Sminkør Birgitte Samson laver hår, makeup og alt mulig andet på de værter og medvirkende, hun har forbi kontoret i DR Byen. I DR kan man hyre sminken til specifikke projekter, og med sine mange år i DR har Birgitte Samson været med på mange af DR’s produktioner.
Hun har for eksempel været med til at kreere de grisetryner, som DR2’s nye satiresatsning -'Pøllehullet', har brugt i en sketch. Her har arbejdet været at få grisetrynerne til at se så realistiske ud – selvom de sidder på et menneske. En lidt anderledes opgave, som tager lang tid. Skuespillerne sidder i stolen i halvanden til to timer.
- Det er lidt forskelligt, hvornår vi bliver hyret. Men her kom skuespillerne forbi, fordi de syntes, det kunne være sjovt med nogle grisetryner. Sammen fandt vi ud af, hvordan det kunne se mest realistisk ud, fortæller Birgitte Samson.
Alsidigt arbejde
Hun skal kunne mange forskellige ting. I sit arbejde har Birgitte Samson blandt andet forvandlet en pige med meget langt, lyst hår til den korthårede og rødhårede 14-årige udgave af Helle i serien ’Min barndoms synder’. Hun har lavet sår, hævelser og andre skader til DR’s krimiserier, og de sidste tre år er det hende, der har lagt makeup på Dronningen, når hun skal holde sin nytårstale.
- Det har altid været DR, der sminker dronningen, og så er posten gået i arv – og nu er den altså endt hos mig, smiler Birgitte Samson, der også stod for Dronningens makeup til optagelserne på serien ’Frederik IX’.
Ifølge hende kræver arbejdet, at man tager hensyn til de ønsker, som dem, der skal forvandles, har.
- Jeg har arbejdet her i 25 år og har lavet nogle helt vildt spændende ting. Jeg var blandt andet med til at gøre Sofie Gråbøl klar til rollen som Sarah Lund i ’Forbrydelsen’, og jeg var fast sminkør for Sidse Babett Knudsen under optagelserne til ’Borgen’.
Men ved de mindre opgaver, hvor nogle skuespillere kun skal optage en enkelt dag eller to, har de jo ikke lyst til at få klippet og farvet håret eller få lavet en anden markant ændring. Det skal jeg også tage hensyn til og komme med kreative løsninger, siger hun.
Det er en bred palet af genrer, som sminkøren arbejder med. Udover de specielle opgaver laver hun også en del ’almindelig’ makeup.
Se hvordan grisetrynerne bliver monteret i denne timelapse:
Kunsten at være sminkør
Birgitte Samson har en lidt speciel baggrund for, hvordan hun er endt der, hvor hun er i dag. Udover uddannelsen som frisør har hun modtaget undervisning hos en kunstner i 10 år. Og hun bliver ved med at uddanne sig.
- Jeg har lavet mange portrættegninger og meget maskeringsarbejde, og det er jo en gave for mig i dag at kunne se tingene tredimensionelt. Det er logisk for mig, når jeg arbejder med det. Og jeg bliver ved med at uddanne mig og tager på kurser både her i landet og i udlandet.
Men med de forskellige kompetencer, som Birgitte Samson har, kræver det, at hun holder det hele ved lige. Det kan være svært, når det ikke lige er hver dag, at man laver en grisetryne eller andet arbejde, der er specielt.
- Du bliver kun god til ting, når du arbejder med det med jævne mellemrum eller i en længere periode. Hvis jeg kun havde prøvet at lave proteser en enkelt gang, havde jeg ikke sagt ja til grisetryneopgaven, men jeg har mange års erfaring med lignende. Der kan godt gå et år eller to mellem lignende opgaver, men jeg har lidt engang imellem for at vedligeholde det, fortæller Birgitte Samson.
Senest har Birgitte Samson været knyttet til flere underholdningsprogrammer som ’Alle mod 1’ og ’Fællessang - hver for sig’.