Ludmila satte sit liv i spil

Efter en opvækst i sovjetrepublikken Ukraine emigrerede Ludmila Spektor til Danmark og fandt melodien i DRs ensembler. Hun har netop udgivet sine erindringer.

I 'Emigrant på livstid' fortæller violinist Lidmila Spektor om sin jødiske baggrund, opvæksten i Sovjetunionen og om sit møde med Danmark og den danske kultur.

”Da min datter Milena kom i dansk skole, var det overraskende for mig at høre hende og de andre børn udtrykke sig helt åbent. I min opvækst talte vi i sproglige koder. Vi lærte at henvise til de slogans, vi blev indoktrineret med i skolen eller citere store russiske forfattere. Vi blev holdt på et bestemt spor. For mig er dansk et frit sprog. Det var fantastisk at opleve, hvor anderledes livet kunne være.”

Det fortæller violinisten Ludmila Spektor, som til hverdag spiller i DR Symfoniorkestret, men oprindeligt stammer fra Ukraine. I sin nyudkomne erindringsbog, 'Emigrant på livstid' fortæller hun om sin jødiske baggrund, de første 26 år som barn og ung i en del af Sovjetunionen, der har haft indflydelse på stort set alt i hendes tilværelse - og om sit møde med Danmark og den danske kultur.

”Da jeg kom til Danmark opdagede jeg, hvor lidt folk her ved om livet i Sovjetunionen før murens fald. Hvor styret det hele var - og hvor begrænset. Jeg har stadig problemer med at gå i et supermarked. Jeg kan ikke overskue al den overflod og vælge mellem de mange varer på hylderne. Når jeg er på turné med orkestret, kan jeg ikke overskue de store morgenbuffeter, som mange hoteller har. Jeg har det bedst med et stykke knækbrød eller noget andet meget enkelt,” siger Ludmila Spektor.

Jødekvoter

Bogen beskriver, hvordan antisemitismen i Ukraine fik forældre til at forhindre deres børns venskab med ”jøden”, så det ikke skulle spænde ben for deres muligheder. Hvor ”jødekvoter” begrænsede uddannelses­mulighe­derne og job-perspektiverne. Hvor forældre måtte indskærpe deres børn ikke at referere, hvad der blev talt om i hjemmet, fordi det kommunistiske partis meddelere var overalt – og det kunne have voldsomme konsekvenser at sige eller mene det forkerte i forhold til partilinjen.

Det var et enormt spring i verdensbillede, Ludmila Spektor og hendes familie oplevede, da de fik mulighed for at rejse ud af Sovjet og komme til Vesten. I 1979 fik Ludmila, hendes mand og deres treårige datter opholdstilladelse i Danmark som politiske flygtninge. Et land, Ludmila kendte fra læsning af H.C. Andersens eventyr og historien om, hvordan danskerne havde hjulpet jøderne på flugt fra den tyske besættelse.

”Forfølgelsen af jøder var ikke noget, vi hørte om i skolen eller på andre officielle måder. Der blev fortalt lidt her og der om fortidens pogromer og om Babi Jar-massakren, hvor tyskerne skød mange tusinde jøder og smed dem i en massegrav. Men det og for eksempel holocaust fik jeg først en egentlig viden om, da vi kom til Vesten. I Ukraine gjaldt det om at passe ind, ikke skille sig ud eller være ”anderledes” på nogen måde. Og samtidig var der så denne evige viden om, at man netop skilte sig ud – via navn, via udseende og ved at der stod ”jøde” i ens identitetspapirer,” siger Ludmila Spektor.

At have en historie

Derfor blev hun også vildt ked af det, da hun fortalte en kollega i Symfoniorkestret, at hun havde svært ved at forstå, hvad en dirigent sagde. For svaret var lidt henkastet: ”Nåh, men det er, fordi han er jøde”.

”Jeg troede, at jeg så igen var havnet i et antisemitisk miljø. Men heldigvis blev misforståelsen relativt hurtigt opklaret. Det, kollegaen havde sagt, var: ”Han er jyde” – jeg havde bare ikke kunnet høre forskellen mellem de to vokaler.”

De mange år i Symfoniorkestret slutter i løbet af de kommende år. Men Ludmila Spektor slipper ikke sit engagement:

”Jeg vil blive ved med at komme til koncerterne, og jeg vil være mit orkester hengiven, så længe jeg overhovedet kan,” siger hun.

Og efter snart 36 år i Danmark, er Ludmila Spektor begyndt at have en historie i sit nye land.

”Det er noget af det svære ved at være emigrant. Man har ingen gamle venner, skolekammerater eller steder hvor man boede engang. Men DRs flytning til DR Byen har været med til at give mig det. For når jeg nu går ind gennem det gamle radiohus’ svingdør, så er det et sted, hvor jeg engang har arbejdet.”

Bogen er skrevet i samarbejde med DRs musikjournalist Jens Cornelius.

Facebook
Twitter