Kom med til optagelserne på ’Kender Du Typen’: Mylius gemte sig i sit anneks imens

Måske så du, at ’Kender Du Typen’ onsdag besøgte radiovært Jørgen de Mylius i hans sommerhus. Vi var med, da holdet skulle optage programmet i Tisvildeleje med den nye vært, Anna Lin.

  • Vært Anna Lin og livsstilsekspert Flemming Møldrup er klar til at tage første runde i dagens sommerhus. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Tilrettelægger Charlotte Rafn er klar til dagens optagelser. Hun har allerede på forhånd besøgt hovedpersonen og aftalt de nærmere betingelser for, hvad holdet må og kan. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
  • Der er lavet nøje aftaler med dagens hovedperson, Jørgen de Mylius, om, hvornår han må komme, og hvornår han skal ’gemme sig’. Her ankommer han, sammen med datteren Rose på 16. De ankommer før Flemming Møldrup og Anne Glad Wagner. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Jørgen de Mylius og datteren Rose følger med i, hvad der bliver sagt under dagens optagelser, fra det lille anneks til sommerhuset. Her skal de tilbringe det meste af dagen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Tilrettelægger Charlotte Rafn følger med i optagelserne inde fra sin plads i DR’s bil. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Nogle af dem, du aldrig ser på skærmen, når der er ’Kender Du Typen?’ På forhånd er der lagt nøje planer for, hvor der skal og kan filmes i huset eller lejligheden, de besøger. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Anne Glad Wagner får lige en sidste tur i sminken, før hun skal se Mylius’ sommerhus. Vært Anna Lin bagerst har allerede vist det til Flemming Møldrup på det tidspunkt. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Inde i sommerhuset er der nu gang i en lille quiz. For er hovedpersonen mon startet med akvarelmaling, har han fået hund, eller er han begyndt med at sejle under corona? Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Flemming Møldrup og Anne Glad Wagner gætter på to forskellige denne dag. Flemming viser sig at have ret i, at det er Jørgen de Mylius, der bor der. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Så er det afsløret, hvem der har haft sommerhus i Tisvildeleje i 45 år og er vild med rysteribs. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Jørgen de Mylius og tilrettelægger Charlotte Rafn runder af efter næsten seks timer med optagelser. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
1 / 11

Allerede på den blinde vej op til sommerhuset bliver det afsløret, at der vist er gang i noget helt særligt i dag i nordsjællandske Tisvildeleje. Tre DR-biler er klemt ind på den sparsomme plads, og rundt omkring bilerne har alt fra rekvisitør over sminkør til fotografer og tilrettelægger travlt med at gøre klar.

Naboerne ved formentlig godt, at de bor ved siden af en kendis. For han har ejet sommerhuset ’Gervilhus’ – en sammentrækning af Gerda og Vilhelms hus – i 45 år. Men livsstileksperterne Anne Glad Wagner og Flemming Møldrup ved det ikke, og i dagens løb skal de prøve at regne ud, hvem ejeren er.

DR er i gang med optagelserne til en sommerudgave af ’Kender Du Typen?’, som efterhånden har været sendt i forskellige varianter i godt 25 år. Det er faktisk lige så længe, som den nye vært, Anna Lin, har levet. Hendes første fire programmer i værtsrollen bliver sendt her i sommer, og vejret kunne ikke have været bedre til at besøge de 146 kvadratmeter sommerdomicil i Tisvildeleje.

- Lige en vigtig ting fra start. Vi nævner aldrig navnet på den kendte under optagelserne, så det vil jeg opfordre jer til heller ikke at gøre. Vi omtaler altid vedkommende som ’hovedpersonen’, siger tilrettelægger Charlotte Rafn til fotografen og undertegnede fra en start.

’Hovedpersonen’ viser sig at være DR-radiovært Jørgen de Mylius, hvad du måske så på DR1 eller DRTV onsdag. Inden optagelserne går i gang, ankommer han og datteren Rose på 16, men nogen decideret plads i rampelyset får de bestemt ikke under optagelserne.

