Laust fra ’1864’ får nordisk sprogpris

Skuespilleren Jakob Oftebro stammer fra Norge, men har gjort sig i Danmark – senest i DRs dramaserie ’1864’.

Jakob Oftebro spiller fynske Laust i ’1864’, selv om han er nordmand. Og han klarer det så fint, at han nu får Nordens Sprogpris. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

Det sidste, seerne så til den 28-årige skuespiller Jakob Oftebro var, at han døde i rollen som soldaten Laust i syvende afsnit af DRs dramaserie ’1864’.

Nu popper han op igen – som modtager af Nordens Sprogpris 2014, som Foreningen Norden uddeler.

”Han får prisen for sit brændende engagement for nordisk sprogforståelse. Jakob Oftebro er et lysende eksempel på, at det kan lykkes for en skuespiller flere steder i Norden. Gennem sit virke bruger han hele spektret af det skandinaviske sprog, og han leger med forskellige dialekter,” lyder det blandt andet i begrundelsen for at give ’1864’-skuespilleren prisen.

Jakob Oftebro er nordmand, og han kom ind på Statens Teaterhøgskole i Oslo som 18-årig. Han arbejdede ved Rogaland Teater, inden han tog til København og læste videre på Statens Teaterskole. Siden 2008 har han boet på Nørrebro i København.

Stor ære

Jakob Oftebro har – udover ’1864’ - blandt andet medvirket i den Oscar-nominerede norske spillefilm ’Kon-tiki’, ligesom han spillede brutal terrorist i DR-dramaserien ’Broen’. Han er også med i en række film- og tv-serier, der har premiere i 2015.

Selv siger han:

”Det er en stor ære og utroligt rørende at modtage Nordens Sprogpris. Jeg arbejder hver dag for, at vi skal se og engagere os i vores naboers historier og problematikker,” siger Jakob Oftebro.

Nordens Sprogpris er blevet uddelt siden 2010, og blandt de tidligere modtagere er skuespilleren Ghita Nørby, Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadottir og den norske tv-vært Fredrik Skavlan.

Der er mulighed for at se ottende og sidste afsnit af ’1864’ på søndag klokken 19.00 på DR K, og frem til den 7. december ligger alle afsnit af Ole Bornedals serie også på dr.dk.

 

Facebook
Twitter