’Løvens Hule’ fra DR1 kåret som ’Årets iværksættermedie’

DR1’s programmer, hvor iværksættere fik chancen for at præsentere deres forretningsideer for succesfulde erhvervsfolk, fik tirsdag prisen som ’Startup Media of The Year’ ved Nordic Startup Awards.

Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch. (Foto: United Productions Aps © Type 2)

Efterårets programmer om iværksættere og iværksætteri på DR1 har gjort stort indtryk i såkaldte startup-kredse. Da der tirsdag aften for fjerde gang blev uddelt Nordic Startup Awards i den danske finale i Industriens Hus i København, hentede DR1-programserien ’Løvens Hule’ prisen som ’Startup Media of The Year’ – eller ’Årets iværksættermedie’, om man vil.

I ’Løvens Hule’, der havde Dorte Fals som vært, fik iværksættere chancen for at præsentere deres forretningsideer for nogle af Danmarks mest succesfulde erhvervsfolk - kaldet ”løverne”. Hvis ideerne var gode nok, skød ”løverne” deres egne penge i projektet med mulighed for både gevinst og tab.

”Løverne” var e-handel-iværksætteren Jesper Buch, erhvervsmanden Christian Stadil, juristen og IT-iværksætteren Tommy Ahlers, modedesigneren Ilse Jacobsen og rengøringsbossen Birgit Aaby.

Først har alle kunnet komme med forslag til, hvem der skulle have priserne ved Nordic Startup Awards. Bagefter har omkring 18.000 i startup-miljøet stemt og udpeget deres favoritter, ligesom en jury også har haft sit at skulle have sagt, før den endelige modtager tirsdag blev fundet.

Inspirerer andre

”En af de store udfordringer i startup-miljøet er at komme ud af startup-boblen og få gjort opmærksom på sig selv. Med prisen som ’Startup Media of The Year’ har vi gerne villet anerkende, at ’Løvens Hule’ har fået ideerne ud til en bredere del af befolkningen end normalt, og at programmet kunne inspirere andre til at komme i gang eller videre,” siger Kim Balle, der er administrerende direktør for og har været med til at grundlægge Nordic Startup Awards og Global Startup Awards.

Den konstituerede kanalchef for DR1, Henriette Marienlund, siger, at DR1 er glad for at sende ’Løvens Hule’ på kanalen. ”Denne pris viser, at vores fokus på iværksætteri giver genklang hos vækstlagene rundt omkring i Danmark. Vi vil gerne være med til at inspirere befolkningen, og programmerne viser en stor idérigdom og lyst til at bygge en virksomhed op,” siger hun.

DR1 planlægger at sende en ny sæson af ’Løvens Hule’ til efteråret, og optagelserne til programmerne er netop sluttet. Det er United TV, der producerer ’Løvens Hule’ for DR.

De i alt 14 danske prismodtagere skal nu dyste mod vinderne fra Island, Sverige, Norge og Finland i den nordiske finale i Reykjavik den 31. maj