Kig ind bag DR’s kulisser til ’Åbent Hus’ i Aarhus

Lørdag den 16. september er alle velkomne til at kigge indenfor, når DR i Aarhus åbner dørene og giver mulighed for at besøge studier og redaktioner samt møde værter.

Her er nogle af dem, du kan møde til 'Åbent Hus' i Aarhus den 16. september. (Foto: © (C) DR)

Hvis du drømmer om at prøve ’den hemmelige udfordring’ fra ’Den store bagedyst’, hilse på Karla Kylling, prøve at lave dit eget indslag til TV Avisen eller høre Frank Erichsen fortælle om sit liv på Kastaniegaarden, byder muligheden sig snart for dét - og for rigtig meget andet.

Lørdag den 16. september mellem klokken 10.00 og 15.00 er alle velkomne til tage et kig ind bag DR’s kulisser. Her åbner DR i Aarhus dørene og giver en helt særlig mulighed for at se en af Danmarks største medievirksomheder, besøge studier og møde nogle af dem, der til daglig producerer lyd og billeder for DR.

Udover at se omgivelserne på Olof Palmes Allé i Aarhus N vil lørdagens program også dagen igennem være pakket med aktiviteter for alle aldre.

Du vil blandt andre kunne møde finalister fra ’Den Store Bagedyst’ og ’Den Store Juniorbagedyst’, Jørgen Skouboe fra ’Nak & Æd’, Stéphanie Surrugue, Anders Lund Madsen, Erkan Özden, DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, værterne Sofie Østergaard og Søren Vester og dansebørnene fra Ultra-serien ’Mabinooz’.

Med er også den nye vært på ’Ultra Nyt’ Solaf Masoud, Tina Müller, Lotte Friis og Knud Lind fra ’Formiddag på 4’eren’, ’Kontant’-vært Jacob Kragelund, hovedforfatteren bag ’Carmen Curlers’ Mette Heeno og skuespiller i serien Maria Rossing, P5-vært Jørgen de Mylius, DR’s vejrværter, musikere fra DR Big Band og mange af dem fra DR’s medieproduktion, som sørger for, at DR overhovedet kan sende.

Programmet er her

- Det plejer at være en festdag for os at vise vores maskinrum frem for alle interesserede. Vi sætter en ære i at gøre vores ’Åbent Hus’-arrangementer til en stor oplevelse for alle, der er nysgerrige på, hvad deres medieskattekroner går til. Vi har derfor gjort os umage for at sammensætte det mest spændende program lørdag den 16. september. Vi lover, at der bliver noget for alle aldersgrupper og interesser, siger Signe Aggerholm, der er ledende redaktionschef i DR Børn, Fakta og Livsstil.

  • Karla Kylling hilser på i Aarhus og giver krammere. (Foto: © Sparre Productions)
  • Mød danserne fra DR Ultra-serien Mabinooz og lær en kort koreografi. (Foto: © (C) DR)
1 / 2

Masser af børneaktiviteter

Mange af DR’s populære børneprogrammer kommer til verden hos DR i Aarhus, og i løbet af lørdagen har de yngste mulighed for at få en oplevelsesrig dag – både med kreative aktiviteter og sammen med værterne.

Børn og voksne kan blandt andet besøge ’Ultra Nyt’s studie, der er et af DR’s absolut mindste, og møde redaktionen bag DR’s nyheder til børn. Alle kan også lære en kort dans af danserne fra DR Ultra-serien ’Mabinooz’, få en krammer af Karla Kylling fra ’Karlas Fantalastiske Klasse’ fra ’FredagsTamTam’ eller lave en skør eller farlig ’kartonkriger’ sammen med Ramasjang-værten Emma fra programmet ’Emmas Kreabix’. Af samme grund kan en tom mælkekarton være en oplagt ting selv at medbringe til ’Åbent Hus’.

