg prøver at skubbe igen med min ryg og dreje lidt i hoften. På den måde får jeg dragten tippet ned, så maskottens bevægelser ser naturlige ud for børnene.

Indeni er det dog langt fra naturligt for Jakob Lundgaards 30-årige far-krop.

- Det er ikke en naturlig position. jeg står i, og det er ubehageligt i øjeblikket. Men det er den slags teknik, der skal til.

Imens Jakob Lundgaards tanker kredser om koordineringen af Børstes bevægelser, skal han også tackle en anden kropslig udfordring - nemlig hans begrænsede synsfelt.

Maskotfører, Jakob Lundgaard har udsyn samme sted som Børste har øjne. Her hilser han på en dreng, der har været lidt nervøs for at skulle møde sin pindsvineven fra fjernsynet. (Foto: © Ida Fjord)

- På Børste har jeg udsyn ud af øjnene. Det har fordelen, at jeg ikke skal tænke over, hvor Børste kigger hen. Til gengæld har Børste en snude og en meget stor mave, der uheldigvis gør, at jeg ikke kan se børnene, når de er under en meter fra mig.

Jakob Lundgaard trækker derfor på sin omfangsrige maskot-erfaring - og med lidt hovedregning har han udformet en kløgtig løsning.

- Jeg har regnet ud, hvor længe der går, fra børnene forsvinder fra mit synsfelt, til de er klar til at kramme Børste. Det er vigtigt, fordi det så er dér, jeg skal gå frem med åbne arme.

  • Jakob Lundgaard har svært ved at se når små børn kommer løbende, derfor ved han hvor mange sekunder det tager for et barn at løbe hen til ham. (Foto: © Ida Fjord)
  • De større børn kan Jakob Lundgaard heldigvis se lidt tættere på, men snuden og den store mave driller ham stadig. (Foto: © Ida Fjord)
1 / 2

Inspirerende Ellen

Selvom Jakob Lundgaard har 13 års erfaring i maskotfaget, skal han dog stadig sætte sig ind i, hvordan maskotten er som karakter. Som Børste har han fundet meget inspiration tæt på hjemmet – nemlig hos sine egne børn.

- Som Børste bruger jeg rigtig meget kropssprog. Jeg har selv tre små børn på tre, to og nul år, så jeg bruger mine børn som inspiration.

Jakob Lundgaard er især inspireret af sin toårige datter, Ellen, da hun ligesom maskot-Børste ikke udtrykker sig med ord. Til gengæld har hun et meget tydeligt kropssprog.

- Når hun bliver glad, siger Ellen det ikke. Det kan til gengæld ses på hendes lille krop, for hun bliver helt elektrisk og tramper begejstret i gulvet. Det prøver jeg at flytte over på Børste, som skal forestille at være cirka samme alder.

Jakob Lundgaard går op i at skabe god stemning for både børn og voksne. (Foto: © Ida Fjord)

Den gode dag i Børste-land

Ifølge Jakob Lundgaard har Børste en rigtig god dag, når han møder en masse glade børn. Som maskotfører bag mærker han selv, hvor stor en glæde han kan give børn – specielt dem der kommer for første gang - og er lidt forsigtige og forventningsfulde.

- For nogle børn kan det godt være lidt overvældende pludselig at skulle møde Børste i virkeligheden. I de tilfælde giver jeg mig ekstra tid og arbejder hen imod, at de tør at komme hen og få et kram – eller som minimum vinker. Det virker i langt de fleste tilfælde og når det lykkedes, bliver jeg rigtig glad.

En dreng holder forsigtigt Børste i hånden. Jakob Lundgaard har givet sig god tid, da han ved nogle børn kan blive lidt skræmte af den store dragt. (Foto: © Ida Fjord)

I jobbet som Børste er Jakob Lundgaards primære målgruppe de mindste børn. Han gør dog alligevel også meget ud af, at oplevelsen skal være for hele familien. Derfor skal derfor også være lidt til de voksne.

- Igennem mine år som maskotfører har jeg selvfølgelig leget lidt med opgaven. Det kan for eksempel være, hvis jeg ser der kommer en skaldet far. Så fungerer det rigtig godt, hvis jeg laver lidt spas og begynder at nusse ham lidt på hovedet. Det synes børn, især farens egne børn, er ’hammer sjovt’.

Når Jakob Lundgaard er inde i Børste ligger han sin egen personlighed væk. For han kan godt forstå, at det kan være lidt grænseoverskridende, at en fremmed mand står og nusser en anden mand på hovedet.

Men det virker, og han ofrer gerne sociale spilleregler for at få et grin.

- Når andre voksne ser, at jeg ikke kun laver sjov og spas med børnene, synes de også, at det er skægt. Så hører jeg sommetider, at de nede fra køen hvisker ’Wow, nussede han lige manden på issen’ til hinanden. Så kommer det store smil frem inde i den varme dragt.

Efter at have brugt en skøn formiddag på at uddele krammere og tage selfies i Slagelse, skal Jakob Lundgaard nu have det store pindsvin med hjem til Horsens. (Foto: © Ida Fjord)

Over 100 børn fik denne lørdag et kram og et billede med Børste. Fremover kan du møde det nysgerrige pindsvin rundt i landet, hvor der senere også vil komme et 'Børste-show'.

DR's populære figur finder du også på DRTV og Minisjang-appen, hvor både Børstes musik og programmer kan streames.