De bliver placeret i sommerhusets anneks, hvor der er sat en skærm op, så de kan følge med i, hvad der bliver sagt, når vært Anna Lin tager Flemming Møldrup og Anne Glad Wagner med rundt hver for sig i sommerhuset. Imens har Jørgen de Mylius og datteren ’udgangsforbud’ fra annekset, og i de næste timer er det nøje planlagt, hvornår de må opholde sig synlige steder på matriklen.

Flemming ser huset først

Omkring klokken 9.30 denne tirsdag går optagelserne i gang. Flemming Møldrup ser huset først, mens Anne Glad Wagner er i sminken og først får turen et par timer senere.

- Dagens hovedperson er selvforsynende i ribs, han besøger Tisvildeleje, når han skal have fred og ro, og så har han seks børn i alderen fra 16 til 50 år, indleder Anna Lin, mens kameraerne snurrer, og hun og Flemming endnu står i haven.

Kort tid efter går de indenfor. Alt imens følger tilrettelæggeren på dagens program, Charlotte Rafn, med i optagelsen fra en af de tre DR-biler.

- Vi kom i går og begyndte at gøre det hele klar. Vi er omkring 15 til at lave et program, og vi er helt selvkørende. Vi har alt med – også kaffe og vand. Noget af det første, vi gør, er at gå huset igennem for særlige kendetegn, der kan afsløre personen. Klassikeren er navn på postkassen eller dørklokken, og i dag har vi også fjernet billeder af konen. Det kan være, at Flemming eller Anne også har set hende før, forklarer Charlotte Rafn.

Den seneste tid har hun selv brugt på at lære ’typen’ at kende, efter at casteren Elisa Lykke har hjulpet med at finde en hovedperson, der var parat til at få gæster og være med på spøgen.

- Sammen med en af de andre fra holdet har jeg været på research hos Jørgen de Mylius inden. Her talte vi blandt andet om hans vaner, ligesom vi fik ideer til, hvor vi kunne filme, og aftalte om vi for eksempel måtte åbne skuffer og skabe. Det er også ved disse møder, vi typisk taler om, om der er noget, der skal fjernes på forhånd, fordi det vil afsløre for meget, siger Charlotte Rafn.

Har fået ny hobby under corona

Inden optagelserne har hun også gennemgået manuskriptet med Jørgen de Mylius – ikke mindst for at sikre, at det, der bliver sagt er korrekt, ligesom der er lavet spørgsmål, som Anne og Flemming skal gætte. I dag skal de for eksempel gætte, om det er akvarelmaling, det at have hund eller en sejlbåd, som er blevet Jørgen de Mylius’ nye hobby i coronatiden.

- Det lykkes heldigvis altid at finde nogen, der vil være med, og sjovt nok kommer der hele tiden nye mennesker, der bliver kendte eller gør sig bemærket. Der er da nogle, der siger nej tak til besøget. Andre siger, at de godt vil det senere, men at det passer dem dårligt lige nu, beretter Charlotte Rafn.

Mens Jørgen de Mylius og datteren Rose fortsat sidder i annekset og følger med i, hvad der bliver sagt, kommer Flemming Møldrup ud af sommerhuset efter et par timer. Her har holdet filmet på udvalgte steder, og han har luftet, hvilken type, han tror, der bor der.

Da Flemming er ude af huset, og vi står og taler lidt oppe ved hovedgaden i Tisvildeleje, kan hovedpersonen selv komme på toilettet og strække ben, inden Anne Glad Wagner skal besigtige huset efter frokost

Flemming Møldrup har været livsstilsekspert på programmet siden 2015, og han hygger sig tydeligvis med at lave udsendelserne.

