”Jeg føler ikke, jeg er sat i verden for at følge en opskrift”

Tobias Hamann-Pedersen følger hverken en opskrift på traditionelle kager eller den gængse måde at leve sit liv på, når han for tiden rejser verden rundt mandag klokken 20.00 på DR1 i ’Bag verden – med Tobias’.

  • Tobias bager verden i sine nye rejseprogrammer, der bliver sendt mandag aften klokken 20.00 på DR1. (Foto: Mette Marie Heinfelt)
  • Tobias Hermann-Pedersen bladrer i sin kagebog ”Klassisk Tobias” for at finde en kage, han synes minder om sig selv. (Foto: Mette Marie Heinfelt)
1 / 2

Jeg har spurgt Tobias Hamann-Pedersen, hvilken kage han ville være, hvis han skulle bage sig selv. Han sidder i sit blå køkken og kigger i sin kagebog ’Klassisk Tobias’.

Han bladrer forbi de store kager som en lagkage med blåskimmelost og de små komplicerede som en raw-udgave af Sarah Bernhardt. Selvom han ikke er helt tilfreds med at skulle omsætte sig selv til en ingrediensliste, stopper han alligevel med at bladre. Han slår op på den mest simple kage i bogen. På billedet er en lysebrun marengslignende masse, der er knust i mindre stykker.

”Hvis jeg skulle være en kage, så tror jeg, den her er ret rammende,” siger han og viser et billede af en kage, han har kaldt ’Vulkanudbrud’.

”Den starter med at være ingenting. Det er bare en sirup, man koger, men når den kommer op på en bestemt temperatur putter man natron i, og så sker der noget. Det er lige før, der opstår en eksplosion i gryden. Den hæver med virkelig høj fart, og så skal man hælde den over i en form. Den har sit eget liv, og hvis man ikke har sat bagepapiret en dobbelt omgang rundt i formen, finder den altid en vej ud. Jeg har haft den løbende ud over mit bord før,” fortæller han, mens han fægter med armene for at vise, hvad det kræver at holde på kagen.

Passer ikke ned i en rund form

Ligesom med sin kage, kan Tobias Hamann-Pedersen bedst lide, når hans liv ikke er alt for forudsigeligt.

”Jeg har ikke selv en opskrift på livet, så jeg kan godt blive lidt træt af, at man konstant får stukket en opskrift i hånden af andre,” siger han.

Tobias Hamann-Pedersen mener, at der er lidt for stor konsensus om, hvordan man skal leve sit liv, og hvilke valg man bør tage omkring uddannelse og fremtid. Det prøver han selv at gøre op med.

”Jeg tænker ikke på fremtiden, og jeg bruger heller ikke så meget energi på fortiden. Jeg prøver at være i nuet. Det lyder som en kliché, men det kan faktisk være en kunst at gøre i vores verden, hvor så mange planlægger langt ud i fremtiden.”

På det punkt kan Tobias Hamann-Pedersen se en klar lighed mellem sig selv og sin vulkankage.

”Jeg har det lidt ligesom vulkanudbruddet. Når der er for faste rammer, og alle skal passe ned i den samme runde form, så får jeg lyst til at slippe ud af det hele og komme væk. På samme måde er der sådan lidt udlængsel over det her vulkanudbrud. Det vil frem i verden.

Fra Bolivias højder til Indonesiens lavland

Tobias Hamann-Pedersen har i den grad også udlængsel. I sine nye rejseprogrammer ”Bag verden –med Tobias” på DR1 følger vi med ham på eventyr i alt fra Bolivias højder til Indonesiens lavland. Og rejseprogrammerne udspringer af Tobias Hamann-Pedersens egen rejseglæde. Derfor er alle lande, man besøger i udsendelserne, også steder, hvor han tidligere har rejst.

Egentlig ville han gerne have været endnu mere på opdagelsesrejse i sine programmer, da han selv elsker at rejse ud, hvor han er helt på bar bund. Men det var også nødvendigt med en vis form for genkendelighed i programmerne, der bliver sendt i bedste sendetid på DR1.

”Jeg tror, indonesiske kager er fjerne for mange, og de er det egentlig også for mig, så i den henseende er det måske ikke nødvendigt at komme længere ud. Men hvis man leder efter sjældne insekter, så tror jeg, det vil være federe at tage til den indonesiske ø Papua end Bali. Men i den her sammenhæng har det været oplagt, at vi ikke er kommet helt der ud, hvor det blev overlevelseskager. Der er jo heller ikke nogen sammenhæng mellem at være ude i en jungle og at stå og bage. Det er næsten for modstridende.”

