KOM MED: DR Symfoniorkestret åbner festival med unge komponisttalenter

DR Symfoniorkestret præsenterer en håndfuld helt nye værker af unge nordiske komponister, og du kan komme gratis med til PULSAR-festival for ny musik.

  • New York Times skrev for nylig, at komponist Anna Thorvaldsdottirs musik har ”en naturlig skønhed”. (Foto: Hrafn Asgeirsson)
  • 86-årige Ib Nørholm kan se frem til DR SymfoniOrkestrets uropførelse af hans 13. symfoni Contrappunto con amore (’kontrapunkt med kærlighed’). (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Den schweiziske dirigent Baldur Brönnimann dirigerer DR SymfoniOrkestret den 9. marts. (Foto: Cecilie Bannow)
  • DR SymfoniOrkestret besøger for andet år i træk deres gamle hjemmebane i det tidligere Radiohus. (Foto: Dr)
1 / 4

Torsdag den 9. marts besøger DR Symfoniorkestret for andet år i træk sin gamle hjemmebane i det tidligere radiohus på Frederiksberg for at spille til åbningen af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums PULSAR-festival for ny musik. Med koncerten tager orkestret pulsen på den nyeste kunstmusik i en række uropførelser, som bliver startskuddet for en festival, hvor publikum gennem en hel uge har gratis adgang til koncerter med helt ny musik.

Unge talenter og 86-årig veteran

For tre unge komponiststuderende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium – Jeppe Ernst, Mads Emil Dreyer og Bára Gísladóttir – bliver koncerten første gang, de kan høre deres musik spillet af DR SymfoniOrkestret. Samtidig kan en sand veteran i dansk musikliv, den 86-årige komponist Ib Nørholm, se frem til orkestrets uropførelse af hans 13. symfoni Contrappunto con amore (’kontrapunkt med kærlighed’) i anden del af koncerten.

PULSAR-festivalens leder og kurator Niels Rosing-Schow forklarer:

”I år kigger PULSAR ikke kun ind i fremtiden og den nye generation, men ser også tilbage på musik af komponister, som gennem de seneste generationer har præget den nye danske musik – blandt andet i kraft af deres tilknytning til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.”

Internationalt navn

Åbningskoncertens mest prominente navn er den islandske komponist Anna Thorvaldsdottir, som med sin stemningsmættede musik i disse år oplever et internationalt gennembrud. New York Times skrev for nylig, at Thorvaldsdottirs musik har ”en naturlig skønhed”, mens The Boston Globe omtaler hende som ”et af de mest spændende komponisttalenter, der er dukket op i mange år”. Værket Aeriality, som DR SymfoniOrkestret opfører den 9. marts, har Washington Post karakteriseret som “et værk, der er som en snurrende planet”.

En uvurderlig erfaring

Kim Bohr, chef for DRs kor og orkestre, siger:

”Ved at medvirke i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums flot arrangerede PULSAR-festival er DR SymfoniOrkestret med til at give den næste generation af komponister en uvurderlig erfaring, som på lang sigt også gavner andre orkestre – og dansk musikliv som helhed."

Kim Bohr understreger desuden, at den nutidige musik er stærkt repræsenteret i DR SymfoniOrkestrets kommende koncertsæson i DR Koncerthuset, hvor publikum blandt andet kan opleve nye værker af danske Martin Stauning, Thomas Agerfeldt Olesen og nyligt afdøde Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

PULSAR festivalen finder sted fra den 8.-18. marts 2016 med gratis koncerter på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg og udstilling i Kunsthallen på Charlottenborg. Foruden DR SymfoniOrkestret samarbejder PULSAR-festivalen i år med Kunstakademiets billedskoler. Læs mere på www.dkdm.dk/pulsar