KOMMENTAR: Ordentligt klædt på?

I lørdags blev Ph.D.-Cup vist på DR2. Kulturdirektør i DR, Tine Smedegaard Andersen, har skrevet denne kommentar, som bygger på velkomsttalen til Ph.D-Cup.

DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

”Også i Information?!,” tænkte jeg. Under overskriften ”Dybere weekend”, stod der: ”I 1. sektion leverer vi et fast baggrundsopslag på ugens væsentligste historie … og klæder læseren på til at tale med om sagen.” Det er det der med at klæde på. Vendingen er alle vegne i øjeblikket, og jeg har spekuleret på hvorfor. Jeg forestiller mig, at i kølvandet på, at eksperter blev et skældsord, blev netop eksperterne til en vis grad fortrængt fra at mene noget offentligt om politik og samfund, og nu har en sproglig vending sendt dem om i de fjerne områder af påklædningsværelserne, backstage, hvor de så kan stå, til nogen kalder dem frem for at klæde andre på. Ligesom påklædningsdukker - dem fra vores barndom, hvor hanken altid knækkede af ved skuldrene, og bukserne aldrig, aldrig kunne sidde fast.

I en daglig kommunikationsstrøm, som til stadighed accellererer og en virkelighed, hvor beslutninger skal tages med stadig større hast, er der ofte brug for, at mennesker kan blive ”klædt på” i en farlig fart. Det må bare ikke stå i stedet for, at folk med virkelig stor viden om et emne også selv kommer til orde, så vi alle får direkte adgang til den viden og indsigt de ligger inde med.

Det gjorde de, da Information i denne uge for tredje år i træk var primus motor i en stor indsats for præcis at få eksperter og deres viden frem i det offentlige rum, til formidlingen og til de debatter, hvor væsentlige beslutninger for vores samfund bliver taget. Dagbladet Information, Danske Universiteter, Lundbeckfonden og DR afholdt Ph.D.-Cup i DR Koncerthuset. I Ph.D.-Cup dyster otte unge forskere om, hvem der bedst, på tre minutter og med kameraerne rullende, kan sammenfatte deres forskning og dens relevans for vores tid over for et panel af tre dommere og 200 tilskuere. Forud for den afsluttende konkurrence har deltagerne fået kommunikationsundervisning og hjælp til deres manuskripter, og de er blevet trænet til at optræde på TV.

Her er det altså unge, lærde mennesker, som bliver klædt på. Ikke med viden – den har de allerede. De får hjælp af medie- og kommunikationsvante mennesker, så de bedre kan formidle deres indsigt og rækkevidden af deres opdagelser – i en medievirkelighed, som de ikke er uddannede til.

DR skal udfordre, oplyse og samle Danmark. Ja, faktisk var det en væsentlig drivkraft for grundlæggelsen, at man fra politisk hold måtte sørge for, at befolkningen ikke blev vildledt af sludder og skadelige påvirkninger fra det nye, kraftfulde medie, radioen, men at de usynlige bølger der via øret trængte ind i hjernen, blev brugt i uddannelsens og oplysningens tjeneste.

Out of the darkness

Vi har også lige så længe forsøgt at balancere en dyb faglig forankring med en lige så bred forpligtelse på at formidle, så mennesker bliver klogere og berigede af det, de ser og hører: Så vi tilbyder rum af viden, sansning og oplevelser, som gør vores verden større – både vores fælles verden og den vi hver især bærer indeni.  Som direktøren for Aros så smukt har formuleret det på udstillingen ”Out of the Darkness”: at gribe verden ved at begribe verden.

