’Jeg har aldrig tidligere fået så overvældende reaktioner fra lytterne som her’

P3 er klar med den fællesskabs-skabende sang, man satte sig for at lave, da Danmark blev lukket ned. Vært Pelle Peter Jencel har aldrig tidligere oplevet lignende reaktioner fra lytterne.

Maria og Pelle Peter Jencel er henholdsvis producer og vært på ’Karantæne på P3’ hjemme fra deres lejlighed på Islands Brygge i København. Det er også her, de har fået tryllet nummeret ’Tættere end vi tror’ frem – sammen med en række danske kunstnere. (Foto: PRIVATFOTO)

I over en måned har P3-vært Pelle Peter Jencel nu sendt direkte fra sin egen lejlighed på Islands Brygge i København. Det er der kommet 15 timers P3-radio ud af hver uge siden marts, men fra natten til mandag har værten og en række store P3-kunstneres hjemmearbejde også sat sig

permanente
spor på
streamingtjenester
landet over.

For nu er sangen ’Tættere end vi tror’ udkommet. Den er skabt i løbet af programmerne af en stribe danske kunstnere, der vel at mærke aldrig nogen sinde har mødtes i forløbet. ’Tættere end vi tror’ indeholder produceren Hennedubs instrumental, sangeren og sangskriveren Don Stefanos omkvæd, og P3-aktuelle danske navne som Clara, Christopher, Lukas Graham, Benjamin Hav, Jada, Mads Langer og Tessa synger på den.

Gennem alle ugerne, hvor Pelle Peter Jencel har sendt fra sit køkken med P3’s Maria Jencel som producer, har én af motorerne i programmerne været, at P3 skulle være afsender på en fællesskabs-skabende sang. Den skulle kunne sætte ord og følelser på den situation og hverdag, Danmark og for den sags skyld hele verden står i lige nu.

Positivt aftryk i en svær tid

Ideen til sangen kom fra Pelle Peter Jencel selv, som gerne ville have, at P3 skulle sætte et positivt aftryk i en svær tid. Programmet ’Karantæne på P3’ er hver dag lige før klokken 18.00 sluttet med, at Pelle Peter og lytterne sammen har sunget den del af sangen, som nu var klar. Dermed har lytterne kunnet følge alt fra beat til omkvæd til vers til den nu færdige produktion.

- Musik er en af de stærkeste måder at binde mennesker sammen på og til at sætte ord på de følelser, mange af os står med i en meget speciel situation som den, vi er i lige nu. Udover at beskrive det mange danskere går igennem i disse uger og måneder, har det dog hele tiden været det vigtigste, at der skulle være et håb i sangen til at minde os om, at det hele bliver bedre en dag, og at der også kan komme noget godt ud af det, forklarer P3’s musikredaktør Mathias Buch Jensen, der fortsætter:

- Håbet og handlekraften flugter 1:1 med P3’s DNA, så først og fremmest er det en gave til vores lyttere, der har reageret meget stærkt på budskabet om, at vi - trods den afstand, vi skal holde til hinanden lige nu, er ’tættere end vi tror’, siger han.

Sådan ser coveret ud på det nye nummer ’Tættere end vi tror’. (Foto: Grafik: DR.)

Sangen ’Tættere på end vi tror’ bliver da for eksempel også indledt med stroferne: ’Min gamle ven - Føler du dig også lidt ensom? Jeg lover dig - Det skal nok blive godt igen’, og holdet bag den arbejder lige nu også med at få en musikvideo skruet sammen til den.

Fantastisk og hårdt arbejde

P3-vært Pelle Peter Jencel siger selv, at det både har været et fantastisk og et hårdt arbejde, at få sangen lavet, mens han og Maria Jencel samtidig også har skullet producere tre timers radio fra køkkenet hver dag.

- Vi er gået efter de absolut mest aktuelle og største navne herhjemme, og dét i sig selv kan være en kamp at få dem til at sige ja. Derefter har de også lige skullet finde sammen om en musikalsk retning - uden at mødes, tale sammen eller være i studiet med hinanden. Så dér har det været op til os at være kunstneriske orakler og både styre processen, men samtidig også give så meget frihed, at de forskellige navne har kunnet udfolde sig kreativt inden for den samme ramme. Og så til sidst har vi så lige skullet samle hele puslespillet af vers, omkvæd, forskellige indspilninger - og samtidig få en masse forskellige

managere
og pladeselskaber til at synes, at det er en god idé, at deres artist medvirker, forklarer Pelle Peter Jencel.

Han siger, at der generelt har været virkelig god stemning og masser af velvilje bag projektet.

- Lukas Graham sprang i studiet, mens hans kæreste kunne føde hvert minut. Produceren Hennedub sad i studiet i 20 timer i træk for at få det hele til at lyde godt. Og Marika fra P3 (producent, red.),

DR
Jura og Signe fra
DR
Salg har knoklet i døgndrift for at få aftalerne i hus. Ellers var vi aldrig nået i mål, siger Pelle Peter Jencel.

Forbindes med coronatiden

Efter snart 10 år på P3 har han aldrig tidligere fået så overvældende en

reaktion
fra lytterne, som på dette projekt.