- Jeg fik at vide i forgårs, at jeg skulle møde op på hotellet i Tisvildeleje. Det er dejligt, at vi både sidste sommer og i år har skullet gætte sommerhuse, for det betyder, at vi kommer lidt andre steder, end vi plejer, når vi laver de ’almindelige’ udsendelser. Da er vi tit i byen, mens vi får set nogle helt andre områder i disse sommerprogrammer, siger Flemming Møldrup.

Sommerhuse er sværere at gætte

Han lægger dog heller ikke skjul på, at det er sværere at gætte ’sommerhustyperne’, end når man besøger et helårshjem.

- Folk har typisk en mindre forpligtende relation til deres sommerhus, og nogle gange følger inventaret med fra den forrige. Det gør det sværere for os at gætte, siger Flemming Møldrup.

Selv om det er velkendt, at han og Mads Steffensen havde en helt særlig relation og humor, når de optog ’Kender Du Typen?’, synes han også, at det går rigtig godt med Anna Lin i spidsen.

- Produktionen af programmerne har kørt i årevis, og det ligger bare på rygraden, hvem der skal gøre hvad, når vi skal lave et program. Anna er gået direkte ind og blevet en del af det. Programmet har kunnet overleve 25 år med både nye værter og nye eksperter, fordi det er stærkt koncept, mener Flemming Møldrup.

Ifølge ham selv møder han op til optagelserne ’som den, han er’. Men det sker dog, at han får lektier for. I dag skal der tales om stalkingsystematiske uønskede kontaktforsøg, da hovedpersonen har døjet med en kvindelig stalker. En anden dag kan det være bonsaitræer, livsstilseksperterne skal have sig forberedt ekstra på.

’Det sjoveste, jeg laver’

Anne Glad Wagner, der har ’kendt typen’ i 12 år efterhånden, har benyttet lejligheden til at sætte sig mere ind i, hvordan Tisvildeleje – i den tid, Jørgen de Mylius har ejet sommerhuset - er gået fra at være et sted med fiskere til et sted, hvor den kreative klasse og ’jetsettet’ kommer.

Efter frokosten tager hele holdet endnu en tur rundt i sommerhuset fra 1924 med Anne Glad. Hun øser af sin viden om området, som hun allerede har sat sig ind i tidligere, fordi ’Kender Du Typen?’ også besøgte kogekonen Camilla Plum på de kanter.

- ’Kender Du Typen?’ er helt klart det sjoveste, jeg laver, og programmerne bliver ved med at overraske, fordi det hele tiden er nye typer, vi besøger. Når det er sagt, er jobbet nok blevet lidt lettere med årene. Der er blevet langt flere, der generelt arbejder med fokusgrupper, planning og analyser, så der er blevet mere viden tilgængelig om ’typer’ – samtidig med, at jeg selv lærer en masse at kende, når jeg er ude at holde foredrag og oplæg, som jeg også gør, forklarer Anne Glad Wagner.

Hun synes, det er supersjovt at være en del af holdet, og at stemningen er god på programmet. Samtidig har hun lutter ros til den nye vært, Anna Lin.

Godt nok var det ikke Anne Glad Wagner og Flemming Møldrup, der tog beslutningen om, at Anna Lin skulle have jobbet. Men de deltog begge i den casting, hvor forskellige værtskandidater var kaldt til ’samtale’ og skulle foregive, at de lavede en intro og vise et køkken hos en hovedperson frem.

Indtil videre har Anna Lin kun budt velkommen til et par programmer, men hun er allerede vild med det. Det er et godt arbejde, og hun kan godt lide det teamwork, der er om at få programmet i kassen.

- Der er dem, der synes, det har været Mads Steffensens program, og jeg håber da, jeg kan løfte det. Men jeg har allerede mødt megen respekt, og jeg er glad for, at udsendelserne slet ikke handler om mig. Folk får noget at vide, og til en vis grænse tilfredsstillet deres nysgerrighed, og jeg synes, vi gør det på en varm måde, siger Anna Lin.

