”Københavneralarm” på Fyn er nu prisbelønnet

Kreds Fyn under Dansk Journalistforbund hædrede søndag P4 Fyns satirejournalistik.

Vært på P4 Fyn, Jesper Borup, har været med til at indføre københavneralarmen – og han holdt takketalen for ’Kæphesten’. (Foto: Agnete Schlichtkrull.)

I snart halvandet år har P4 Fyn ladet en sirene lyde og spillet sange, der hylder København, når ”københavneralarmen” er gået.

Alarmen har lydt over 50 gange, og den er P4 Fyns satiriske måde at drille landsdækkende medier med, at de nogle gange er lidt for københavnske og glemmer, at langt de fleste danskere bor og lever i provinsen, og nu er det satirejournalistiske arbejde også prisbelønnet.

Det blev det i weekenden, hvor Dansk Journalistforbunds Kreds Fyn gav sin ærespris ’Kæphesten’ til redaktionen på P4 Fyn for initiativet.

”I får prisen for med et lækkert glimt i stemmen (eller hvad det hedder i radiosprog) at sætte fokus på noget, som faktisk er alvorligt nok. Mange landsdækkende medier og organisationer har hovedsæde i København, og derfor kan det opleves som svært at komme i spalterne og på dagsordenen, når der ikke lugter lækkert af hovedstad,” sagde Kreds Fyn-formand Kir Klysner, der fortsatte:

”Som journalist behøver man langt fra være geografilærer, men man skal huske at bevæge sig udenfor København med historierne, når det er relevant. P4 Fyns københavneralarm sætter sirenen til både i alvor og sjov.”

Skræk for provinsen

Alarmen gik for eksempel, da Radio24Syv havde fortalt lytterne, at ”Lillebæltsbroen var spærret i sporet mod – Sjælland”, eller da Martin Krasnik i ’Deadline’ på DR2 havde spurgt forfatteren Bent Vinn Nielsen ”hvorfor vi har en skræk for provinsen”, selv om fire ud af fem danskere bor vest for Valby Bakke.

Alarmen har også lydt over for TV 2’s politiske redaktører Anders Langballe, der flittigt sagde ”ovre på Fyn” i et indslag om pendlertakster samt over for Berlingske-anmelderen, der skrev, ”at folk i provinsen er sådan nogle, der elsker farveløs kødpølse uden smag, mens københavnerne kræver kvalitet og dybde”.

Det var én af opfinderne bag ”københavneralarmen”, Jesper Borup fra P4 Fyn, der tog imod og takkede for prisen.

”Det er virkelig fedt at få anerkendelse fra kolleger for sin journalistik i en ny indpakning. Nogen er jo nødt til at fortælle københavnerne, at fire ud af fem avislæsere, radiolyttere og vælgere bor uden for hovedstaden. Man kan se Danmark på to måder – fra København og ud over landet, eller fra landet og ind mod København. Vi arbejder på, at det sidste vil komme til at ske lidt oftere,” sagde Jesper Borup.

For to år siden gik Kæphesten også til DR Fyn – dengang var det til Amos Bendix for at levere et fremragende formidlingsarbejde.