”Man kan sagtens moderere en debat i stykker”

Hadefulde kommentarer ødelægger debatten på sociale medier. Men redaktøren for sociale medier i DR Nyheder vil ikke moderere en debat så meget, at folk ikke længere gider ytre sig.

Holger Rørby Madsen oplever, at man ofte går ind til en debat for at overbevise andre om, at det, man selv synes, er den endegyldige sandhed. Dén indstilling, kunne han godt tænke sig, at folk ændrede. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

”Gid du må få kræft og dø i frygt og smerte. Og alle, du elsker, brænder i helvede.”

”Hvor er det trist: At det ikke sker oftere i kongehusregi, så vi kan komme af med de rigtig udemokratiske blåblodsindehavere. I øvrigt er det jo ikke en pludselig og overraskende død! Manden er røvgammel, for pokker.”

Hvilken af de ovenstående kommentarer overlever mon på DR Nyheders Facebook-opslag om, at prinsesse Benediktes mand, prins Richard, er død?

Når debatterne udfolder sig på DRs Facebook-sider, skal der være plads til alles holdning. Derfor sidder der medarbejdere og luger ud i de kommentarer og brugere, som spolerer debatten ved at skrive direkte nedladende eller truende om de andre.

Man må gerne have en holdning

I DR Byen er Holger Rørby Madsen, der er redaktør for DR Nyheders sociale medier, ved at tage stilling til, hvad han skal stille op med den bruger, som ønsker flere dødsfald blandt de ”udemokratiske blåblodsindehavere”.

”Man må gerne være kritisk over for kongehuset og skrive sin holdning, så længe man ytrer sig ordentligt. Den her kommentar er måske lidt provokerende, men den er okay,” siger Holger Rørby Madsen.

Fordi der hverken er tale om trusler eller nedladende kommentarer om de andre brugere, lader han den stå.

Efter hans mening kan man sagtens komme til at moderere en debat så meget, at folk til sidst ikke gider ytre sig:

"Vi skal ikke gå ind og ødelægge en debat. Det er ligesom en fodboldkamp: En dommer kan også fløjte en kamp i stykker, hvis han vil det. Og det handler om at finde den dér balance i det hele. For man kan sagtens moderere en debat i stykker, og det er jo ikke derfor, at vi er her. Vi skal ikke udøve censur," siger Holger Rørby Madsen.

En fornem opgave

Hans redaktion af fire medarbejdere bruger ikke udelukkende deres tid på at sortere i kommentarer. De producerer også videoer og laver opslag til P1’s og DR Nyheders Facebook-sider.

"Det er en enormt fornem opgave at formatere tungt, publicistisk indhold til danskere på Facebook. Både for at lave en debat, men også for at gøre folk klogere på den verden, vi lever i,” siger Holger Rørby Madsen.

Når han lægger nyheder på Facebook-siden, får han samtidig fat i nogle af dem, som ikke nødvendigvis får nyheder fra DR i forvejen:

”Vi har her fat i rigtig mange danskere, som aldrig nogensinde kommer ind på dr.dk, ser en tv-avis eller hører en radioavis,” siger Holger Rørby Madsen.

Vil gerne være mere til stede

Langt den største del af redaktionens tid går med at få indholdet formateret og lagt op på Facebook-siderne. De modererer derfor kun debatter i det omfang, de har tid til.

"Selve moderationen af kommentarer tager op mod halvdelen af min tid hver uge. Og det er en tid, som jeg ikke har og er nødt til at finde et andet sted," siger Holger Rørby Madsen.

Han drømmer om at få mere tid til selv at skrive kommentarer i debatterne, hvilket han i dag kun gør i sjældne tilfælde:

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi også var mere til stede i debatterne. At vi rent faktisk faktatjekker nogle af de myter, der går rundt i debatterne. At vi viser vores tilstedeværelse og tager brugeren i hånden. Men det er et ressourcespørgsmål. Det har vi simpelthen ikke kræfterne til," siger Holger Rørby Madsen.

Udelukkelse og forsvundne kommentarer

Tilbage på DR Nyheders Facebook-side er der en bruger, som har hidset sig op i debattråden om prins Richards død. Brugeren ønsker andre en smertefuld død.

Holger Rørby Madsen foretager en hurtig søgning på vedkommendes navn i programmet ’Spreadfast’ og kan se i kommentarhistorikken, at brugeren har talt truende til mange andre. Det ligner desuden, at der er tale om en falsk profil.

