Jakob Stegelmann får ærespris i Odense

Odense International Film Festival uddelte for anden gang nogensinde en ærespris. Denne gang var det DR’s Jakob Stegelmann, der løb med den.

Jakob Stegelmann har været i DR siden 1980, hvor han redigerede programmet 'Så er der tegnefilm', som blev sendt hver lørdag aften. (Foto: Ursula Taylor ©)

Da Odense International Film Festival mandag aften holdt åbningsfest, blev Jakob Stegelmann tildelt festivalens ærespris.

Jakob Stegelmann er mest kendt for ’Troldspejlet’, som er blevet sendt på DR siden 1989, og hvor han har anmeldt utallige spil, film, bøger og tegneserier. Derudover står han også for at sammensætte ’Disney Sjov’, og senest har han været vært i sidste uge ved DR SymfoniOrkestrets koncerter med musik fra computerspil.

Som begrundelse for valget nævnte festivalen hans ”evigt ungdommelige energi og uforlignelige dedikation til animationens univers” og kalder ham ”Danmarks tegnefilmsekspert nummer 1.”

"Ingen forener sjov og alvor så fint som han selv, eller er så dygtig til at udfordre klassikere med det nyeste nye, hvad end det så er mainstream eller kult," skriver festivalen på sin hjemmeside.

Hyppig gæst

Jakob Stegelmann kom ikke kun til Odense for at modtage sin pris i år, men også for at være vært på et arrangement i Teater Momentum. Han er kommet på Odense International Film Festival både som gæst og jurymedlem siden 1983 og siger om festivalen:

”Odense Film Festival er ensbetydende med animation; noget fabulerende, frit, nyskabende og overraskende. De tør tage det sjove alvorligt og tør stille spørgsmål til og udfordre genrerne.”

Det er langt fra første gang, Jakob Stegelmann bliver belønnet for hans arbejde med børnekultur-stoffet. Han har blandt andet modtaget børnebibliotekarernes kulturpris i 1998, Klods Hans-prisen i 2011 og DR’s sprogpris i 2012.

Facebook
Twitter