KLUMME: Thi evig stilstand er død

”Jeg mener, at musik – og i særdeleshed den klassiske musik - skaber et refleksionsrum, som vi moderne mennesker, har brug for,” skrev redaktionschef på P2 Jakob Marstrand i en klumme i Politiken torsdag den 19.2.

Morgenvært Stine Rosengren er en af dem, der står for at formidle den klassiske musik på P2. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Indrømmet. Det ER smart, når Amazon, Netflix og de andre digitale tjenester, fortæller mig, at jeg kan få et lignende produkt som det, jeg lige har læst eller set. Algoritmerne aflæser præferencerne i mine tidligere valg.

Klummen er skrevet af Jakob Marstrand, der er redaktionschef på P2. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

I en travl hverdag, hvor vi vil have tilfredshedsgaranti for det, vi vælger at opleve, så giver algoritmerne os et bud på mere, som vi formodentlig kan lide. Det nemme valg. Det, som de fleste andre har kunnet lide. Det som ligner det, vi allerede har oplevet. Det er da god kundeservice. Men der er også en bagside. Vi kan nu i højere grad end nogensinde før – lukke os inde i et selvskabt univers af det, vi allerede kender. Vi kan bo i et område, hvor folk er som os. Vi kan automatisk få fravalgt hele genrer af film, bøger, musik og sågar nyheder.  Vi kan undgå at blive udfordret. Undgå at blive klogere. Undgå at ændre opfattelse.

Smart. Men godt? Godt for den enkelte? Godt for samfundet? Godt for sammenhængskraften? Godt for diversiteten? Godt for den mellemmenneskelige forståelse?

Vi skal være bevidste om, at vi HAR et valg – og selvfølgelig risikerer at vælge forkert, hvis vi går bort fra algoritmens sikre vej. Men måske vi er nødt til at være villige til at spilde tid på ikke at spilde tid på oplevelser som vi næsten allerede har haft?

Jeg kan ikke lide kål

Behovet er ikke nyt - det sparer os tid og kræfter, når vi kategoriserer: Jeg kan ikke lide kål. Jeg orker ikke franske film. Klassisk musik er kedelig. Til daglig er jeg redaktionschef for DRs klassiske radiokanal, P2, og sidstnævnte statement om klassisk musik, er jeg stødt på masser af gange. Og hver gang tager jeg kampen op. Jeg mener nemlig, at musik – og i særdeleshed den klassiske musik - skaber et refleksionsrum, som vi moderne mennesker, har brug for. Den giver os mulighed for at stoppe op. Mærke. Være. Tænke. Koble logikken fra. Opleve nyt land. Se verden blive større. Føle suset i noget almenmenneskeligt, som forunderligt nok ikke har ændret sig synderligt de sidste par hundrede år.

Mit råd er: Gå uden om skrigende sopraner eller cembalo, hvis det er det, der får dig til at sige, at du ikke kan lide klassisk. Ligesom du ikke behøver at kunne lide dampet rosenkål for at kunne lide blomkål med pesto. Og glem så, at nogen har puttet musikken ned i en kasse, hvorpå der står ”klassisk”!

På P2 er vi også blevet klogere. Vi serverer ikke længere den klassiske musik ens for alle. Nogle har måske haft deres første oplevelse med den klassiske lyd i biografen - til dem har vi lavet ’P2 Soundtrack’ fredag aften. Nogle elsker at få klassiske søndags-hits med Jens Olaf Jersild. Andre holder af den særlige stemning, når aften bliver til nat, hvor ’Natsværmeren’ spiller både kendt og ukendt klassisk, blandet med andre genrer.

Er det for optimistisk at ane en modreaktion til algoritmerne allerede? Inden for mit felt ser det sådan ud: Jeg ser yngre generationer, der tager musik ned fra alle hylder, så længe den gør noget for dem, og jeg oplever at få henvendelser fra begejstrede nye lyttere, som har turdet tage nysgerrigt imod P2’s mere utraditionelle programmer. Det er en fornøjelse at spille en rolle for alle de, der tør prøve noget nyt. Musikkens verden er et overdådigt tag-selv-bord. Smag på det. Smag på verden. Thi evig stilstand er død.