"Det går ud over samfundsdebatten, når almindelige mennesker bliver truet, bare fordi de har skrevet deres mening. Det vil vi ikke tolerere. Så må man argumentere i stedet for. Og det er ikke et argument, at andre er idioter eller skal dø,” siger Holger Rørby Madsen.

Med et klik har han udelukket brugeren fra DR Nyheders Facebook-side, så vedkommende fremover ikke kan kommentere opslag. Alle brugerens tidligere kommentarer forsvinder også.

"Jeg kan godt blive lidt trist, når jeg læser den slags kommentarer. Men det er mere, fordi jeg synes, at det er synd, når debatten skal foregå på sådan nogle vilkår,” siger Holger Rørby Madsen.

Redaktionen udelukker omkring 500-700 brugere fra siden om året. Typisk er der tale om falske profiler, og det er sjældent, at det er helt almindelige menneskers profiler, de udelukker:

”Det er de folk, som lige træder over kanten, fordi de er ophidsede eller ikke lige tænker over, hvad de skriver. Nogle af dem ringer for at sige undskyld og beder om at blive lukket tilbage ind i debatten,” siger Holger Rørby Madsen.

Hver syvende kommentar er hadefuld

Facebook og andre sociale medier gør, at flere kan komme til orde og deltage i den offentlige debat. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser dog, at hvis tonen er for grov, så afholder mange sig fra at bruge deres ytringsfrihed og deltage i debatten.

Nu viser en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, at hver syvende kommentar er hadefuld i varierende grad.

Holger Rørby Madsen har en lidt anden oplevelse:

"Jeg oplever slet ikke, at der er så mange hadefulde kommentarer. De er et problem og fylder rigtig meget. Men det er ikke hver 7., og det er måske heller ikke hver 20. Heldigvis kan de fleste mennesker finde ud af at opføre sig ordentligt,” siger Holger Rørby Madsen.

Ved at finde de brugere, som taler truende og nedladende til andre, og pille dem ud af debatten, gør han plads til, at andre kan skrive sin mening:

”Flere almindelige mennesker får plads til at skrive, hvad de mener i politiske debatter. Hvor de tidligere blev overfaldet af de her professionelle hajer, som hurtigt får lukket en debat ned ved at skrive, at alle er idioter,” siger Holger Rørby Madsen.

De fleste taler ordentligt

DR Nyheders Facebook-side får omkring 80.000 kommentarer om måneden, og for det meste er folk gode til at holde en ordentlig tone.

”Jeg plejer gerne at sige, at det generelt er 1 procent af brugerne, der tager 99 procent af vores tid. Langt, langt, langt de fleste brugere opfører sig pænt og er søde og hjælpsomme,” siger Holger Rørby Madsen.

Nogle brugere, som han kalder for ”ambassadører”, er også gode til at blande sig i debatten og huske andre på at holde en ordentlig tone. Nogle af dem skriver også til hans private indbakke for at tippe om tvivlsomme kommentarer:

"Hvis der er noget, vi har overset, så er vores ambassadører gode til at skrive til mig og sige: ”Måske skulle I lige kigge her.” Og så gør vi selvfølgelig det,” fortæller Holger Rørby Madsen.

Han ønsker, at folk går ind til debatten med en mere konstruktiv indstilling:

”Det er ofte sådan, at man går ind til debatten for at få ret og overbevise andre om, at det, man synes, er den endegyldige sandhed. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde flere debatter, hvor den ene part pludselig sagde: "Det har du egentlig ret i. Det kan jeg godt forstå”,” siger Holger Rørby Madsen.

CV for Holger Rørby Madsen

1996: Ansat ved Radio Syd i Esbjerg (det nuværende P4 Syd/Esbjerg) 1997: Redaktionssekretær på Radio Syds redaktion i Aabenraa 1998-2001: Bimedial reporter med fokus på produktion til TV-Avisen og TV-Sporten 2000 og 2004: Kommentator på DR1 ved OL i Sydney og Athen 2001-2008: Redaktionsleder på DR Syd 2008-2009: Redaktionsleder i DR Webcenter med ansvar for den regionale udvikling på web 2009-2012: Chef for jv.dk, JydskeVestkystens netavis ved Syddanske Medier og lokalredaktør for lokaludgaven i Esbjerg 2012-2014: Stifter og direktør, Dagens.dk 2014: Redaktør for sociale medier på Avisen.dk og Ugebrevet A4 2015-nu: Redaktør for sociale medier i DR Nyheder

Facebook
Twitter