’Klassen’ og ’Sangskriver’ får hver en Prix Europa

DR hentede to priser ved årets Prix Europa i Berlin - for 'Bedste europæiske online-produktion' og ’Bedste europæiske musikprogram’.

Hele ugen har radio-, tv- og onlineproduktioner fra hele Europa dystet om statuetter ved den 31. udgave af Prix Europa i Berlin. Fredag aften blev spændingen udløst om, hvilke af de 677 produktioner fra 34 lande, der har været til bedømmelse, som fik de europæiske mediepriser – og det blev en god aften for DR, der hentede to statuetter.

Foran ikke færre end 23 andre nominerede sikrede DR Ultras fiktionsserie ’Klassen’ sig en Prix Europa for ’Bedste online-produktion’ i den for øvrigt eneste online-kategori ved prisfesten. Statuetten til ’Klassen’ kommer kun godt en måned efter, at fiktionsserien fik innovationsprisen ved Nordic Kids Awards.

Hvor andre serier måske mere skrives udelukkende af voksne, så har vi formået at udvikle klassens manuskripter til næsten altid at involvere brugerne.

Jonas kryger Hansen

Indtil videre er der sendt over 150 afsnit af ’Klassen’, der også får en særlig julekalenderudgave på DR Ultra i år. Serien tager hver dag typisk fat i både store og små dilemmaer i et børneliv. Det kan være både de små detaljer, som kan skabe dilemmaer i en klasse, men også tungere emner som mobning, vold, skilsmisse, eller at man ingen venner har.


Serien følger den digitale døgnrytme for målgruppen, der er de 7-12-årige, som hver morgen på Ultra-app’en får præsenteret dagens emne og historien. Hen over dagen drøfter børnene så emnet, der er i fokus den dag – både på Ultra-app’en, på sociale medier og mange steder også i klasseværelserne.

Involverer brugerne

Det er på grund af DR Ultras vilje til at gå all in på med at involvere danske børn i tilblivelsen af fiktionen på online-medier, at ’Klassen’ får en Prix Europa.

"I ’Klassen’ forsøger vi at være ambitiøse i at sikre os, at dialogerne og dilemmaerne også passer med det, som målgruppen går og tumler med. Hvor andre serier måske mere skrives udelukkende af voksne, så har vi formået at udvikle klassens manuskripter til næsten altid at involvere brugerne," siger redaktør Jonas Kryger Hansen fra DR Ultra, der selvsagt er glad for, at juryen ved Prix Europa finder, at DR-projektet er Europas bedste online-produktion.

Han forklarer, at det er målet, at DR Ultra er de bedste i verden til at lytte til brugerne i tilblivelsen af fiktionen, man laver.

’Sangskriver’ er mit drømmeprogram, for jeg får her lov til at kombinere det bedste fra begge verdener.

Jonas Gülstorff


”Replikker og storylines tjekkes og testes med brugerne online eller hos juniorredaktører. Men også ude i virkeligheden, som da DR Ultra i foråret mødtes med 6000 børn over hele landet, som gav indspark til handlingen og til nye emner. Fokusgrupper, samarbejde med Børnetelefonen og tryktest af manuskripter på børnene, der medvirker i ’Klassen’ er alt sammen noget, som kræver meget energi hos de mange folk, der er involverede, og som alle har en kæmpe aktie i, at vi vinder prisen", siger Jonas Kryger Hansen.

Et ”drømmeprogram”

Også ’Sangskriver’ på P7 Mix med Jonas Gülstorff sikrede sig en pris. Udsendelsen fra 11. februar med Nanna Øland Fabricius – måske bedre kendt som Oh Land – som gæst modtog en Prix Europa for ’Bedste europæiske musikprogram’.

I programmet lukker P7 MIX-værten Jonas Gülstorff lytterne med ind i sangskrivernes maskinrum. P7 Mix omdanner radiostudiet til et musikstudie, og hver uge får værten en kendt musiker i studiet. På kun to timer skal de to skrive en sang baseret på en henvendelse fra en lytter.

Programmet er en naturlig kombination for Jonas Gülstorff, da han i mange år både har lavet radio og skrevet sange. Han har tidligere skrevet for kunstnere som Szhirley og Rasmus Nøhr, og han er derfor erfaren ud i disciplinen.

”’Sangskriver’ er mit drømmeprogram, for jeg får her lov til at kombinere det bedste fra begge verdener. Sangskrivningsprocessen er smuk, og jeg håber, vi i programmet kan inspirere lytterne til finde deres indre sangskriver frem og selv give sig i kast med det. Derudover er det også en gave, man ikke kan købe for penge, at få lov til at give en lytter en personlig sang skrevet specielt til dem,” fortalte værten Jonas Gülstorff til DR i forbindelse med lanceringen af programmet i januar.

I alt var DR nomineret til 15 Prix Europa-statuetter.

Prisen for ’Bedste europæiske journalist’, hvor Clement Kjersgaard var blandt de nominerede, gik til den tyrkiske journalist Can Dündar.

Ud over to gange Prix Europa til DR, gav jurymedlemmerne også deres varme anbefalinger med til to DR-programmer og -tilbud.

Dr.dk/danmarkshistorien fik en Special Commendation i online-kategorien, som 'Klassen' sejrede i, mens P1-dokumentaren 'Rystelsen' fik det i kategorien 'Bedste europæiske radiodokumentar'.

Det er 19 europæiske medieorganisationer, EU og det europæiske radio- og tv-samarbejde, EBU, som står for Prix Europa, som har været afviklet siden 1987. Sidste år fik DR Podcast en Prix Europa for ’Årets bedste radiodokumentar’ for dokumentaren ’Nattens dronning’, der optrevlede den mystiske historie om en stønner, der i årevis har ringet til især danske slagtøjsspillere.