KOM MED: DR Juniorkoret fejrer befrielsen med andre unge stemmer

Alle er velkomne, når DR Juniorkoret, Sankt Annæ Pigekor og Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor markerer Danmarks befrielse og byder på et helt nyt korværk.

DR Juniorkoret (billedet) synger sammen med Sankt Annæ Pigekor og Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor ved befrielseskoncerten, hvor alle er velkomne (Foto: Agnete Schlichtkrull.)

Efterhånden er det blevet lidt af en tradition, at DR Juniorkoret synger på befrielsesaftenen den 4. maj, og sådan bliver det også i år i Holmens Kirke i København.

Her er alle velkomne til at møde op til koncerten i anledning af Danmarks befrielse 1945, hvor man – udover at mærke historiens vingesus – også får lejlighed til at høre en lang række af de unge sangstemmer, der tegner tre af Danmarks førende pige- og børnekor lige nu.

DR Juniorkoret, Sankt Annæ Pigekor og Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor er gået sammen om at sætte et befrielsesprogram sammen, og samtidig er koncerten en mindegudstjeneste, hvor præsten Anna Mejlhede blandt andre byder velkommen til nogle af de efterhånden ældre danske krigsveteraner.

”De tre kor er på mange måder forskellige, fordi de er rene pigekor eller børnekor og har børn i forskellige aldre. Alligevel har vi et fantastisk fællesskab om koncerterne, hvor vi øver sammen flere gange. Og vi kan helt sikkert alle lære noget af hinanden,” siger Susanne Wendt, der er dirigent for DR Juniorkoret og står leder for DR Korskolen.

I det hele taget synes hun, at det er givende for DR Juniorkoret at arbejde sammen med andre, hvad koret for eksempel også har gjort med Esbjerg Pigekor og Sønderjysk Pigekor på det seneste.

Klassikere og nyt korværk

Listen over fællessalmer er lang, og befrielsesaftenen byder blandt andet på ’Det haver så nyligen regnet’, ’En lærke letted’ og ’Altid frejdig når du går’. Men det helt store samarbejdsprojekt har været, at de tre kor i fællesskab skal uropføre islandske Stefán Arasons nye korværk ’Foraar over Europa - med tekst af Halfdan Rasmussen.

”Det er også lidt blevet en tradition, at vi opfører et nyt værk, og i år er det en lidt uhyggelig tekst, vi skal fremføre i fællesskab. Den bygger på Halfdan Rasmussens tekst fra 1962, hvor der ligefrem bliver sunget om, at ”de brænder lig i skovene”,” forklarer Susanne Wendt, der fortæller, at de tre kor har øvet sammen tre gange for at forberede sig på aftenen.

”Den første gang var i april, mens den tredje gang var i tirsdags, og indimellem har vi så indøvet hver vores del af koncerten, hvor der bliver omkring 20 sange,” uddyber hun.

De cirka 50 medlemmer af DR Juniorkoret er fødekæde til DR Pigekoret, og koret har fast aftale om at synge i Holmens Kirke i København jævnligt. Udover på befrielsesaftenen er det for eksempel på Kulturnatten i København, til jul, fastelavn, halloween og til åbningen af Folketinget i oktober.

”Vokalt er det en fantastisk oplevelse at synge i en kirke. Det giver en helt særlig lyd,” mener Susanne Wendt, der også synes, stemningen plejer at være helt speciel den 4. maj på befrielsesaftenen.

”Man kan virkelig godt mærke, at nationalfølelsen løfter sig. Og selv om medlemmerne af DR Juniorkoret intet kan huske fra den 4. maj 1945, kan de godt mærke, at det er en aften, der betød meget for mange af de fremmødte. Det glæder mig, at koret skal synge der igen i år,” siger hun.

Koncerten i Holmens Kirke i København den 4. maj varer omtrent halvanden time, og den starter klokken 18.30. Der er gratis entré, og man kan bare dukke op.

Facebook
Twitter