Mange børn og unge vil med i DR Korskolen

Mange har søgt om at komme til optagelsesprøve i DRs kor for børn og unge. Sammenlagt har korene i år brug for 75-80 nye stemmer.

Børnekoret kommer blandt andet ud i landet sammen med musikere fra DR Symfoniorkestret. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Gode stemmer, skarpe ører, musikalsk talent og frem for alt sangglæde. Det er, hvad drenge og piger i alderen 9-11 år skal have for at kunne synge i DR Børnekoret.

Interessen for at få en plads i det ungdommelige kor er stor, og sammenlagt er der indkaldt 207 børn til forårets optagelsesprøver. Det er noget, der glæder dirigenten for DR Børnekoret, Susanne Wendt Ketting:

”Det er skønt, at der er så mange børn, der gerne vil synge. At synge i DR Børnekoret er på mange planer livgivende og uddannende for børnene, og de får sjove opgaver. Så vi er glade for at få alle de ansøgninger,” siger Susanne Wendt Ketting, der også er dirigent for DR Juniorkoret og leder af DR Korskolen.

Der er flere indgange til DR Korskolen, hvor man kan begynde i DR Spirekoret som 6-årig, men også bruge sin stemme for første gang som 9-årig i DR Børnekoret eller som 12-årig i DR Juniorkoret.

25 af de indkaldte børn synger i forvejen i DR Spirekoret, og resten kommer udefra. Alle, der søger om plads i DR Børnekoret, bliver indkaldt til optagelsesprøve.

For dem, der elsker at synge

Ifølge korlederen er det vigtigt, at man brænder for at synge, hvis man vil igennem nåleøjet til DR Børnekorets optagelsesprøver:

”Du skal være musikalsk og have en god stemme, men du skal også have en naturlig glæde ved at synge. Vi går meget op i, om vi kan mærke, at børnene synes, det er sjovt. Vi arbejder professionelt med dem, så vi har brug for at finde nogle børn, der virkelig brænder for det,” siger Susanne Wendt Ketting.

DR Børnekoret optræder blandt andet på tv, i radioen, på CD-indspilninger og til koncerter – ofte sammen med DR Symfoniorkestret og andre af DR Koncerthusets ensembler.

DR Juniorkoret

DR Korskolen har ikke sendt indkaldelser til DR Juniorkoret endnu.

Til DR Juniorkoret har der været 15 ansøgere udefra og 20 ansøgere, som i øjeblikket synger i DR Børnekoret. Alle, der søger om plads i DR Juniorkoret, bliver indkaldt til prøve.

For at blive taget i betragtning til en plads i DR Juniorkoret er det et krav, at man spiller et instrument.

DR Spirekoret

DR Spirekoret indkalder i år omkring 100 sangere til optagelsesprøve.

Ventelisten til indkaldelse er på omkring 310 børn, så der vil være en del, der ikke får tilbud om optagelsesprøve.

I stedet vil de blive tilbudt at stå på venteliste til DR Børnekoret, hvor de indkaldes til optagelsesprøve det forår, de afslutter 2. klasse.

DR Spirekoret sender desuden alle de børn, der ikke indkaldes til prøve, en liste med kor og korskoler, som de anbefaler.

Optagelsesprøverne bliver holdt i maj og juni.