Kirsten Elleys 2016: ”Ambulancer og grænsekontrol fyldte en del”

Efter 27 år på Jyllands-Posten blev Kirsten Elley chef for DR Syd i 2016. Hun stammer fra egnen oprindeligt, men det er en anden landsdel, hun nu er flyttet tilbage til, føler hun.

Kirsten Elley blev ny redaktionschef på DR Syd i 2016. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Efter 27 år på Jyllands-Posten trådte Kirsten Elley den 1. august 2016 til som chef for DR Syd, der med redaktioner i Aabenraa og Esbjerg dækker det store syd- og sønderjyske område.

Selvom Kirsten Elley de sidste mange år har boet og haft sit arbejdsliv i Aarhus og København, er det ikke gået hen over hovedet på de lokale, at hun faktisk selv er sønderjyde af oprindelse, hvilket blandt andet kan høres, når hun slår over i den karakteristiske sønderjyske dialekt.

”Når jeg er blevet budt ud for at holde foredrag, bliver jeg spurgt om, hvordan det er at vende hjem,” fortæller Kirsten Elley.

”Men det er ikke det samme egn, som den, jeg i sin tid forlod. Det er et forandret og mere moderne Sønderjylland, jeg er vendt tilbage til. Det er vigtigt for mig, at DR Syd afspejler de mange nuancer her i distriktet,” siger hun og sætter ord på sine tanker inden jobskiftet:

”Her kan jeg gøre noget nytte. Det hér har jeg rigtig meget lyst til,” siger hun og uddyber:

”Resultatet af de seneste folketingsvalg kom bag på mange københavnere, men det valg var blandt andet udtryk for den bekymring, der er i regionen om for eksempel flygtningekrisen, da vi i Sønderjylland har Danmarks eneste grænse. Samtidig er der en følelse af at være overset som landsdel, der ligger meget langt fra København,” siger hun og fastslår, at DR Syd spiller en vigtig rolle for, at egnen ikke overses.

”Det syd- og sønderjyske har så meget kulturelt og historisk at byde på. Sønderjylland har haft en langt mere omtumlet skæbne end resten af Danmark, blandt andet ved at vi hernede først blev en del af det danske rige igen for mindre en 100 år siden. Det giver en ganske særlig identitet, som har holdt sammen på området i de svære tider,” siger Kirsten Elley, der har fundet en kampgejst og vilje til at klare sig som landsdel:

”I det moderne Sønderjylland finder man de stærke familieejede virksomheder, og her er det udsyn til resten af verden, som ofte findes i grænseregioner. Det fortjener resten af landet at lære mere om. Jeg vil gerne være med til at give danskerne et andet og mere nuanceret kendskab. For eksempel om nærheden til Tyskland, der har langt større indflydelse på Danmark, end vi nok er os bevidst,” siger Kirsten Elley.

Ambulancer og grænsekontrol

Når Kirsten Elley ser tilbage på de første måneder i chefstolen i Aabenraa, kan hun se tilbage på en periode, der nyhedsmæssigt har været præget af udfordringerne for ambulancetjenesten BIOS, og udflytningen af statslige arbejdspladser. Foruden selvfølgelig indførelsen af grænsekontrol, som har daglig og praktisk betydning i regionen.

Fremover vil hun øge fokus på den vestlige del af DR Syds sendeområde, ved indenfor de eksisterende budgetter at opnormere det redaktionelle arbejde i Esbjerg.

”Esbjerg er landets femtestørste by, og der er en mental forskel på at bo i det sønder- og sydvestjyske. Der er en anden selvforståelse i Esbjerg, der er præget af mange internationale arbejdspladser i offshore- virksomhederne. Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor, og hvor ens børn går i skole, i forhold til hvad der er relevant for en,” siger Kirsten Elley, der er i færd med at flytte familien til Sønderborg.

”Det er pinedød nødvendigt, at vi journalister spreder os ud og bor de steder i landet, vi fortæller vores historier fra. Det er vigtigt for, at vi kan forstå og beskrive den virkelighed, vi er en del af.”