Kronprinsparrets Stjernedryspriser går til to unge musikere

'Aftenshowet' på DR1 kunne torsdag aften afsløre, hvem der får Kronprinsparrets Stjernedryspriser; nemlig violinisten Rune Tonsgaard Sørensen og sangerinden og sangskriveren MØ.

'Aftenshowet' på DR1 kunne torsdag aften afsløre, at Kronprinsparrets Stjernedryspriser i år går til to unge talentfulde musikere fra hver sin genre, nemlig violinisten Rune Tonsgaard Sørensen og sangerinden og sangskriveren MØ. Priserne bliver overrakt af Kronprinsparret i Operahuset i Sydney den 28. oktober.

Det er netop blevet afsløret i 'Aftenshowet' på DR1, hvilke to unge kunstnere, der skal rejse om på den anden side af jorden for at modtage Kronprinsparrets Stjernedryspriser den 28. oktober i Operahuset i Sydney.

Der er tale om to talentfulde kunstnere, som arbejder inden for hvert sit musikalske felt, nemlig violinisten Rune Tonsgaard Sørensen og sangerinden og sangskriveren MØ (alias Karen Marie Ørsted).

Musikalsk træfsikkerhed

Den 24-årige sangerinde og sangskriver MØ skaber musik, der rummer ingredienser fra soul, urban og indiepop. Hun er oprindeligt fra Odense og fungerede i flere år i undergrundsmiljøet som en del af det anarkistiske pigeelektropunkband Mor. Som soloartist brød hun igennem i marts 2013, hvor hun blev P3's Uundgåelige med tracket 'Pilgrim'.

MØ er udvalgt af H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary for sin charmerende kombination af musikalsk træfsikkerhed og uforudsigelighed. Hun er et talent, som ikke kan overses. Hendes sange har en smittende energi og musikalsk opfindsomhed, der fungerer både foran det smalle og det brede publikum. På den svedige natklub og i den prægtige koncertsal.

- Det er en meget stor ære at modtage en royal pris, og det kom meget bag på mig, at jeg skulle modtage den, når jeg for tre år siden spillede smadderpunk på Fyn. Det er meget overvældende på den gode måde, udtaler MØ, alias Karen Marie Ørsted.

Unik cocktail af klassisk musik og folkemusik

Violinisten Rune Tonsgaard Sørensen er født i 1983 og opvokset i Roskilde. Han begyndte at spille violin som 5-årig på Suzuki-instituttet og underviser nu selv som timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har bl.a. vundet specialprisen ved den 8. Internationale Carl Nielsen-konkurrence i 2008.

Rune Tonsgaard Sørensen er udvalgt af Kronprinsparret, fordi han imponerer med sit præcise og følsomme spil, overlegne teknik og melodiøsitet. Få andre musikere i den klassiske verden gør mere for at blande den klassiske musik med den danske folkemusik.

På trods af sin unge alder er han koncertmester i Copenhagen Phil (tidligere Sjællands Symfoniorkester) og en fjerdedel af Den Danske Strygekvartet, som blandt andre har spillet med DR Symfoniorkestret og DR Underholdningsorkestret. Folkemusikken dyrker han som en tredjedel af trioen Dreamers' Circus. 

- Det, at jeg modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris, opfatter jeg som en kæmpe anerkendelse og et håndgribeligt bevis på, at der bliver sat pris på det, jeg laver. Jeg er utroligt glad og stolt over, at Kronprinsparret med denne pris sætter fokus på den klassiske musik og den traditionelle folkemusik, der ellers ikke nyder så stor bevågenhed, siger Rune Tonsgaard Sørensen.

Ud over anerkendelsen modtager begge kunstnere 50.000 kroner og skal spille koncerter i Sydney som en del af den dansk-australske kulturudveksling, der finder sted i anledning af Operahusets 40 års jubilæum den 20.-28. oktober 2013.

Uddelingen af Kronprinsparrets Priser 2013 præsenteres i et stort anlagt tv-show, som afholdes i Sydney Opera House og vises i Danmark på DR1 og i Australien på SBS. Her afsløres også vinderne af Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris på hver 500.000 kroner.

Fakta

Kronprinsparrets Stjernedrysprisvindere 2013

MØ, alias Karen Marie Ørsted, født i 1989 i Odense.

Brød igennem som soloartist i marts 2013, hvor hun blev P3s Uundgåelige med tracket "Pilgrim". Har en fortid i pigepunkduoen Mor. Flere udenlandske og anerkendte musikmedier, heriblandt Pitchfork roser Mø for hendes evne til at blande soulinspireret-pop, electronica og R&B. Optrådte sidste år ved den toneangivende festival CMJ i New York og spillede ved Vegas Udvalgte i januar. Hun arbejder pt. på sin debutplade.

Rune Tonsgaard Sørensen, født i 1983 og opvokset i Roskilde.

Begyndte med at spille violin som 5-årig på Suzuki-instituttet Underviser nu selv som timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Har bl.a. vundet specialprisen ved den 8. Internationale Carl Nielsen-konkurrence i 2008. Var initiativtager til den første Brahms Festival i 2007. Er koncertmester i Copenhagen Phil (tidligere Sjællands Symfoniorkester) Udgør en fjerdedel af Den Danske Strygekvartet, som bl.a. har spillet med DR Symfoniorkestret og DR Underholdningsorkestret. Udgør en tredjedel af folkemusiktrioen Dreamers' Circus. 

Om Kronprinsparrets Priser

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk og grønlandsk kultur og socialt arbejde. Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.

Kronprinsparrets Kulturpris: 500.000 kroner og kalejdoskop af Olafur Eliasson Formålet med prisen er at synliggøre og anerkende en markant dansk eller grønlandsk kunstner med internationalt potentiale. Prisen kan deles mellem flere personer, der i fællesskab har skabt store kunstneriske præstationer.

Kronprinsparrets Sociale Pris: 500.000 kroner og kalejdoskop af Olafur Eliasson  Formålet med prisen er at synliggøre og anerkende et banebrydende dansk eller grønlandsk projekt inden for det sociale område.

Kronprinsparrets Stjernedryspriser: to priser à 50.000 kroner Formålet med priserne er at synliggøre og anerkende to yngre danske eller grønlandske kunstnere, som er på vej til at bryde igennem.

Facebook
Twitter