Jubilarer blev overrasket med mindepris ved nytårskoncert

Koncertmestrene Christina Åstrand og Johannes Søe Hansen fra DR Symfoniorkestret modtog begge Peter Varmings Mindelegat ved årets første DR-nytårskoncert.

Christina Åstrand og Johannes Søe Hansen er begge koncertmestre i DR Symfoniorkestret, og nu også begge hædret med Peter Varmings Mindepris. Foto: Agnete Schlichtkrull.

De spiller begge førsteviolin og er koncertmestre i DR Symfoniorkestret, og de har også begge haft 25 års jubilæum i årets løb.

Søndag eftermiddag fortsatte Christina Åstrand og Johannes Søe Hansen deres parløb, da de begge fik en portion af Peter Varmings Mindepris. Den var på 25.000 kroner til hver, og hæderen blev uddelt i forbindelse med den første af DR Symfoniorkestrets tre nytårskoncerter i DR Koncerthuset, før 2018 bliver til 2019.

”At være 1. koncertmester i et stort symfoniorkester stiller enorme krav. Kunstnerisk og teknisk skal du til enhver tid kunne udfylde dit solospil i orkestret på højeste niveau. Du skal kunne samarbejde med alverdens besøgende dirigenter og kommunikere dirigentens ønsker videre til orkestret. Du skal sørge for et godt og tillidsfuldt samarbejde i gruppen – og du skal passe på din krop – holde dig væk fra aktiviteter, som kan forårsage et brækket håndled eller skade dine hænder. Kort sagt skal du være i konstant topform såvel spillemæssigt som menneskeligt. En 1. koncertmester er en central lederskikkelse i sit orkester,” lød det blandt andet i motiveringen for at give de to jubilarer mindeprisen for 2018.

Første formand for venneforening

Peter Varming, som har lagt navn til prisen, var indtil sin død i 2015 direktør for Beckett-Fonden, der støtter almene formål inden for kunst og kultur, lægevidenskab og naturbeskyttelse. Han var en stor musikelsker og var i særlig grad knyttet til DR Symfoniorkestret, som han tit rejste med, når orkestret var på turné. Samtidig var Peter Varming også den første formand for orkestrets venneforening, som Mogens Rubinstein i dag står i spidsen for.

Det var fjerde gang, prisen blev uddelt i år, og ifølge fundatsen bliver Peter Varmings Mindelegat uddelt en gang om året ved Nytårskoncerten ”til en af orkestrets fremragende musikere, som gennem sit kunstneriske virke i særlig grad har bidraget gennem mange år til orkestrets udvikling frem til dets nuværende høje internationale niveau”, som det hedder.

Tidligere har fløjtenisten Ulla Miilmann, bratschisten Claus Myrup og percussionisten Gert Sørensen fra DR Symfoniorkestret modtaget prisen, og hidtil har det været normal praksis, at der blev uddelt én pris om året. Men i anledning af at to af orkestrets yderst centrale musikere altså i 2018 kunne fejre 25 års jubilæum, besluttede Beckett-Fonden at fordoble mindeprisen i år og uddele den til såvel Christina Åstrand som Johannes Søe Hansen.

Christina Åstrand var blot 23 år, da hun startede i DR Symfoniorkestret som koncertmester, mens Johannes Søe Hansen var 27 år dengang. Begge har ved siden af orkesterarbejdet været solister, kammermusikere og undervisere.

”Såvel Christina som Johannes har på helt overbevisende måde gennem disse 25 år til alles glæde og beundring holdt sig på toppen i orkestret. Der står enorm varm respekt omkring dem såvel fra orkestret som fra publikum,” lød det videre i begrundelsen.

Der er mulighed for at se og høre de to prismodtagere og resten af DR Symfoniorkestret i årets nytårskoncert nytårsaftensdag. P2 sender koncerten direkte den 31. december fra klokken 12.50, mens DR K viser den nytårsaften klokken 20.00.