Manden med styr på Rwanda

Ulrik Appel-Græm er produktionsleder på ’Danmarks Indsamling’ i morgen, fredag, og har ansvaret for alle de fem shows rundt om i Danmark og i Rwanda. Ifølge ham er det ikke lige sådan at sende tv fra Afrika.

For at spare lidt vægt i flyet valgte produktionsleder Ulrik Appel-Græm ikke at tage lamper med, når hans hold skal sende fra Rwanda i forbindelse med ’Danmarks Indsamling’. I stedet har han købt og lejet næsten alle lamper i området af skolen, hvor showet skal sendes fra. (Foto: Linda Suhr © Type 2)

Ulrik Appel-Græm er produktionsleder på 'Danmarks Indsamling' fredag, og har ansvaret for alle de fem shows rundt om i Danmark og i Rwanda, og ifølge ham er det ikke lige sådan at sende tv fra Afrika.

Fredag klokken 19.00 ruller 'Danmarks Indsamling' endnu engang over skærmen. I år er det større end nogensinde, når shows fra fire forskellige landsdele, og et fra det afrikanske land Rwanda, skal smelte sammen i dit TV. Når alting eksploderer i serpentiner, pengeindsamling og - selvfølgelig - masser af kendte mennesker, sker der en masse teknisk bag kulisserne, så showet kan blive fragtet direkte til dit TV. Manden med det store overblik over showet, og ham, der har stået for forberedelserne måneder op til, er produktionsleder Ulrik Appel-Græm fra produktionsfirmaet STV.

Nu har du jo stået for de fleste af forberedelserne før showet, så hvad er din opgave på fredag?

Forhåbentlig skal jeg bare nyde showet, når det kører uden problemer. Og det tror jeg så ikke selv på. I virkeligheden skal jeg være fuldstændigt standby. Når folk fra de forskellige shows ringer og siger, de har problemer, så skal jeg tage beslutningerne. Jeg skal troubleshoote, når scenografien pludselig står anderledes, end vi havde tænkt os. Jeg regner også med, at vi får en del indslag fra Rwanda, som jeg skal have gjort klar til afspilning. Så jeg skal være ham med det forkromede overblik.

Hvad tænkte du, da du fik at vide, I skulle sende fra Rwanda?

"Det lyder møgbesværligt. Rent praktisk bliver det jo fuldstændigt tosset." Det var nok de første tanker. Derefter skulle vi undersøge, hvordan man kunne gøre det, for det er virkelig ikke bare en hvilken som helst øvelse pludselig at rykke et helt show til Afrika. Det største problem var klart at finde noget udstyr. Det er en firekamera-produktion, hvilket er meget stort. Vi undersøgte, hvad det ville koste, hvis vi skulle leje alt udstyret dernede, og det ville blive en mindre formue, da vi så skulle have kameraer, lys og så videre sendt fra alle mulige steder i Afrika. Det var simpelthen ikke samlet på ét sted. Derfor endte jeg med at beslutte, at vi selv skulle tage alt vores udstyr med. Det blev sejlet ned for 14 dage siden, og vi er blevet nødt til at betale alle mulige gebyrer i tolden for at få det igennem, men sådan er det at lave sådan et show fra Afrika.

Hvad er de største udfordringer ved at sende fra Rwanda, udover at få det rette udstyr?

Det sværeste er helt klart bare at sende et TV-signal fra Afrika og få deres klip til tiden. Du kan ikke bare sende med en satellit til København, der er for langt. Det er også svært, for hver eneste gang du laver et hop fra en satellit til en anden, bliver forsinkelsen meget større. Vi løste det problem med, at vi nu sender signalet via satellit direkte fra Rwanda til Israel, fra Israel kan de sende det videre via nogle fibre til London, som sender til STV i København, og vi sender så til DR Byen. Så det er noget af en rejse for signalet, men der er kun ét hop fra satellit til fibernet, så det formindsker forsinkelsen. For store forsinkelser kan bare ødelægge tempoet. Folk accepterer den slags i en tv-avis, men i et underholdningsshow fungerer det bare slet ikke. Det virker for kedeligt og besværligt, hvis der er alt for lang ventetid.

Holdet bag showet i Rwanda er der allerede nu. Hvilke forholdsregler skal man tage dernede?

Rwanda er faktisk et forholdsvist sikkert land, men vi har også taget en masse frysetørret mad med, enten som nødrationer, men også hvis folk får dårlig mave og har brug for noget mad produceret under danske forhold. Desuden har vi også arbejdet meget sammen med ngo'er dernede, og har taget en specialist med.

Hvornår på fredag er det hele mest hektisk for dig?

Klart mellem 15:00 og 19:00, hvor alle omstillingerne på de forskellige locations skal prøves. For første gang ser jeg, hvordan det ser ud, når DAD står på scenen og laver en prøve og finder ud af hvorfor vi ikke kan høre dem i Rwanda - også videre. Det er der, jeg skal beslutte, om tingene ser fint ud, eller om der skal rykkes rundt på værterne, scenografien eller andet. Det mest hektiske for mig er, hvis ikke telefonerne virker. Så forsvinder halvdelen af vores program. Der er altid lidt nerver på op til starten, men når først vi går i gang, så føler man, der er gået en time - og så er det hele slut

For at blive i det ubehagelige hjørne: Hvad må bare ikke ske, når I skal sende fra Rwanda?

En tropisk regnstorm i Rwanda vil være det værst tænkelige scenarie. Det må simpelthen ikke ske. For så har vi virkelig svært ved at sende fra satellitten, og så kan vi ingenting gøre. Så bliver vi nødt til at fordele alle vores indslag fra Afrika på vores fire locations i Danmark. Vi har lavet en nødplan, hvor alle værterne i Danmark har fået ekstra talekort, så de kan lægge op til et indslag, der skulle have været sendt fra Afrika.

Produktionsleder Ulrik Appel-Græm, 53 år, har været mange år på Metronome som produktionschef. Derudover har han stået for utallige store events, blandt andet Voice-koncerten i Tivoli og Danish Music Awards. Han har været med til at lave 'Danmarks Indsamling' lige siden det startede i 2005. Udover at være freelancer på STV har han nu sit eget firma, kaldet 'Madebyappel'.

Facebook
Twitter