’Limbo 3’ bor i Birgitte Nyborgs lejlighed

Optagelserne til den tredje sæson af ’Limbo’ er ved at være i hus. Serien skal sendes på DR Ultra næste år.

  • Den nye sæson af børneserien 'Limbo' bliver optaget i 'Borgen III's gamle dekorationer. (Foto: Torben Kloster)
  • Instruktør Christian Grønvall tager hovedtelefonerne af og siger tak for optagelsen. (Foto: Torben Kloster)
  • Noget så simpelt som at kigge på sin telefon kan godt kræve mange takes. (Foto: Torben Kloster)
  • Her er det en del af Nye Demokraters partilokale, der bliver brugt som skolens garderobe. (Foto: Torben Kloster)
  • "Værsgo baggrund", bliver der altid sagt, når baggrundsskuespillerne skal gå i gang, mens selve handlingen foregår i forgrunden. (Foto: Torben Kloster)
1 / 5

Optagelserne til den tredje sæson af ’Limbo’ er ved at være i hus.

Først tager han den langsomt op af lommen. Det virkede for unaturligt. Så prøver han at gøre det lidt hurtigere. Men han holder den lidt for skævt, får han at vide. Og skærmen skal lige pudses, den er for fedtet, det giver et dårligt lys. Efter syv forsøg er holdet tilfreds, instruktøren råber tak og skuespilleren i ’Limbo 3’ lader telefonen dumpe tilbage i lommen igen. Det var en scene på cirka ét sekund til serien.

Studie 8 i DR Byen har den sidste tid været rammerne om den nyeste sæson af børneserien ’Limbo’, der skal køre på DR Ultra næste år. Holdet bag serien har valgt at bruge mange af de gamle opstillinger fra ’Borgen III’, hvor en stor del af optagelserne også foregik i Studie 8.

”Stort set hele serien foregår på en skole. Det partilokale, som Nye Demokrater brugte i ’Borgen III’, er nu omdannet til skolens kantine. Dekorationen skulle friskes lidt op efter ’Borgen’ havde brugt det, for skolen skulle helst ikke se så slidt ud,” siger David Østerbøg, der er producent på ’Limbo 3’.

Han fortæller, at der er mange fordele ved at overtage lokalerne fra de store søndagsdramatikker.

”De har et meget større budget end børneserierne, og når vi kan overtage fra ’Borgen’, så har vi flere penge til produktionen. For eksempel ville lyssætningen være alt for dyr for os, så den er fantastisk at overtage,” siger David Østerbøg.

Alt foregår indendørs

’Limbo 2’ gjorde det samme, da de overtog Sana Fortis-dekorationen fra serien ’Lykke’ (Sana Fortis var den virksomhed, som Lykke arbejdede hos). Her i tredje sæson er det altså ’Borgen’s kulisser, de har lånt, og derfor er blandt andet Birgitte Nyborgs lejlighed lavet om til lærerværelse og sundhedsplejerskekontor.

Serien bliver stort set kun optaget indendørs. Det er både det billigste og det mest praktiske, men det er ikke en svaghed for serien. Ifølge producenten savner man ikke udendørsscener, da ’Limbo 3’ er en arbejdsplads-serie.

”Vi forholder os ikke til, hvad der sker i børnenes privatliv. Det hele foregår i skolens forskellige lokaler. Tag for eksempel en serie som ’Friends’. Man tænker jo ikke over, at de nærmest aldrig er udenfor eller på arbejde. Hvis man rykker udendørs, skal man kunne gøre det ordentligt – og det er dyrt,” siger David Østerbøg.

En pause fra bumserne

Optagelserne startede midt i marts, og slutter efter planen midt i juni. I alt svarer det til otte effektive optage-uger, fordi der har været så mange helligdage indimellem. Og det er ikke usædvanligt, at børnene laver otte timers optagelser om dagen.

”En af de gode ting ved børn er, at de har meget mere energi end voksne skuespillere. Men vi skal sørge for at give dem pauser og lade dem læsse af hos deres forældre, så de ikke lever hele dagen i en kunstig verden,” siger David Østerbøg.

I serien medvirker også voksne skuespillere, og det kan være nødvendigt at bede dem om at ”spille lidt ned”, så de ikke stjæler fokus helt. Børnene skal helst være i centrum, når det er en børneserie.

”Børnene kan have svært ved at følge med, hvis de professionelle skuespiller kommer og spiller røven ud af bukserne. Men i langt de fleste tilfælde er de gode at arbejde sammen med, og det er da også rart lige at få en pause fra bumserne indimellem,” siger David Østerbøg med et smil.

Producenten regner med, at ’Limbo 3’ får premiere efter jul, men DR Ultra har endnu ikke lagt sig helt fast på en dato.

Facebook
Twitter