Majs kan sige noget om mennesker

Tobias Hamann-Pedersen synes, det er fedt at få lov til at lave et rejseprogram, hvor der er fokus på kagerne, fordi han mener, kagekulturen kan sige meget om et land.

”Da vi var i Caribien i Den Dominikanske Republik, bagte jeg deres nationalkage arepa. I den kan man læse noget om befolkningen i og med, det er en kage med masser af majs, som er en meget billig ingrediens, der mætter. Den fortæller, at det er et fattigt land med få ressourcer.”

Tobias Hamann-Pedersen synes, det er ærgerligt, at kage normalt kun bliver forbundet med kaffe og hygge.

”For mig er kage en måde at udtrykke mig på. Selvom det lyder lidt prætentiøst, at man sådan prøver at ophøje det til mere end det er, for jeg ved godt, at det nogle gange bare er en vaniljecreme. Men der ligger et stort potentiale i at udtrykke sig gennem alt det, kage kan. Det er også et felt, hvor tingene hurtigt kan gå galt. Det er spændende at arbejde med noget, der rummer så mange risici.”

Kobensbudding

Tobias Hamann-Pedersen udfordrer grænserne - ikke bare i sine kager, men generelt. I programmerne kører han blandt andet på bobslæde med hundrede kilometer i timen, på mountainbike ned af det, der bliver kaldt dødsvejen, og så forsøger han forgæves at klatre op i en 15 meter høj palme.

”Jeg har altid være betaget af det, der er lidt farligt. Jeg har højdeskræk, men alligevel springer jeg bongyjumps de steder, jeg er. Der er et eller andet over den action-følelse, man oplever. Det er spændende at køre ned af verdens farligste vej og komme ud helt tæt på kanten, hvor forhjulet skrider lidt, så man kan kigge lige ned i afgrunden før man svinger ind igen. Så kan man virkelig mærke at døden altid er klar til at æde en”

Tobias Hamann-Pedersen er sikker på, at hans glæde ved at udfordre grænserne for, hvordan man skal leve sit liv og sine egne grænser i forhold til at komme ud, hvor det bliver lidt farligt, spiller ind på de kager, han bager.

”Hvis ikke jeg var vild med det vilde, var det også nogle helt andre kager, jeg lavede. Så ville jeg nok bare bage småkager og søde flødeskumskager.”

Men selvom Tobias Hamann-Pedersen elsker at komme helt derud, hvor han har lavet en budding på et koben, en creme med barbecuesauce eller et chokoladepulver, der skal sniffes, og han ikke længere er sikker på, om han kan lide kagen, så er hans yndlings-kagekøkken faktisk det helt klassiske franske og italienske. Alligevel kan han ikke lade være med at skubbe til grænserne.

”Jeg tror, man påvirkes bedst, hvis man går til kanten i det virkelige liv. Det er i hvert fald sådan mine sære kageopskrifter bliver til.”

Vulkanudbrud

Bogen er slået op på vulkanudbrud-kagen, som Tobias ville vælge, hvis han skulle bage sig selv. (Foto: Mette Marie Heinfelt)

Opskriften er fra Tobias Hamanns bagebog, ’Klassisk Tobias – kager fra en amatør til en anden’.

10 personer

Lava

500g sukker

220g glukosesirup

½ dl vand

2 tsk vaniljesukker

2 spsk natron

Orange pastelfarve (kan udelades)

Smeltet mørk chokolade

Desuden

1 form, Ø20

Bagespray eller smør til formen

Beklæd en form med bagepapir, der rager 5 cm op over formens kant. Spray bagepapiret med bagespray, eller smør det med smør. Kom sukker, glukosesirup, vand og vaniljesukker i en gryde. Kog lagen op til 145 grader – langsomt. Anvend et sukkertermometer.. Rør ikke i sukkerlagen, men vip evt. gryden, så der ikke er tørre områder, der ikke smelter ind. Når massen når 120 grader, kan farven tilsættes.

Ved 145 grader: Kom natronen ned til det boblende sukker, og rør kraftigt i 5 sekunder. Massen vil hæve voldsomt, og den skal nu, i et snuptag, hældes over i den klargjorte form. Massen vil hæve nede i formen, og du kan blotnyde erosionen og lade lavaen størkne.

Når massen er størknet: Befri den fra bagepapiret. Med en hammer eller en tung pande, kan du smadre vulkanen, så den deler sig i mange stykker. Dyp eventuelt disse i chokolade.

Bonusinfo: Pas på, at lavaen ikke flyder ud over formens kant – det kan i værste tilfælde ende med en katastrofe.