Dermed går der i Danmark og for DR en lige linje fra Ph.D.-Cup til folkeoplysning, højskolebevægelsen og Grundtvigs poetiske og retoriske spørgsmål: ”Er lyset for de lærde blot?” til Rosenkjær-foredragene, til P1 Live Ex – Festival for Farlige Ideer, til Detektor på DR2 og selvfølgelig til Peter Lund Madsens ”Hjernekassen”. I sidste uge hørte jeg Peter Lund Madsen give et kort foredrag om menneskehjernens udvikling, og meget apropos Ph.D-Cup nævnte han især én egenskab ved den menneskelige hjerne, som er afgørende for, at det er mennesker, der er her i dag, og ikke f.eks. Neanderthalerne: vores empati og evnen til at forestille os, hvad der foregår i andre – og dermed til at kommunikere, danne relationer og samarbejde.

Fra stumper til helhed

Det blev jeg så utrolig opløftet over at høre. I januar besøgte jeg Singularity University i Silicon Valley i USA. Der blev talt eksponentiel udvikling og computerkraften i verden – som inden længe vil overgå den samlede hjernekapacitet i menneskehedens forsamlede hoveder. En dataeksplosion og computerkraft, som mere end nogensinde før – sådan tænkte jeg – vil fordre, at nogen med ånd og krop og sjæl tør samle stumperne og analyserne til helheder. Sådan som eksperter vover det, når de udtaler sig til tv og radio om vanskelige emner, selv om de egentlig ikke egner sig til så kort en form. Eller sådan som hver af de udvalgte Ph.D’er, der stod på scenen forleden, gjorde det på tre minutter på hver deres område. Sådan en præstation kræver mod – vi taler national television(!)- at man vil risikere kritik og udstilling. At man tør vove at tro på og sige højt, hvad man har set, tænkt og konkluderet. Også når det er nyt, og måske udfordrer det bestående. - At man er menneske med andre ord, og ikke f.eks. robot eller Neanderthaler.

Forud for, at de otte unge forskere kunne stå der er gået – først og fremmest årevis af forskning. Nogle af dem har formentlig bevidst eller ubevidst interesseret sig for deres felt, siden de var børn, og i hvert fald stod de ikke på scenen, hvis de ikke havde brugt en meget stor del af deres ungdom og voksenliv med næsen i forskning, hvad enten det nu er foregået i laboratorier, i felten eller bag computeren.

Evnen til at formidle

Vores tid er heldigvis kendetegnet ved meget stor videbegærlighed. Men den er også præget af behovet for at virke belæst og vidende. På de sociale medier kappes der om at have fundet den seneste lille dybe aforisme, at fremstå originale, opdaterede og dannede. På samme måde, som der er et pres på forskningsmiljøerne for at frembringe forskning, der er indlysende nyttig – og på en måde, som er umiddelbart begribelig også for mennesker uden forkundskaber.

Men vi lever af, at andre igennem mange års stædige slid bringer dyb viden frem. At andre har en ydmyghed, som flere af kombattanterne fra Ph.D.-Cup udtrykte det i interviews i Information forud for Cup’en. Ydmyghed og respekt over for det faktum, at deres bidrag til forskningen kun er et lille element i en lang kæde af viden, der langsomt – sommetider over århundreder – bliver til helheder. Helheder, som ender med at redde menneskeliv eller den klode, vi alle i stigende grad bekymrer os for og over. Ph.D-Cup minder os om, at for en hurtig verdens betragtning kan man ikke altid se nytten af det lille, sommetider mikroskopiske element, den enkelte forsker sidder med, så der er brug for tålmodighed fra både formidleres og politikeres hold.

Inden det så selvfølgelig skal bruges, og formidles. Det, Ph.D.-Cup’ens påklædere i form af kommunikationsfolk og medietrænere bibragte de unge forskere, var ikke overfladiskhed – men lethed: evnen til at formidle for langt flere og potentielt for rigtig mange. Det er en stolt dansk tradition, at de to ting hænger sammen: At lade så mange som muligt uddanne sig på så højt niveau som muligt, med forpligtelsen til derefter at bruge og formidle den viden til glæde for mange – i undervisning og samfundsdebat. Så vi sammen også fremover kan del tage på højt og indviet niveau i verdens udvikling. Ordentligt klædt på.

Ph.D.-Cup blev vist på DR2 lørdag aften og kan streames på dr.dk/tv.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter