’Jeg glæder mig til at få gåsehud’

EM-slutrunden er udskudt, men Josefine Høgh og Tina Müller sørger for fodboldnostalgi og musikalske pletskud, når DR på lørdag inviterer til ’Fællessang i Parken’.

Josefine Høgh og Tina Müller er værter for 'Fællessang fra Parken' lørdag aften på DR1. (Foto: Kristian Brasen)

Er du mest til ’Re-Sepp-ten’ med det fængende ’Vi er røde, vi er hvide’-omkvæd? Får ’En for alle’ de små hår til at rejse sig på dig? Eller er det ’Vi vil ha’ sejren i land’, som bringer dig i den helt rette fodboldstemning?

Lørdag aften får du chancen for at springe op af sofaen og kaste dig ud i fodboldskønsang. Josefine Høgh og Tina Müller står klar på plænen i Parken i København, hvor de præsenterer højdepunkter fra Danmarks EM- og VM-slutrunder sammen med blandt andre Sepp Piontek, Thomas Gravesen og Flemming Povlsen. Og de største danske fodboldhits bliver sunget af de originale kunstnere som Dodo, Annisette og Søren Poppe.

- Der bliver masser af landsholdsstemning, når vi laver nedslagspunkter i landsholdets største bedrifter og har en musikalsk ramme, som folk kan skråle med på derhjemme. Vi kombinerer ganske enkelt det bedste, som fodbold og fællessang kan – nemlig at samle os og skabe mange forskellige følelser, fortæller Josefine Høgh.

Og Tina Müller ved, at følelserne kommer frem hos hende lørdag aften:

- Jeg glæder mig til at få gåsehud. Når man ser målene, eller bare siger 1986, 1992 eller 1998, så skaber det følelser hos folk. Vi har alle vores egne minder og kan huske, hvad vi lavede lige præcis dén dag, en bestemt kamp blev spillet.

’Fællessang i Parken’ bliver sendt netop den aften, hvor Danmark skulle have spillet sin første kamp ved EM samme sted. Coronaen har udskudt de festligheder et år, men de to værter håber, at udsendelsen kan bringe noget af den samme stemning hjem i stuerne.

Fuldgod erstatning

- Jeg havde glædet mig til en historisk slutrunde på hjemmebane og en kæmpe fodboldsommer. Det er svært at slå det. Men nu prøver vi at skabe en næsten fuldgod erstatning, siger Josefine Høgh og fortsætter:

- Ved en slutrunde følger man et forløb over tid. På lørdag har vi en enkelt aften til at få den fede stemning ud over skærmen. Jeg glæder mig til den udfordring. Fordi vi dækker 40 års dansk fodboldhistorie, kan seere i alle aldre relatere til de landsholdsperioder, vi kommer igennem. Derfor tror jeg, vi kan samle befolkningen om dansk landsholdsfodbold. Personligt elsker jeg at gense legendariske foldboldøjeblikke – det vækker store følelser i mig – og jeg får kuldegysninger, når jeg hører de store fodboldsange.

Tina Müller supplerer:

- Fodbold giver et fællesskab. Det binder os sammen som land og danskere. Når det nu ikke kunne blive ved den planlagte slutrunde i år, ser jeg frem til, at vi kan give seerne højdepunkter, som bringer gode minder frem.

Værternes egne favoritter

Og hvilken fodboldsang er så værternes egen favorit?

- Det må være Re-Sepp-ten. Den er legendarisk. Frank Arnesen, der synger, og en melodi, som fænger. Jeg har så mange personlige minder med den sang – fra min 30-års-fødselsdag og bryllup. Den kan virkelig samle folk. Og så sang min far (landsholdsmålmand Lars Høgh, red.) med, og det er vel en af hans største bedrifter, smiler Josefine Høgh.

- Hvis man kun må vælge én, så er det nok Re-Sepp-ten. Men der er mange gode sange, og uanset hvilken, der bliver spillet den dag i dag, er der tale om ørehængere, som er en del af vores fodboldhistorie, smiler Tina Müller.

’Fællessang i Parken - vores fodboldhistorie’ bliver sendt på DR1 lørdag klokken 20.00, ligesom det kan ses dagen efter igen klokken 12.00 på DR1 samt på DRTV efterfølgende.

Facebook
Twitter