Jubilerende pausesignal fejres med en hel koncert

DRs pausesignal fylder 75 år den 28. august, og i den anledning får det lille stykke mellemlægsmusik lov til at brede sig over en hel koncert. Apparatet, der udfylder tomrum, står stadig i Radiohuset.

Pausesignalet - apparatet, der frembringer det står stadig i Radiohuset. Det lod sig høre første gang i 1931. (Foto: DR ARC © -)

DRs pausesignal fylder 75 år den 28. august, og i den anledning får det lille stykke mellemlægsmusik lov til at brede sig over en hel koncert. Apparatet, der udfylder tomrum, står stadig i Radiohuset.

Hvad giver man i gave til et pausesignal, der har rund fødselsdag? Ja, for DRs vedkommende er svaret, at det lille stykke mellemlægsmusik for en gangs skyld får lov til at brede sig over en hel koncert.

Den 28. august er det 75 år siden, at DR for første gang tog sit pausesignal ’Drømte mig en drøm i nat’ i brug, og dermed skulle den være verdens længst brugte radiokending.

Den store dag bliver fejret allerede dagen forinden, søndag den 27. august klokken 15.30 i Radiohusets Koncertsal med en koncert af de mere specielle. Her vil tre vidt forskellige ensembler konkurrere om at improvisere over temaet. De medvirkende bliver blandt andre Bazaar (Peter Bastian, Anders Koppel og Flemming Quist Møller), Vokalorkestret samt Butch Lacy & The Funny Band.

Ideen opstod i dagblad

Ideen om at DR skulle have en kendingsmelodi blev rejst i et dagblad allerede i 1929, da en sådan var gængs flere steder i udlandet. Radiorådets forretningsudvalg tog sagen op i 1931, og kendingen var altså første gang i æteren i slutningen af august samme år.

Det var musikhistorikeren Jens Peter Larsen, der foreslog, at man benyttede den ældste danske folkevise med tilhørende melodistrofe, man kender - nemlig ’Drømte mig en drøm i nat’. Strofen findes i et gammel lovhåndskrift fra cirka 1300, der bliver omtalt som ’Codex runicus’.

I dag er pauserne på P1 blevet færre, og ’Drømte mig en drøm i nat’ bliver mest brugt ved festlige lejligheder. Men selve apparatet, der har udfyldt mangt et stort og lille tomrum på DRs ældste radiokanal, findes stadig i Radiohuset. Og det virker.

Xylofonapparat

Pausesignal-apparatet blev for øvrigt fremstillet af tårnursfabrikant F. Bertram-Larsen, og det er et lille xylofonapparat med motordrevne hamre, der anslår afstemte stålstænger. Motoren er meget støjsvag, så melodistrofen bliver afgivet stort set uden støj til den båndmikrofon, der er hængt op over apparatet. Endelig er hele pausesignalet anbragt i en akustisk velisoleret trækasse, som holder støj udefra væk.

Udover at man kan overvære koncerten, bliver den også sendt direkte på P2. Billetterne bliver senere sat til salg i DR Butikken og på Billetnet.

Hør pausesignalet her

 

Facebook
Twitter