Julehilsen til Grønland sendes fra Aalborg igen

Timm Vladimir og Maria Motzfeldt er værter, og Musikkens Hus danner rammen, når DR igen i år sender ’Julehilsen til Grønland’ fra Aalborg.

  • Maria Motzfeldt og Timm Vladimir er værter for 'Julehilsen til Grønland'. (Foto: Andreas Hüttel © Type 1)
  • DR holdt 'Julehilsen til Grønland' i Musikkens Hus i Aalborg for første gang sidste år. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • DR holdt 'Julehilsen til Grønland' i Musikkens Hus i Aalborg for første gang sidste år. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
1 / 3

Sidste år blev DRs traditionsrige program ’Julehilsen til Grønland’ sendt fra Aalborg for første gang - og der bliver også en anden gang.

For onsdag den 6. december i år bliver det atter Musikkens Hus på Aalborgs havnefront, der kommer til at danne rammen om udsendelsen, som endda selv har noget at fejre i år. I 2017 er det præcis 85 år siden, at DR sendte julehilsner nordpå for første gang – først på radio fra 1932, og siden 1983 også på TV.

Årets værter bliver skuespilleren og tv-værten Timm Vladimir, der i den kommende tid kan ses i spidsen for ’Den store bagedyst’ på DR1, og den grønlandske tv-vært og multitalent Maria Motzfeldt. De medvirkende derimod er ikke helt på plads endnu, men de ventes klar i løbet af den kommende måned.

”Julehilsner til Grønland er et af DRs ældste programmer, og jeg ved, at det for rigtig mange mennesker er blevet en vigtig tradition. Jeg er glad for, at vi igen i år skaber programmet med samarbejdspartnere i Aalborg, og jeg glæder mig til at opleve den følelse af fællesskab og fest, som jo stråler ud af netop ’Julehilsner til Grønland’,” siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen.

Temaet i år bliver netop fællesskab. DR vil se på fællesskabet mellem grønlændere og danskere, mellem generationer, over afstande, i familierne, hen over julen og gennem tiden. Det sidste giver samtidig en mulighed for at se tilbage på ’Julehilsen til Grønland’ gennem de sidste 85 år.

Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen ser med glæde tilbage på sidste års udgave af ’Julehilsen til Grønland’, og han understreger det naturlige i, at hilsnerne netop sendes fra Aalborg:

”En del af Aalborgs selvforståelse indebærer, at vi er Danmarks og EU's port til det arktiske. Det skyldes mange års samarbejde og venskab, og Aalborg er eksempelvis den by i Danmark, hvor der bor flest grønlændere målt pr. indbygger. Derudover har Aalborg Havn jo stået for al godstrafik til og fra Grønland i en menneskealder, og det har gjort, at der også er mange handelsinteresser samlet her. Ikke mindst derfor glæder det mig, at julehilsnerne igen i år skal sendes fra Aalborg”, forklarer han.

Den administrerende direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen siger supplerende:

”Julehilsner til Grønland i 2016 er en af de bedste og flotteste TV-produktioner, der er lavet i Musikkens Hus. Derfor har vi lagt os i selen for at kunne gentage værtskabet her i 2017”, siger han.

Forslag fra lytter i 1932

Det var erhvervslederen Andreas Lund-Drosvad, der fik ideen til ’Julehilsen til Grønland’ – der i dag angiveligt er verdens ældste eksisterende underholdningsprogram.

I sommeren 1932 – hvor Andreas Lund-Drosvad arbejdede på Udstedet ’Prøven’ ved Upernavik i Grønland, satte han sig til at skrive et brev til Statsradiofonien. Her spurgte han, om ikke det var en idé, at "Stationen hen under Jul en Nat eller to kunde sende gratis Julehilsner fra Forældre og Slægtninge i Danmark til Paarørende heroppe".

Brevet blev den første tilskyndelse til at sende programmet, og da Statsradiofonien under Radioudstillingen i København i slutningen af oktober 1932 havde stor succes med at lade publikum komme til mikrofonerne for at sende lytterhilsner til venner og bekendte, bestyrkedes planen.

Allerede samme år blev udsendelsen til virkelighed. Ville man sende en hilsen, skulle man melde sig inden den 15. december 1932, og den 18., 19. og 20. december blev folk så bedt om at møde op i DRs orkesterstudie, der dengang lå i dét, der i dag er Det Kongelige Teaters ’Stærekassen’. Billetsalget til ’Julehilsen til Grønland’ går i gang fredag den 15. september klokken 10.00 på drbillet.dk.