KOM MED: Sønderjyder indtager København sammen med P4

Fredag den 5. juni kan du opleve et stykke af Syd- og Sønderjylland på Vesterbro i København, når P4 Syd og P4 Esbjerg rykker studiet ud i det københavnske gadebillede med fotoudstillingen ’VI ELSKER HVOR DU BOR’ og sender live fra Vesterbro.

Mange sønderjyder er bosat i København. P4 Syd og P4 Esbjerg sætter dem nu i stævne. (Foto: Kia Hartelius)

Fredag morgen sender P4 Syd og P4 Esbjerg live fra ’Kihoskh’ på Sønder Boulevard; et kvarter, hvor alle veje har en reference til Sønderjylland – lige fra Dybbølsgade til Krusågade. 100 portrætter af syd- og sønderjyder bliver udstillet under åben himmel, og P4 Syd og P4 Esbjerg har inviteret en række personer med tilknytning til landsdelen i studiet.

Nogle gange kan man jo få det indtryk i debatten om yderområderne i Danmark, at der i vores region kun findes faldefærdige huse og butiksdød. Og ja, vi har udfordringer af den karakter, men vi har også mange ressourcer i skønhed, virkelyst og fantastiske fortællinger.

Inga Vind, Redaktionschef på P4 Syd

Sangerinden Penny Police giver et nummer og fortæller om, hvordan man kan høre i hendes musik, at hun er fra Sydjylland. Du kan også møde to sønderjyske håndboldspillere fra amatørholdet ’SG Mojn’, og den anmelderroste forfatter Torben Munksgaard, som er flyttet fra landsdelen, vil berette om sit had- og kærlighedsforhold til området. ’Kihoskh’ på Vesterbro får også besøg af to personer fra ’Sønderjysk Hjemstavnsforening’ på Landbohøjskolen, og fotografen Søren Solkær vil dele ud af inspiration fra sin hjemstavn.

Redaktionschef på P4 Syd Inga Vind håber, at mange vil lægge vejen forbi.

"Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi vores "ude-studie" på Vesterbro i København. Vi glæder os særligt til at hilse på de mange københavnere, der oprindeligt har rod i Syd- og Sønderjylland. Ofte savner de deres hjemstavn, og det er noget af det, vi skal have en snak om, når vi sender radio fra 'Kihoskh' på fredag," siger Inga Vind.

Fotoprojektet 'VI ELSKER HVOR DU BOR'

Når syd- og sønderjyderne indtager København på fredag, markerer det samtidig afslutningen af P4 Syd og P4 Esbjergs projekt ’VI ELSKER HVOR DU BOR’. 100 syd- og sønderjyder med forskellige sociale baggrunde er blevet fotograferet og interviewet, og siden den 2. februar og 100 dage frem har nysgerrige hver dag kunnet opleve et nyt foto og en unik sønderjysk historie på bloggen, vielskerhvordubor.dk, og på P4 Syd og P4 Esbjergs Facebook- og Instagram-side.

Derudover har syd- og sønderjyderne i løbet af foråret kunne opleve en række fysiske udstillinger af ’VI ELSKER HVOR DU BOR’ i blandt andet Sønderborg Lufthavn, Renbæk Statsfængsel og Asylcenteret Sønderborg Kaserne.

Skønhed, virkelyst og fantastiske fortællinger

Nu får københavnere også glæde af fotoprojektet, der formidler fortællinger om Syd- og Sønderjylland.

"Nogle gange kan man jo få det indtryk i debatten om yderområderne i Danmark, at der i vores region kun findes faldefærdige huse og butiksdød. Og ja, vi har udfordringer af den karakter, men vi har også mange ressourcer i skønhed, virkelyst og fantastiske fortællinger. Det har været et af formålene med 'VI ELSKER HVOR DU BOR' at sætte en konstruktiv visuel ramme om Syd- og Sønderjylland," siger Inga Vind.

Oplev fotoudstillingen og P4 live radio 5. juni klokken 6.00-9.00 hos Kihoskh, Sønder Boulevard 53 i København. P4 Syd og P4 Esbjerg sender live i samme tidsrum.