Da hun var blevet tilbudt jobbet, efter at hun tidligere har været vært på DR’s nyheder for børn, ’Ultra Nyt’, opfordrede Anna Lins mor hende til lige at sove på tilbuddet, før hun svarede. Og det gjorde hun.

- Det gjorde mig bare endnu mere sikker, da jeg skulle svare næste dag, smiler hun.

Jørgen de Mylius er 'afsløret' som dagens hovedperson, og vært Anna Lin taler med ham om sommerhuset, som han har ejet gennem 45 år. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Den kendte afsløres

Nu er det lige inden, det skal afsløres, hvem vi er hjemme hos denne tirsdag.

Alle – undtagen hovedpersonen – har taget plads på græsplænen foran sommerhuset, og i hænderne har Anne Glad Wagner og Flemming Møldrup – der her mødes for første gang i dag - billeder af dagens tre valgmuligheder. Er det mon Bille August, Jørgen de Mylius eller Eddie Skoller, der siden 1976 har tilbragt sine somre – og andre afslappende dage – i huset?

På forhånd har Anne fået to points i dagens pointquiz, mens Flemming har fået et. Så Anne står umiddelbart til en sejr. Det ændrer sig dog kort tid efter, hvor hun gætter på, at det er Eddie Skoller, de besøger, mens Flemming tror, det er Jørgen de Mylius.

De to livsstilseksperter bliver placeret i et fjernt hjørne af den store have, mens en fra holdet går ind og siger til Jørgen de Mylius, at han godt må komme ud nu. Det gør han kort tid efter – via verandaen.

Anne Glad Wagner er tydeligvis ærgerlig over, at hun nu alligevel tabte, mens Flemming Møldrup glæder sig over dagens sejr.

De hilser på Jørgen de Mylius, der er trukket i shorts, hvad han ikke var, da han startede i annekset.

De to eksperter og Anna Lin taler med ham om, at det var hans far, der var vild med rysteribs (skyllede rå ribs blandet med sukker, red.), og at Mylius nu kan spise retten til stort set alt. Optagelsen er ved at være forbi, hovedpersonen er afsløret, og fotografen skal lige have taget et fællesfoto, der kan bruges som pressefoto.

Ramte 85 procent rigtigt

- Det var virkelig sjovt at sidde i annekset og høre deres kommentarer. Jeg vil sige, at de ramte rigtigt med 85 procent af det, siger han til os, da kameraerne er slukkede.

Jørgen de Mylius fortæller, at ’Kender Du Typen?’-holdet i flere år har vist interesse for at besøge ham. At få DR på besøg var bestemt ikke fremmed for radioværten, der tidligere i år kunne markere, at det er 58 år siden, han sendte sit første DR-program. Men det var mere omstændighederne for besøget, der lige skulle passe.

- Hjemme på Frederiksberg ville der være alt for meget, der skulle laves om, fordi jeg har musik og billeder alle vegne, og fordi det ville være for tydeligt, at det var mig. Det var meget bedre her, smiler Jørgen de Mylius.

Sommerhuset har betydet rigtig meget for familien, og gennem årene er det blevet brugt af både unge og voksne børn og af ham selv og hustruen Inger de Mylius, der er tandlæge på Frederiksberg.

- Det er basen for os om sommeren, og vi bruger det også, når vi ikke har fri. Så kører jeg til DR Byen og laver radio og kører tilbage til Tisvildeleje igen, beretter Jørgen de Mylius.

Alt imens er vært, livsstileksperter og hele DR-holdet ved at have rullet ledningerne sammen og pakket. Snart kører DR’s biler atter mod Aarhus, hvor redaktionen bag programmet holder til.

Godt nok var det ’kun’ Flemming Møldrup, der kendte typen denne tirsdag, men Anne Glad Wagner ser ud til at leve godt med det. Hun har vundet mange gange før, og det vigtigste er, at de har det sjovt. Det har de – og om en uges tid er det en ny, de skal lære at kende og på besøg hos.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk