”Jeg tænker da over, at jeg kan dø”

Der er stor fokus på DR-journalisterne, når de rapporterer fra verdens brændpunkter. Men der er også en, der optager og redigerer de billeder, der bliver sendt hjem. Én af dem er Betina Johnbeck.

Betina Johnbeck (t.v.) har i år især rejst med Matilde Kimer i det østlige Ukraine. (Foto: Foto: Betina Johnbeck.)

”Man tager derned med en tro om, at det er den ene situation, og så kan det hele vende på et øjeblik. I Syrien stod vi pludselig i en by under luftangreb. Der var en eksplosion lige ved siden af, hvor vi var. Som i lige ved siden af! Der bliver man sgu bange,” genfortæller Betina Johnbeck en episode fra en af de mange ture med DRs mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard i Syrien.

Betina Johnbeck er fotograf, og hun har været i DR siden 2000, hvor hun startede som elev. I 2005 begyndte hun at rejse ud, inden hun i 2012 blev en fast del af DR Nyheders rejsegruppe. Det har ført hende forbi utallige konflikter og katastrofer i blandt andet Syrien, Haiti, Libyen og i år især i det østlige Ukraine.

Men selv efter næsten ni år med godt 100 årlige rejsedage i verdens brændpunkter kan hun stadig blive bange, og hun går derfor grundigt til værks, før hun siger ja til en opgave.

”Det foregår typisk sådan, at jeg bliver ringet op og spurgt, om jeg vil tage til et eller andet land. Hvis det er et land i krig eller krise, researcher jeg altid på, hvor farligt det er, før jeg beslutter mig. Nogle gange kontakter jeg vores sikkerhedsfirma og får deres vurdering,” forklarer Betina Johnbeck, der i år bortset fra et par dage i Tyskland udelukkende har arbejdet i konfliktområder.

Betina Johnbeck

Det er ok at sige nej

Derfor sker det da også, at hun siger nej til en tur, hvis hun vurderer, at det enten er for farligt, eller fordi mavefornemmelsen bare ikke er rigtig.

”Jeg har lige sagt fra til den tur til Ukraine, som jeg fortalte dig, at jeg skulle af sted på i morgen (i lørdags, red.). Situationen er spidset til, siden vi snakkede sammen, og jeg kunne mærke på mig selv, at det her ikke var min tur,” siger Betina Johnbeck.

Det er dog meget sjældent, at det er sket for hende. Så vidt hun husker, har hun nemlig kun sagt nej til to ture i sine ni år som udlandsfotograf; turen til Ukraine og en tur til Afghanistan i 2012. For på trods af de mange farlige situationer og hårde skæbner er hun grundlæggende glad for sit job.

”Det er det fedeste at være ude at rejse og dække begivenheder. Jeg kommer jo til at se lande, som ingen andre kommer til at se. Jeg oplever ting, som ingen andre nogensinde kommer til. Jeg var med, da Mubarak gik af. Jeg dækkede Libyen fra start til slut. Der er virkelig mange oplevelser, som jeg ikke vil være foruden,” siger Betina Johnbeck med en tydelig begejstring i stemmen.

Umuligt at gemme sig

Hun har efterhånden rejst med de fleste af DRs korrespondenter i verdens konfliktområder, og hun lægger stor vægt på, at der er tale om et ofte livsvigtigt samarbejde mellem journalist og fotograf. For selvom historien er grunden til, at de befinder sig i det pågældende land, er det ofte andre ting, der tager fokus.

”Det hele skal spille sammen. Det mindste er faktisk at fotografere, hvor mærkeligt det end kan lyde. Der er så mange ting at tænke på. Man skal huske at tænke på sikkerheden, have styr på transporten og på alt det tekniske,” forklarer hun.

Men uanset hvor godt styr der er på sikkerheden, er Betina Johnbeck klar over, at hun har valgt et farligt erhverv. Som fotograf kan man nemlig ikke undgå at gøre opmærksom på sig selv.

”Jeg står jo altid forrest. Jeg kan ikke stille mig under et halvtag, som journalisten kan. Ikke at vores journalister gør det, men jeg er bare så synlig, når jeg står midt i det hele med et kamera. Så jeg tænker da over, at jeg kan dø. Selvfølgelig gør jeg det,” siger Betina Johnbeck og forklarer, at det tærer på psyken jævnligt at stå i de situationer.

”Det er rigtig hårdt både psykisk og fysisk. Især når man sidder og spiser og kan høre granater, der eksploderer. Det er hårdt! DR har en politik om, at alle skal til debriefing med en krisepsykolog, når de kommer hjem fra sådan en tur. Det benytter jeg mig altid af, og det er jeg rigtig glad for,” siger hun og understreger, at der helt klart er nogle ofre ved det job, hun har valgt.

”Jeg sætter også mit liv på spil!”

Ligesom korrespondenterne skal hun nemlig stå klar til at tage af sted med få timers varsel og efterlade bekymrede pårørende hjemme i Danmark. Derfor undrer hun sig også over, at fotograferne ofte bliver glemt, mens korrespondenterne får deres velfortjente anerkendelse.

”Det er ikke ofte, folk ved, hvem der er med korrespondenterne. Det er nok især uden for huset, at jeg mener, der er for lidt fokus på fotografernes arbejde. Altså hvornår har Journalisten sidst haft en artikel, som handler om en fotograf?” spørger Betina Johnbeck retorisk.

”Vi har et fantastisk samarbejde blandt fotografer og journalister i DR, og jeg har været så heldig at få lov til at arbejde sammen med nogle af de dygtigste folk. Det sætter jeg stor pris på, men derfor er det også lidt kedeligt, at der tilsyneladende ikke bliver sat pris på vores arbejde uden for huset,” siger hun.

Et eksempel er forløbet omkring uddelingen af Cavlingprisen 2013, hvor Betina Johnbeck blev indstillet sammen med tre andre fotografer og to journalister for deres Syrien-dækning. Men da nomineringerne blev offentliggjort, var kun Puk Damsgaard nomineret – de andre var blevet valgt fra.

”Da vi blev sorteret fra til Cavlingprisen, var komiteformand Kurt Strand ude at sige, at vi havde bidraget for lidt. Det er sgu ret chokerende at høre fra en mand, der selv har lavet tv. Vi laver fjernsyn – vi har altså en ret stor rolle i det her. Jeg sætter også mit liv på spil, ligesom den foran kameraet gør!”

Nu er det dog – efter næsten ni år, næsten 30 lande og over 80 rejser – slut med at sætte livet på spil; i hvert fald for en stund. Til september overgår Betina Johnbeck til en stilling i MCR (DRs hovedkontrolrum, red.), hvor hun skal være i foreløbigt et år.

Facebook
Twitter