Kom med: DR og 28 biblioteker sammen om aften i Ukraines tegn

Torsdag er der ’Sammen for Ukraine – en aften i Ukraines tegn’ på biblioteker over hele landet. Halvdelen foregår lokalt, og halvdelen streames fra DR Byen, hvor blandt andre Steffen Brandt synger.

  • Steffen Brandt fra TV-2 sang ved Ukraine-støttekoncerten på Rådhuspladsen i København i marts, og han gør det også i forbindelse med biblioteksarrangementet torsdag. (Foto: © Per Arnesen/ TV 2/ DR)
  • Den ukrainske sangerinde Taya Lukashova medvirker også fra DR Byen og bliver streamet til alle de 28 biblioteker. (Foto: © Pressefoto.)
1 / 2

Halvdelen af arrangementet bliver streamet direkte fra DR Byen, mens resten foregår lokalt med lokale oplægsholdere og Ukraine-eksperter, når der torsdag aften bliver holdt ’Sammen for Ukraine – en aften i Ukraines tegn’ 28 forskellige steder i landet.

I marts stod DR, TV 2 og 18 humanitære hjælpeorganisationer bag en støttekoncert og indsamling, hvor der blev samlet 145 millioner kroner ind til organisationernes arbejde med at hjælpe krigens ofre. Og nu fortsætter organisationerne – sammen med DR, Udenrigsministeriet og landets biblioteker – samarbejdet med fællessang- og oplysningsarrangementer om Ukraine-konflikten over hele landet. De foregår samtidig torsdag den 16. juni fra klokken 19.00, og arrangementerne er gratis at være med til.

- Samarbejdet foregår i det temasamarbejde, der er mellem DR og bibliotekerne. Vi oplever, at der stadig er stort behov for oplysning om Ukraine og for at få svar på spørgsmål om krigen, om menneskerettigheder, om krigens regler, og hvad krigen betyder for ukrainerne og os. Derfor vi gået sammen om arrangementet – blandt andet for at give en større mellemfolkelig forståelse af konflikten, forklarer Kåre Vedding Poulsen fra DR Bred Kultur og Fakta, som er DR’s redaktør på ’Sammen for Ukraine’-arrangementet.

Fredssange som fællessang

Den første halve time torsdag streamer alle de deltagende biblioteker fra DR Byen, hvor DR’s Dorte Fals byder velkommen og er vært.

Med i Studie 6 har hun blandt andet Steffen Brandt fra TV-2, pianisten Christoffer Møller og den ukrainske sangerinde Taya Lukashova, der lægger op til at synge fredssange med biblioteksgæsterne over hele landet. Derudover medvirker generalsekretær Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors. Han gør status over konflikten og svarer på spørgsmål, der er er kommet fra deltagerne på bibliotekerne.

- I DR Byen spiller Steffen Brandt blandt andet også med på Kaj Munks ’Den Blå Anemone’. Den blev skrevet, da Danmark selv var besat i 1940’erne, og hvor man måtte udtrykke sig i koder for at komme ud med sit budskab, så på den måde er der også et link til besættelsestiden i Danmark, forklarer Kåre Vedding Poulsen, der er fra DR Bred Kultur og Fakta.

DR's Dorte Fals er vært for den del af seancen, der foregår i DR Byen og streames til hele landet torsdag. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Lokale arrangementer bagefter

Når streamingen fra DR Byen er slut ved 19.30-tiden, fortsætter ’Sammen for Ukraine – en aften i Ukraines tegn’ som 28 forskellige arrangementer på bibliotekerne over hele landet.

I Aalborg deltager for eksempel udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og ukrainske Daria, som sammen med sin familie er flygtet fra krigen. I Randers sætter en lokalkonsulent fra Dansk Flygtningehjælp tal og fortællinger på de første ukrainere i Danmark, i Sønderborg fortæller kommunikationschef Signe Holme fra PlanBørnefonden om sine rejser i Ukraine og Moldava, efter krigen er brudt ud, og på Roskilde Bibliotek får man for eksempel besøg af en professor i folkeret. Og sådan er der hvert sted forskellige oplæg – typisk fra området, hvor arrangementet foregår. Alle arrangementer kan ses på hjemmesiden her.

- I arrangementskredsen har vi tænkt, at det var en god måde både at lave noget fælles og så også få de mange lokale i spil, som har arbejdet med Ukraine-konflikten på den ene eller anden måde. Samtidig er der også mulighed for at høre mere om, hvordan man kan engagere sig lokalt, forklarer Kåre Vedding Poulsen.

Arrangementerne bliver holdt på bibliotekerne i Brønderslev, Brønshøj, Ebeltoft, Farum, Frederikssund, Faaborg, Gladsaxe, Haslev, Herning, Hillerød, Holbæk, Horsens, Hørsholm, Juelsminde, Kerteminde, Lemvig, Maribo, Munkebo, Odense C, Randers, Roskilde, Skive, Solrød, Sønderborg, Vejen, Vejle, Aabybro og Aalborg.