Leg blandt kronjuvelerne: DR’s ’Ramasjang Mysteriet’ flytter ind på Rosenborg

DR og Kongernes Samling samarbejder om et helt særligt projekt i vinterferien, hvor børn kan lege superdetektiver blandt de ægte kronjuveler.

Lige nu viser Ramasjang tredje sæson af ’Det store Ramasjang-mysterie’, hvor kronjuvelerne er i fare. I vinterferien kan man selv være med til at redde dem på Rosenborg Slot, hvor de også befinder sig det meste af tiden. (Foto: DR)

Man må sige, at det hører til de absolutte sjældenheder, at man kan lege blandt kronjuvelerne på Rosenborg Slot i København. Det er ikke desto mindre, hvad børn og deres forældre kan i skolernes vinterferie fra lørdag den 12. februar til søndag den 20. februar.

I anledning af H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum har den nye sæson af børneprogrammerne ’Ramasjang Mysteriet’ fokus på kronjuvelerne, som skurkene vil stjæle. Og i skolernes vinterferie flytter ’Ramasjang Mysteriet’ ind på Rosenborg blandt netop kronjuvelerne. Her bliver de rammen om vinterferieaktiviteterne på slottet, og det hele sker i et samarbejde mellem DR og Kongernes Samling, der er en museumssamling tilknyttet kongehuset.

Når børnene træder ind på Rosenborg, bliver de taget imod af to detektivassistenter, og de møder en genkendelig scenografi fra ’Ramasjang Mysteriet’. Samtidig viser detektivassistenterne en video med ’Ramasjang Mysteriet’s helt, Kristian Gintberg, der forklarer situationen.

Har brug for superdetektiver

Hele scenen bliver, at Rosenborgs ædle skatte er i fare, fordi ’Ramasjang Mysteriet’s skurke har ændret koden til slottets alarmsystem. De har planer om at stjæle kronjuvelerne. Derfor har de hårdt brug for skarpe superdetektiver til at løse opgaven med at finde fire cifre, så alarmsystemet kan slås til igen.

De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både bliver udstillet som museumsgenstande og samtidig bliver båret af landets dronning. Kronjuvelerne må kun anvendes af Dronningen og kun inden for rigets grænser. De befinder sig til daglig i Skatkammeret under Rosenborg Slot og forlader kun slottet, når Dronningen skal bruge dem, hvis eller for eksempel har statsbesøg.

Netop fordi Dronningen tidligere på året havde 50-års regeringsjubilæum, har DR Ramasjang, der har de 4-8-årige som målgruppe, sat fokus på dem i denne sæson af ’Ramasjang Mysteriet’.

- Det var oplagt, at Ramasjang skulle forsøge at behandle netop dette emne, så også de yngste af DR’s brugere er bekendt med kronjuvelerne og Rosenborg, og at Danmark har en dronning. Med historien om skurkene, der vil stjæle kronjuvelerne på Rosenborg Slot, har det ligeledes været et mål at sætte fokus på noget konkret og ægte, som børnene kan opleve og møde i virkeligheden, nemlig kronjuvelerne og Rosenborg Slot, forklarer redaktør Lene Mailund Mikkelsen fra DR B&U, som producerer ’Ramasjang Mysteriet’.

Dronning Margrethe er her iført kronjuvelerne. Billedet er fra 1983. (© Rigmor Mydtskov)

Testamente i 1746 fik stor betydning

Kronjuvelerne har en lidt sjov historie, der går tilbage til Christian VI’s dronning, Sophie Magdalene. Hun bestemte i sit testamente fra 1746, at hendes smykker ikke skulle overgå til en bestemt person, men altid være til rådighed for landets siddende dronning.

Om baggrunden for at samarbejde med DR om at formidle historien om kronjuvelerne siger Kongernes Samlings museumsdirektør Thomas Thulstrup:

- Kongernes Samling har stor fokus på at nå ud til så mange danskere som muligt, og samarbejdet med DR er en måde at styrke formidlingen af kronjuvelerne på Rosenborg Slot over for en ny og yngre målgruppe. Med DR’s viden om og erfaring med, hvad der skaber interesse hos børn og Kongernes Samlings autentiske omgivelser og genstande – ikke mindst kronjuvelerne, er der blevet skabt en unik og utroligt spændende aktivitet. Vi glæder os til sammen med DR at invitere børn og børnefamilier indenfor og få hjælp til at sikre, at kronjuvelerne bliver, hvor de er, siger han. Rosenborg Slot er åben hver dag fra klokken 10.00 til 15.00, dog afvikles ’Ramasjang Mysteriet’ alene fra klokken 11.00-15.00 i vinterferien, og aktiviteten tager omkring en time.

Som en tak for hjælpen får de unge detektiver bagefter på mail en video med Kristian fra ’Ramasjang Mysteriet’, som takker for hjælpen.

  • DR Skole har også lavet undervisningsmateriale om kongefamilien og de danske kronjuveler. Det finder du her