- Programmet er en blanding af store, populære programmer, som vi laver her i Aarhus, og mere målgruppespecifikke børneprogrammer, som den yngre målgruppe vil kende bedre end den voksne. Derudover vil vi meget gerne give et indblik i, hvordan programmerne bliver til både indholdsmæssigt og teknisk. Samtidig bliver vi selv klogere af at høre, hvad de besøgende undrer sig over, når de ser vores programmer – og deres idéer til, hvad vi kan gøre bedre. Men det vigtigste er, at alle kan komme og blive klogere på DR og samtidig få en sjov oplevelse, siger Signe Aggerholm.

  • Det kan være en fordel at tage dit træskærebræt med, hvis du vil have det brændemærket ’Nak & Æd’. For det gør Jørgen Skouboe ved ’Åbent Hus’ i Aarhus, ligesom han fortæller røverhistorier. (Foto: © (C) DR)
  • Sofie Østergaard holder blandt andet 'husquiz' sammen med flere af deltagerne fra 'Hammerslag'. (Foto: © Karsten Mud, Maj Hagedorn)
  • Søren Vester fortæller om, hvordan det er at lave fjernsyn fra sin egen have. (Foto: © Claus Rud)
  • Frank Erichsen har forladt Kastaniegården og fortæller om arbejdet med programmerne. (Foto: © Peter Wath)
1 / 4

Tag skærebrættet med

En stribe af DR’s velkendte livsstils-og faktaprogrammerkommer ligeledes til verden i Aarhus. Og mens det er en god idé for børn selv at tage en tom mælkekarton med til ’Åbent Hus’, er det oplagt for voksne at tage deres træskærebræt med.

I hvert fald byder Jørgen Skouboe fra ’Nak & Æd’ på bål og røverhistorier udenfor, og han brændemærker samtidig skærebrætter med ’Nak & Æd’-logoet.

Indendørs fortæller Søren Vester om at lave TV fra egen have, og Frank Erichsen er taget indtil byen, når han beretter om livet på Kastaniegaarden ved ’Åbent Hus’-arrangementet.

Sofie Østergaard og ejendomsmæglere fra ’Hammerslag’ inviterer til både husquiz og til et indblik i, hvordan det populære program bliver til, og hos ’Den Store Bagedyst’ kan man for eksempel selv få en spiselig, hemmelig udfordring hos de otte juniorbagere, tage en bagedystselfie, selv prøve at speake programmet sammen med stemmen på bagedysten eller få en video-rundvisning af Timm Vladimir i bageteltet på Clausholm Slot.

  • Stéphanie Surrugue medvirker i to seancer, der tager afsæt i programserien 'Danskere i Verden' og podcastserien 'Verdensklassen'. (Foto: © Agnete Schlichtkrull / Søren Ewald Ebbesen)
  • Ved ’Åbent Hus’ byder TV Avisens vært Erkan Özden og P4-vært Louise Deruginsky på en særudgave af eventet ’I Sandhedens Tjeneste’, som han i snart en årrække har holdt for tusindvis af skoleelever over hele landet. Her kan man lære at spotte fake news og prøve kræfter med kildekritik, etik og nyhedsformidling. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Deltagerne fra 'Den Store Juniorbagedyst' i foråret kommer også. (Foto: © Carsten Mol)
1 / 3

'Danskere i Verden' og internationalt udsyn

DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, der tidligere på året var vært på programserien ’Danskere i Verden’ og på podcasten ’Verdensklassen’, taler med to af de danskere, der har bosat sig ’i den store verden’, og hun er også vært for eventet ’Danskere i verden – store eventyr og slægtshistorier’. Her lægger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og gæster fra DR op til dialog om dansk public service, internationalt udsyn og ikke mindst om danskere i verden med både store og nære fortællinger.

Ved ’Åbent Hus’ byder TV Avisens vært Erkan Özden og P4-vært Louise Deruginsky også på en særudgave af eventet ’I Sandhedens Tjeneste’, som han i snart en årrække har holdt for tusindvis af skoleelever over hele landet. Her kan du lære at spotte fake news og prøve kræfter med kildekritik, etik og nyhedsformidling.

