Bedrag

”Jeg får lyst til at sige: Tag det roligt, Claudia”

Ugens aktuelle navn: Natalie Madueño spiller den unge, ambitiøse jurist, der allerede i det første afsnit af DRs nye dramaserie ’Bedrag’ tog et skridt op ad karrierestigen.

  • Natalie Madueño spiller den ambitiøse jurist Claudia i DRs nye dramaserie ’Bedrag’. (Foto: Benny Box © Type 2)
  • Natalie Madueño spiller over for Nikolaj Lie Kaas, der i ’Bedrag’ er den succesrige erhvervsleder Sander. (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)
  • Claudia forsøger at få en karriere og rollen som mor til at hænge sammen. (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)
  • Claudia arbejder benhårdt for at kravle op ad karrierestigen. (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)
1 / 4

Natalie Madueño spiller den unge, ambitiøse jurist Claudia i DRs nye dramaserie, der dermed også giver plads til en nærmest nyuddannet skuespiller. Natalie Madueño blev færdig som skuespiller i 2014.

Hvorfor er Claudia så ambitiøs?

Der er bare nogle mennesker, der er ekstremt ambitiøse af natur. Når de finder det, der er deres drive, går de hundrede procent efter det. Claudia brænder for jura, og hun er også pissedygtig til det. Hun vil simpelthen bare gerne blive dygtigere, og helst også være den bedste. Hun er en rigtig fighter.

Hvor meget vidste du om den finansielle verden, før du gik i gang med serien?

Intet. Absolut intet. Ikke andet end det man ser i TV-Avisen og læser i aviserne. Jeg vidste ikke noget om firmastrukturer og jura, og den finansielle verden havde jeg heller ikke ret meget kendskab til.

Hvordan har du forberedt dig på rollen?

Jeg har været på Københavns Universitet og følge nogle jurastuderende for blandt andet at se, hvordan deres undervisning foregår. Så har jeg snakket med en nyuddannet jurist og med en advokat, der har mange års erfaring. Jeg har også læst enormt meget på nettet og i bøger. Jeg har generelt forsøgt at vide så meget som overhovedet muligt om især den specifikke jura, som Claudia sidder med i ’Bedrag’.

Hvorfor er det nødvendigt at vide så meget?

Fordi det er skide svært at sige et ord som ”front running” i en sætning og få det til at give mening, hvis jeg ikke ved, hvad det er, jeg snakker om. Jeg kan slet ikke forestille mig bare at læse replikker op uden at være inde i, hvad det handler om.

Hvordan har det været at få så stor en rolle som debutant?

Det har været vildt. Jeg er så beæret over, at der var nogen, der syntes, at jeg kunne løfte den opgave, så det har jeg været enormt glad for. Og så må man jo bare blive ved med at stole på, at man godt kan. I starten skulle jeg virkelig overbevise mig selv om, at der var nogen, der troede på, at jeg kunne gøre det, for at jeg også selv kunne stole på, at jeg var dygtig nok. Det nytter ikke noget, at Natalie går rundt og er usikker, når Claudia er enormt selvsikker. Men det måtte jeg så spille mig ud af, for der var nogle gange, hvor jeg tænkte, hvad fanden har jeg gang i.

Hvordan har det været at spille sammen med Nikolaj Lie Kaas?

Det har været super dejligt. Det er fantastisk at komme som nyuddannet og få lov til at arbejde sammen med nogen, der er så erfarne. Det er fedt at se, hvordan Nikolaj går til en helt almindelig arbejdsdag. Jeg har ikke vidst, hvordan man skulle gøre tingene fra starten, men så lærer man enormt meget af at se, hvordan ens kollegaer gør. Og så er Nikolaj skide dygtig, og det er godt at have en, man kan se op til.

Får man præstationsangst over hvor mange, der ser med?

Nej, det prøver jeg i hvert fald på ikke at have. Det har jeg sikkert, og jeg skal nok ligge og ryste i starten af januar, når serien er i gang. Jeg når nok at blive rigtig nervøs. Jeg prøver på ikke at tænke for meget over, hvordan den bliver taget imod, og hvordan det hele bliver bagefter, fordi det er ude af mine hænder. Jeg har lavet det arbejde, jeg skulle, så den del af det er færdigt.

Hvordan sørger man for, at karakteren kan udvikle sig over så mange afsnit?

Det har vi nogle vanvittigt dygtige manuskriptforfattere, der at sørger for. Det er jo dem, der sammen med os skaber karakteren. Det er en kæmpe gave at følge en karakter over så lang tid som de halvandet år, det har taget at optage. Jeg har lært Claudia at kende og kan lynhurtigt se, hvor hun skal hen. Det handler om, at udvikling hende og finde ud af, hvor man kan skubbe lidt til karakteren.

Hvad ville du sige til Claudia, hvis du skulle give hende et godt råd?

Jeg får lyst til at sige: ”Tag det roligt, Claudia, men det er også det jeg godt kan lide ved hende, at hun ikke tager det roligt, men går hundrede procent efter det, hun vil. Hun har sindssygt meget fart på, og hun har også for meget fart på nogle gange, men det er fantastisk med et menneske, der har så meget drive. Men hvis jeg skal give hende et godt råd, må det være, at hun skal mærke efter i sig selv. Fordi hun har så meget fart på, er det ikke altid, hun mærker efter inde i sig selv, og det kan få skubbet hende ud af balance.