Julehilsen til Grønland – fra flere byer

Herboende grønlændere og andre, der har lyst til at komme helt tæt på ’Julehilsen til Grønland’ inviteres til kaffemik og juleunderholdning i København, Odense og Aalborg den 18. december.

DR holder livearrangementer i forbindelse med ’Julehilsen til Grønland’ tre steder i landet den 18. december. Foto er fra sidste års arrangement i København. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Det bliver først rigtig jul, når der bliver udvekslet julehilsner mellem Grønland og Danmark. Med flere end 80 år på bagen er ’Julehilsen til Grønland’ ét af DRs ældste programmer, og når DR1 den 18. december sender showet live fra Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, får man flere steder i landet mulighed for at deltage i det store fællesskab.

Herboende grønlændere, borgere med grønlandsk tilknytning og alle andre, der har lyst til en aften, der står i Grønlands tegn, kan blive en del af showet, når DR inviterer indenfor til kaffemik og klejner i Odense, Aalborg og København.

Kom til grønlandsk kaffemik og klejner i Odense, Aalborg og København

Som noget nyt bliver der sendt live fra salene i alle tre byer, fortæller projektleder Betina Leth fra DR Event:

”I flere år har det været muligt at sende en hilsen, hvis man kiggede forbi København, når showet blev optaget. Men der bor mange grønlændere andre steder i landet, og der for giver vi i år også grønlændere i Aalborg og Odense muligheden for at sende en hilsen til deres kære,” siger hun.

’Julehilsen til Grønland’ er en institution blandt grønlændere både i Danmark og Grønland. Mange herboende grønlændere har ikke mulighed for at være sammen med deres familie i julen, som ellers er en tid, der bringer familien tæt sammen.

”Vi håber at kunne give grønlænderne i Danmark mulighed for at samles og møde nye og gamle bekendte, mens tankerne går til landet mod nord,” siger Betina Leth.

Program for ’Julehilsen til Grønland’ den 18. december 2015

København

Showet sendes live fra Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg. Timm Vladimir er vært, og på scenen kan man opleve Saybia, Ilang, Simon Lynge og Aavaat-koret. Aftenen rundes af med den grønlandske julesang ’Guuterput’.

Aalborg

I Europahallen i Aalborg bliver der taget forskud på julehyggen, når der inviteres indenfor til kaffemik og underholdning fra blandt andet Ikinngutigiit, inden showet fra Konservatoriets Koncertsal vises live på storskærm. Traditionen tro rundes aftenen af med den grønlandske julesang ’Guuterput’.

Odense

I Det Nordatlantiske Hus i Odense bliver der også inviteret indenfor til kaffemik. Underholdningen står Det Nordatlantiske Kor blandt andet for, inden showet fra Konservatoriets Koncertsal vises live på storskærm. Traditionen rundes aftenen af med den grønlandske julesang ’Guuterput’.