Jacob Kragelund, der er vært på ’Kontant’, viser klip og fortæller, hvordan optagelserne til de kritiske forbrugerprogrammer foregår. Han svarer også på, hvordan det er at ringe på hos en skurk og bede vedkommende svare på kritiske spørgsmål.

Anders Lund Madsen er også i Aarhus til ’Åbent Hus’. Han fortæller han om arbejdet med dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’, hvor han fulgte Preben, der rejste til Belgien for at dø.

Lav en vejrudsigt eller kommenter en sportskamp

DR Vejret bliver til daglig sendt live fra Dokk1 i Aarhus, men i dagens anledning har Louise Gade og Anders Lysholm slået DR Vejrets udendørs studie op på DR i Aarhus, hvor gæsterne kan kigge inden for i vejrbilen og selv prøve en tur foran vejrkortet.

DR Sporten, der ligeledes har base hos DR i Aarhus, giver også de besøgende mulighed for selv at prøve tingene af. De garvede sportskommentatorer Morten Hausborg og Jens-Ole Sørensen giver fif og giver dig mulighed for selv at prøve at kommentere en fodbold- eller håndboldkamp, ligesom du også kan besøge radiostudiet, hvor ’LIGA på P4’ bliver sendt fra.

Med på dagen er også Tina Müller og DR’s håndboldeksperter, der taler om forventningerne til det kommende VM i håndbold, mens idékvinden bag DR’s dramaserie ’Carmen Curlers’ - Mette Heeno, og skuespiller Maria Rossing, som spiller hovedrollen som Birthe, fortæller om tilblivelsen af serien. De medbringer også et sneak-peak fra den kommende sæson.

  • Sanne Nyland sender 'Uhørt' direkte på P4 fra klokken 12.15-14.00, og der er mulighed for at hilse på bagefter. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Sanne Nyland Christensen)
  • Jørgen de Mylius’ 60-års jubilæum i DR blev fredag den 31. marts 2023 markeret med en reception i Studie 2 i DR Koncerthuset. Han 'vender plader' i Aarhus og beretter om et langt radioliv med musik. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Mød stemmerne fra radioen

Udover fjernsyn bliver der også lavet en masse radio bag murene hos DR i Aarhus, og ved ’Åbent Hus’-arrangementet har du chancen for at møde mange af de navne, du til daglig hører i radioen, men måske aldrig har set.

Lotte Friis og Knud Lind fra ’Formiddag på 4’eren’ åbner deres studie, du kan også få en snak med de regionale værter fra P4 Østjylland og P4 Trafik, lige som du kan opleve radiovært Sanne Nyland, når hun sender ’Uhørt’ på P4 direkte mellem klokken 12.15 til 14.00, og bagefter er klar til hilse på de fremmødte og svare på spørgsmål.

DR’s hidtil eneste 60-års jubilar, Jørgen de Mylius, bliver der også mulighed for at hilse på. Han 'vender plader' ved ’Åbent Hus’ og fortæller også historier fra sine år i DR, blandt andet utallige anekdoter om de musikere, han har mødt gennem årene.

I det daglige er det måske værterne på skærmen eller i radioen, DR’s brugere lægger mest mærke til. Men for at radio og TV spiller og kommer ud til lyttere og seere, foregår der også en hel masse i kulissen, som du måske ikke umiddelbart tænker på.

Hvad det er, kan du også stifte bekendtskab med ved ’Åbent Hus’. Du kan for eksempel se et kontrolrum til live-transmissioner, kigge inden for i en OB-vogn og se DR’s kameraudstyr på tæt hold.

Der bliver også mulighed for at besøge kostumelageret, ligesom der er arrangeret en skattejagt for børn i DR’s rekvisitsamling i Aarhus. Her vil du også i den grafiske afdeling kunne se, hvordan tegningerne til blandt andet ’Den Store Bagedyst’ og ’Frank & Kastaniegaarden’ bliver lavet.

Det koster ingenting at deltage på dagen, man skal ikke melde sig til, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke.