Kvinderne har for alvor taget smartphonen til sig

Forbrugerelektronik er ikke længere kun mænds domæne. Kvinder har nu lige så mange smartphones som mændene, viser rapporten ’Medieudviklingen 2013’ fra DR Medieforskning.

Kvinderne er helt vilde med at gå på Facebook via smartphonen, viser undersøgelsen. (Foto: Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Forbrugerelektronik bliver tit forbundet med yngre mænd, og når et eller andet firma lancerer en ny smartphone, er det tit personer af hankøn, tv-seerne har set ligge i kø med termokander og soveposer for at få fat i den nyeste elektronik.

Men mænds dominans på den front er ovre nu. Faktisk er der lige så mange kvinder som mænd, der har en smartphone nu, fremgår det af rapporten ’Medieudviklingen 2013’, som DR Medieforskning udgiver i midten af januar.

Med afsæt i TNS Gallups Mobil Devices-undersøgelse fortæller rapporten, at 67 procent af befolkningen mellem 15 og 70 år har en smartphone, og at der stort set ikke længere er forskel i udbredelsen blandt mænd og kvinder.

”Det er nyt, at kvinderne er ligestillede med mændene, når det gælder sådanne typer af forbrugerelektronik,” noterer medieforskerne Tina Skov Gretlund og Jacob Lyng Wieland fra DR Medieforskning, som har set på smartphone-udbredelsen i rapporten.

Vilde med Facebook

Kvinderne bruger - som mændene, deres smartphone til mange forskellige ting.

”Men specielt brugen af sociale medier springer i øjnene. Her bruger kvinder med smartphone markant mere tid på sociale medier hver dag – nemlig 53 minutter – mod mændenes 40 minutter, og det mest populære sociale netværk er uden tvivl Facebook,” konkluderer de to medieforskere.

I 2013 har hele 72 procent af alle kvindelige smartphone-brugere Facebook installeret, hvor det samme tal for mænd er 64 procent.

Kvinderne henter nu også andre apps end sociale medier, og faktisk er de blevet lidt nogle spillehajer i året, der gik. Frem til 2012 var der flere mænd end kvinder, der havde downloadet apps til deres smartphone inden for spilkategorien, men i 2013 har flere kvinder end mænd downloadet spil. Ikke mindst apps som Wordfeud og Quizbattle har haft særlig appel til kvinder i årets løb.

Af den nye rapport fremgår det også, at der måske er en lille app-træthed at spore blandt smartphone-brugerne. For faktisk har danskerne med smartphone i gennemsnit installeret 17 apps i løbet af 2013, hvor tallet var 19 sidste år.

Ældre har også fået smartphone

Det er ikke kun blandt kønnene, der er sket forskydninger i antallet af smartphones i årets løb. Stadigt flere ældre hopper også med på bølgen, viser det sig.

”Næsten halvdelen af de 60-70-årige har i dag en smartphone, og det er en voldsom stigning i forhold til sidste år, hvor det kun gjorde sig gældende for en fjerdedel. Også her er det især kvinderne, der har fået smartphone i årets løb, men mændene er stadig i overtal,” forklarer Tina Skov Gretlund og Jacob Lyng Wieland.

Blandt de 60-70 årige er smartphonen nu ikke helt så rødglødende, som den er blandt de yngre danskere. 16 minutter dagligt bliver det til andre aktiviteter end at tale, hvor det samme tal for de 15-24-årige er en time og 51 minutter.

Facebook
Twitter