’Jeg har mere tid til fordybelse, end jeg har haft i 20 år’

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi har pludselig fået god tid til at lave mad, skrive musik og eksperimentere i sit parfumeværksted. Mød ham i hans lejlighed her.

Fabio Luisi er vant til at rejse over hele verden. Nu har han mere ro på end i 20 år.

Som internationalt efterspurgt dirigent med chefposter for flere orkestre på én gang, turnéer og gæsteoptrædener over hele verden, er

DR
Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi vant til at være meget lidt hjemme.

Men på grund af den verdensomspændende corona-krise tilbringer han pludselig hver dag indenfor murene i sin lejlighed i Zürich i Schweiz, hvor han har mere tid end nogensinde til at fordybe sig.

Hvornår indså du første gang, at corona-situationen ville få indflydelse på kulturlivet og på dit eget virke?

– Jeg kommer jo fra Norditalien, så jeg har fulgt med fra begyndelsen og kunnet se, hvordan de

håndterede
situationen. Jeg kender italienerne, og jeg ved at de er individualister og ikke altid indstillede på at lytte til myndighedernes anbefalinger. Men jeg blev ved med at håbe, at virus ville holde sig mere lokalt, blandt andet fordi jeg kunne regne ud, at kulturlivet ville blive ramt som det første, hvis det spredte sig – og det er præcis sådan, det er gået.

Hvornår blev du selv ramt af situationen?

– Jeg var midt i et projekt med

DR
Symfoniorkestret og barytonen Christian Gerhaher, som jeg havde set frem til i flere år, da hele Europa begyndte at lukke kulturlivet ned. I løbet af ugen forsøgte vi at tilpasse koncerterne de nye
retningslinjer
for store forsamlinger, og til sidst blev det besluttet at opføre koncerten helt uden publikum. Men aftenen inden koncerten kom en sidste stramning, som betød, at hele orkestret blev sendt hjem og vi måtte aflyse helt. Det var ikke til at bære – selvom det selvfølgelig var fuldt forståeligt. Da jeg kom tilbage til Zürich, blev forestillingen Arabella, som jeg skulle have dirigeret dagen efter, også aflyst.

Hvor og hvordan tilbringer du tiden, hvor dine koncerter er aflyst og samfundet lukket ned?

– Som man kan se i den lille video, mangler jeg absolut ikke beskæftigelse i min lejlighed i Zürich. Jeg forbereder mig til næste sæson ved klaveret og med mine partiturer, som jeg plejer – selvom jeg er begyndt tidligere i år. Jeg skriver også selv musik, og så har jeg jo mit eget parfumeværksted, hvor jeg fremstiller dufte – både i serier og til specifikke personer.

Der er også blevet mere tid til for eksempel at læse bøger og at lave mad, og så laver jeg gymnastik hver morgen. Tidligere var det yoga, men nu har jeg en kæreste, som har overhalet mig i sværhedsgrad, så jeg er gået over til en anden type gymnastik i stedet.

Tvunget til at fordybe sig

Kan man ligefrem sige, at du bliver inspireret af at være i isolation i din lejlighed?

– Ja, i første omgang er det i hvert fald sådan, men man skal virkelig passe på med at

evaluere
for tidligt. Vi har kun haft to uger nu, og det her kommer til at vare meget længere. Så jeg ved ikke, hvordan det her vil føles i det lange løb.

Kan du se nogle positive effekter, som kan komme ud af vores ændrede livsform her under corona-krisen?

– På en måde er det sundt at være tvunget til at fordybe sig og at tænke nyt, og jeg tror for eksempel den lidt bevidstløse måde, vi rejser på, både privat og i arbejdssammenhæng, vil ændre sig efter denne periode. Men det er naivt at tro, at alle kommer ud af deres corona-isolation som bedre mennesker. Jeg er for eksempel bekymret for den yngre generation ’millenials’, som ser ud til at klare krisen virkelig dårligt, fordi de ikke er vant til at være alene og fordybe sig, sådan som vi har lært i min generation. Det er farligt, for deres sociale behov kan undergrave alle de

tiltag
, som
myndighederne
forsøger at
håndtere
krisen med.

– Hvis jeg skal sige én ting, som er positivt, er det, at vi alle bliver bedre til at finde hinanden gennem de digitale kommunikationsformer. Det får vi helt sikkert også brug for og glæde af i fremtiden.

Facebook
Twitter