- De synger med hver aften og melder ind fra hele landet i sms-mængder, jeg aldrig før har oplevet. Så projektet er båret igennem af dét fællesskab, der er opstået kunstnerne, P3 og lytterne imellem omkring vores - til at starte med - lille idé, lyder det tilfreds fra ham.

- Jeg tror, der er mange, der forbinder minder med musik. Du kan sikkert huske soundtracket til dine teenageår, din første forelskelse eller dine børns fødsel for eksempel. Hvis nogen forbinder corona-tiden med den her sang, vil jeg da være

beæret
. Hvis de hører sangen om 10 år og så fortæller deres børn om, hvordan vi holdt sammen i corona-tiden og sang den her hver aften på tværs af landet, så er det sgu større end public service, smiler Pelle Peter Jencel.

Udover at sangen har berørt mange, nævner P3’s musikredaktør Mathias Buch Jensen også, at ’Tættere end vi tror’ faktisk har fået nogle af de medvirkende kunstnere steder hen, hvor de ikke har været før.

- Det er for eksempel første gang, vi hører Jada og Clara synge på dansk, ligesom rapperen Tessa viser en helt anden sårbarhed, end hun har gjort på sin tidligere udgivelser. Så også der er der noget at hente, mener han.

Udover at blive spillet i Pelle Peter Jencels programmer er nummeret nu også blevet tilføjet til P3’s playliste, så det har udsigt til at blive spillet jævnligt i radioen.

Hvis du vil høre sangen, så har du mulighed for at gøre det via

streamingtjenesterne
her

Sådan lyder sangteksten

Omkvæd (Don Stefano)

Min gamle ven

Føler du dig også lidt ensom?

Jeg lover dig

Det skal nok blive godt igen

Jeg ved, jeg ik’ må se dig lige nu

Men jeg kan høre dit kor

Selv når vi er langt fra hinanden

Er vi tættere, end vi tror

1. vers (Clara og Christopher)

Jeg kan høre dig fra selv den her distance

Og jeg kan mærke hvert evigt eneste ord

Og mens vi sammen står her hver for sig og mangler hinanden

Kan vi gøre meget mere, end vi selv tror

For selv om den her afstand den er svær at ha' med at gøre

Så holder jeg mig fast på, at det hele bli'r ligesom som før

Hvis du har mod på det, gør vi bod på det

For vi bedst når vi to, tag mit ord på det

For jeg savner dig min kammerat

Omkvæd (Lukas Graham)

Min gamle ven

Føler du dig også lidt ensom?

Jeg lover dig

Det skal nok blive godt igen

Jeg ved, jeg ik’ må se dig lige nu

Men jeg kan høre dit kor

Selvom vi er langt fra hinanden

Er vi tættere, end vi tror

2. vers (Clara og Mads Langer)

Det slider lidt på sjælen at være alene i for lang tid ad gangen

Nej, jeg, prøver ikke på at lave en scene, det sådan jeg har det

For alle mine drømme, alle min længsler

De er buret inde i virkelighedens fængsler

Og jeg drømmer mest om dig

Lange dage, korte nætter, men du ved, at jeg er lige her med dig

For vi er sammen hver for sig, det skal nok gå

Er du nede, skal du nok komme ovenpå

For frygter vi det værste, glemmer vi det bedste

Når tiden den står stille, så husk nu på at elske

Jeg ved, du ved, at vi – at vi er meget, meget tættere

Omkvæd: (Benjamin Hav, Clara, Christopher, Lukas, Jada, Mads Langer)

Min gamle ven

Føler du dig også lidt ensom?

Jeg lover dig

Det skal nok blive godt igen

Jeg ved, jeg ik’ må se dig lige nu

Men jeg kan høre dit kor

Selvom vi er langt fra hinanden

Er vi tættere end vi tror

(Er vi tættere end vi tror)

Er vi tættere end vi tror

(Tættere end du tror)

3. vers (Tessa)

Savner bare at kram' dig, kys' dine tårer væk

Man glemmer, det der plejede at komme let går let

Vi nød friheden med hinanden, vi tændt' op og vi festede

Nu tænder vi lys i vinduet for dem, vi har mistet

Savner min familie ude på Vestegnen

Nu ser jeg kun min mama over Facetime

Husker dit smil og din varme, da jeg sidst så dig

Måske glemte jeg at sæt' pris på dig

Går igennem ghost town, ensom i storbyen

Men ved der stadig er en sol bagved tordenskyen

Når det her kaos en dag er bag os, så ved du, hvor jeg bor

(så ved jeg, hvor du bor)

Føles fjernt, men vi tættere end du tror

Omkvæd: (Don Stefano, Lukas Graham, Benjamin Hav, Christopher, Clara, Jada, Mads Langer)

Føler du dig også lidt ensom?

Jeg lover dig

Det skal nok blive godt igen

Jeg ved, jeg ik’ må se dig lige nu

Men jeg kan høre dit kor

Selvom vi er langt fra hinanden

Er vi tættere end vi tror

(vi er så langt hinanden)

(vi er så langt hinanden)

Er vi tættere end vi tror

(vi er så langt fra hinanden)

Selvom vi er langt fra hinanden

Er vi tættere, end vi tror

Facebook
Twitter